Jeg har arbejdet det meste af mit voksne liv som professionel rådgiver inden for vandmiljø. Som de fleste synes jeg, at det er rigtig fint med et godt vandmiljø. Men i modsætning til mange mener jeg ikke, at det gode vandmiljø skal opnås i et forceret tempo for enhver pris. Jeg synes også, at vandmiljøet ligger langt nede på listen over de vigtigste problemer, vi har i Danmark og i verden i dag.
Indskudt bør man her lige tilføje, at det danske vandmiljø har det meget bedre end for 40 til 50 år siden, og at det ikke har noget med virkeligheden at gøre at påstå, at dansk landbrug er i gang med at gøre det værre, og at havet omkring Danmark er dødt.
Se f.eks. denne kurve over tilførsel af kvælstof – den vigtigste, men ikke eneste presfaktor for vandmiljøet:
Når jeg giver udtryk for disse holdninger, er der nogle i mine omgivelser, der synes, jeg er “sort”, men så kigger jeg dem i øjnene og spørger, hvad har du selv konkret gjort for at skabe et bedre vandmiljø? Og det viser sig jo i de fleste tilfælde, at de ikke har gjort andet end at udtrykke nogle feel-good bekymringer baseret på de falske forestillinger medierne præsenterer dem for.
Jeg har selv haft fornøjelsen af at være med til i det mindste tre udviklinger, som jeg synes, jeg kan være tilfreds med og som har været med til at forbedre vandmiljøet.
Jeg har været med til at skabe de vandmiljømodeller, der nu bruges til at optimere miljøforvaltningen i Danmark og jeg har været med til at skabe godt badevand i København – to gode historier, som jeg nok skal fortælle om en anden god gang.
Sidst men ikke mindst er det på min vagt, at det lykkedes at få snæblen til at reproducere sig i fangenskab og dermed starte et vellykket udsætningsprogram for snæblen i Vidåen mm. i Sønderjylland.
Snæblen er en laksefisk, der er i familie med helten. Den ligner den meget, men har en fremstående næse, som ligner en lille snabel, og det er jo nok derfor, den bliver kaldt snæblen.
I 1980’erne etablerede den daværende akvakulturafdeling på Vandkvalitetsinstituttet et opdrætsanlæg til ørreder i kølevandet fra Enstedværket i Aabenraa. Vi blev der opmærksomme på problemerne med snæblen og tænkte, at det kunne vi være med til at løse.
Når man skal reproducere en ny fiskeart i fangenskab, er et af de største problemer altid at finde ud af, hvordan man får de små larver til at spise.
Vi mødte så en ung og idérig biolog, Knud Rasmussen, som fandt ud af, hvordan man skulle gøre. Han fiskede dyreplankton (Dafnier mm.) sammen fra en sø og fodrede de små larver med dem. Larverne spiste dyreplanktonet med stor fornøjelse, således at de kunne vokse store nok til at kunne at blive fodret med tørfoder. Vi skulle så i gang med at opdrætte snæblen i lidt større skala. Og der fandt Knud Rasmussen ud af at sætte snæbellarverne ud i netbure i søer, hvor de så kunne spise af det plankton, der fandtes i søen. For at sætte turbo på, lyste Knud på nettene i burene, hvilket tiltrak mange flere dyreplankton.
Min gode ven og kollega Bo Møller var leder af enstedanlægget på det tidspunkt, og sammen med Knud Rasmussen fik han sat det hele i system, så vi kunne producere alle de snæbelsættefisk, der var brug for, for igen at kunne oprette bestanden i de sønderjyske vandløb, især Vidåen.
Vi var fremme i skoene med kommunikation, da vi for at fremme sagen producerede sweatshirts med ca. dette udseende: (jeg har slidt mine egne op, men hvis der er nogen der stadig har en, må der gerne sende et foto)
Som en lille interessant opfølgning på historien lykkedes det mange år senere, ca. 2005, hos DHI, hvor jeg på det tidspunkt var leder af afdelingen for akvatisk økologi, at konstruere en matematisk model for, hvordan hver enkelt sættefisk opførte sig, når de blev sat ud i åen som funktion af vandstrøm og fødetilgang. Et såkaldt agentbaseret modelsystem.
Der har i lang tid været diskussion om, hvorvidt snæblen egentlig er en selvstændig art. DTU Aqua har nu afsluttet et forskningsprojekt, hvor de med hjælp af genanalyser kan sige med ret stor sikkerhed, at det er en selvstændig art.
Her er et link til pressemeddelelsen om artiklen: Snæblen er sin egen.
Og her er et resume:
Snæblen, en sjælden fisk fundet i Danmark, har en bemærkelsesværdig evolutionær historie, der strækker sig over 7.500 år, ifølge et nyt forskningsstudie involverende DTU Aqua. Denne fisk, der er tilpasset et liv både i fersk- og saltvand, adskiller sig genetisk fra sin nære slægtning, helt. Forskning viser, at snæblen udviklede sin unikke genetiske linje kort efter istiden, hvilket understreger dens evne til at tilpasse sig skiftende miljøer.
Den nuværende bestand af snæblen er primært lokaliseret i Vidåen i Sønderjylland, hvilket gør den til en af de sidste naturlige populationer af denne art i verden. Dette er særligt væsentligt, da den internationale organisation for naturbeskyttelse, IUCN, har erklæret arten for uddød i andre dele af dens tidligere udbredelsesområde som Rhinen. Snæblens unikke evne til at tåle fuld saltholdighed i havvand adskiller den markant fra helt, som primært lever i brakvand.
Studiets resultater belyser ikke kun snæblens unikke genetiske træk men også de særlige gener, der muliggør dens tilværelse i saltvand, hvilket er afgørende for dens overlevelse og reproduktion. Denne tilpasningsevne er kritisk, da den lever i et miljø, hvor den vandrer mellem gydning i ferskvand og opvækst i havet.
Selvom der allerede er betydelige bestræbelser på at beskytte snæblen, understreger den nye forskning behovet for fortsatte bevarelsesindsatser. Disse forskningsresultater hjælper med at fremhæve vigtigheden af at opretholde genetisk diversitet og understøtte bestande, der allerede er på et kritisk lavt niveau.
Bevarelsesstrategierne, som er blevet implementeret for at beskytte snæblen, inkluderer totalfredning og restaureringsprojekter i dens naturlige levesteder. Forskerne påpeger, at selvom der gøres meget for at bevare arten, så er det nye fund et vigtigt bidrag til at forstå snæblens unikhed og vigtighed.
Endelig reflekterer snæblens situation over bredere videnskabelige og bevarelsesmæssige spørgsmål om artsdannelse og definitionen af arter. Debatten om snæblens status som en selvstændig art eller blot en variant af helt fortsætter, hvilket fremhæver kompleksiteten i naturbeskyttelsesindsatser og vigtigheden af videnskabelig forskning i at lede disse bestræbelser.
Efterskrift (18/5-24) Succes har mange fædre….
Jeg har fået et par reaktioner på blogindlægget som gør, at jeg skriver denne efterskrift. Jeg har tillagt Knud Rasmussen en for stor rolle. Godt nok var han en helt til at producere helt, men han deltog ikke direkte i snæbelprojektet.
Endvidere burde jeg have nævnt Kim Forchammer, som med sine gode forbindelser til nordtyske forskningsinstitutioner fik formidlet viden om snæblens klækningsmetodik til projektet.
