Gæsteindlæg af Jens Laurits Larsen
En ordveksling i ”Debatten” på DR 2 har vakt nogen opsigt, men egentlig forbløffende lidt, for replikskiftet burde få politikere fra alle fløje til at fare op og råbe vagt i gevær. Studievært Clement Kjersgaard stillede socialdemokraten Christian Rabjerg Madsen et principielt spørgsmål, som voldte svareren svære kvaler: »Kan det nogensinde være legitimt, at en regering fortsætter en praksis, som den ved er ulovlig?«
»Jeg kommer ikke til at gå ind i det spørgsmål. Vi har en kommission, der arbejder …,« lød det første svar, der blev fulgt af flere spørgsmål, ordføreren vred sig mere og mere og blev ved med at sige, at han ikke vil gå ind i minksagen. Men han ønsker altså heller ikke at svare på det rent principielle og meget enkle spørgsmål, om regeringen skal overholde loven. Han mener, sjovt nok, at det er en slags fælde, og det fortæller jo en del om den siddende regering.
Clement Kjersgaard: »Kan du se, Rabjerg Madsen, hvad du skaber tvivl om nu?« Christian Rabjerg Madsen: »Det tror jeg, du må opklare for mig …« Clement Kjersgaard: »Retsstaten.«
Der er sket meget med retsstaten, siden Mette Frederiksen satte sig ved roret. Mange beundrer den stærke kvinde for hendes handlekraft, ikke mere vrøvl og overflødig snak, ikke mere tid at spilde. Og hvad er vel demokrati andet end bøvl? Idelig forsinkelse og tidsspilde, snak op ad stolper og ned ad vægge. Det gider regeringen ikke, og dens anstrengte forhold til retsstaten lader sig direkte aflæse i dens nysprog, hvor et lovbrud ikke er et lovbrud, men en hjemmelsudfordring . En spritbilist kalder vi uden videre en lovbryder, måske endda en forbryder. En indbrudstyv, en voldsmand, en bedragerisk bankmand det samme. Men om en regering, der overtræder loven, skal man, kan vi forstå, bruge et andet ord: hjemmelsudfordring.
Bag nyordet gemmer sig den forudsætning, at loven automatisk vil følge regeringens indfald, som et elektronisk talepapir følger tempoet hos den talende. Der er ikke tale om et lovbrud, men kun den lille fodfejl, at den handlekraftige i bar handlekraft kommer til at handle og handle resolut og lidt for hurtigt. Med et actioncard i hånden, som ingen ved, hvor kommer fra, ligesom ingen ved, hvad der blev sagt på afgørende møder, for det vil regeringen ikke sige.
Hvorfor vækker det ikke mere opsigt? Måske fordi lovbruddet ikke vil få nogen konsekvenser, hvorfor dramatikken er væk. Folketinget konstaterer, at regeringen gør, som det passer den, og går herefter over til næste punkt på dagsordenen. Nuværende kommentator Hans Engell var justitsminister en årrække, men han var politiker endnu længere, og han er tydeligvis helt uanfægtet og ryster på hovedet af de borgerlige, der tror, at der kommer nogen pølse af det skind.
Det falder ikke nogen ind, at der for demokratiet i Danmark kan være vigtigere spørgsmål end, om Mette Frederiksen er statsminister eller ej. At respekt for retsstaten i sig selv er væsentlig – og ikke bare et drillespørgsmål.
Og når regeringen føler sig hævet over loven, peger pilen jo på Folketinget. Kun Folketinget kan bibringe regeringen og Mette Frederiksen den afgørende forståelse, at grundloven er grundloven og ikke en irriterende flue af en ”hjemmelsudfordring”. SF og Enhedslisten kommer næppe til at bidrage her, men hvad med De Radikale, som plejer at gå meget op i konventioner og paragraffer? Er de også ligeglade med grundloven?
