Den globale kulstofbalance er en nøglesten i den naturvidenskabelige del af klimaforskningen. Et vigtigt emne som ofte diskuteres flittigt blandt klimarealismens følgere. Heldigvis er der en gruppe forskere, som hvert år foretager en grundig opgørelse af balancen.

Den seneste rapport fra Global Carbon Budget 2024, udgivet i marts 2025 (rosværdigt hurtigt for den slags organisationer) , giver det hidtil mest detaljerede billede af den globale CO₂-balance. Rapporten beskriver, hvor meget CO₂ der udledes, hvordan det fordeler sig mellem lande og sektorer, hvor stor en andel naturen optager, og hvor meget der bliver i atmosfæren. Det samlede billede er nøgternt og faktuelt og giver anledning til at rydde op i nogle af de mest udbredte misforståelser om kulstofkredsløbet.

Globale CO₂-udledninger: niveau og tendenser

De samlede globale CO₂-udledninger (inkl. både fossile kilder og ændringer i arealanvendelse) var ca. 41,6 mia. ton CO₂ i 2024. Dette er en stigning på cirka 2 % i forhold til 2023 og det højeste registrerede niveau. Over de sidste ti år har udledningerne ligget nogenlunde stabilt, uden væsentlig øgning eller fald.

Den primære kilde til CO₂ er afbrænding af fossile brændstoffer (kul, olie, gas) samt cementproduktion, som tilsammen stod for ca. 37,4 mia. ton CO₂ i 2024. De resterende ca. 4,2 mia. ton kom fra arealanvendelse, f.eks. skovrydning.

Fordelt på brændstoftyper stod kul for ca. 41 %, olie for 32 %, gas for 21 %, og cementproduktion for ca. 4 %. På regionalt plan stod Kina for omkring 30–32 % af de fossile udledninger, USA for ca. 13 %, EU for ca. 7 % og Indien for ca. 8 %. Udledningerne faldt svagt i flere vestlige økonomier og steg i blandt andet Indien og i mindre grad Kina.

CO₂-optag i naturen

Langt fra al udledt CO₂ bliver i atmosfæren. Havet og biosfæren (jord og planter) optager tilsammen omkring halvdelen af den årlige menneskelige CO₂-udledning. Over det seneste årti har havet optaget ca. 10–11 mia. ton CO₂ om året, og landbiosfæren ca. 11–12 mia. ton. Det betyder, at atmosfærens CO₂-indhold årligt stiger med omkring 19–20 mia. ton CO₂.

I 2024 medførte afslutningen på El Niño, at biosfærens CO₂-optag vendte tilbage til nær normalt niveau efter et lavere optag i 2023. CO₂-optaget i havet var på linje med de foregående år.

CO₂ i atmosfæren

Atmosfærens CO₂-koncentration steg i 2024 med ca. 2,8 ppm (parts per million) til omkring 422,5 ppm. Før industrialiseringen lå niveauet omkring 280 ppm.

1 ppm CO₂ svarer til ca. 7,8 mia. ton CO₂. Den årlige stigning i koncentrationen afspejler, at omtrent halvdelen af den udledte CO₂ bliver i atmosfæren og akkumuleres år for år.

Almindelige misforståelser om kulstofkredsløbet

To hyppige misforståelser får nogle til at konkludere, at menneskers indflydelse på CO₂-niveauet er mindre end den faktisk er.

  1. Temperaturens rolle: Det er korrekt, at temperaturen påvirker atmosfærens CO₂-indhold, da varmere havvand afgiver CO₂ og koldere vand optager det. Men den effekt er lille i forhold til den direkte udledning af CO₂ fra menneskelige aktiviteter. Langtidsstudier viser, at en global temperaturstigning på 1 °C typisk medfører en naturlig stigning i CO₂-koncentrationen på omkring 4–10 ppm – og det over årtier.
  2. Størrelsen af menneskelige udledninger i forhold til naturlige udvekslinger: Det er rigtigt, at der naturligt sker store CO₂-strømme mellem hav, planter og atmosfære. Men disse strømme var i balance før industrialiseringen. Det menneskelige bidrag er et nettooverskud, som ikke indgår i den naturlige cyklus, og som derfor akkumuleres i atmosfæren år for år. Man kan sammenligne det med at hælde vand i et kar: Hvis der ryger lige så meget vand ud gennem afløbet som man hælder i, så flyder det ikke over. Men hvis man selv hælder lidt mere vand i karet, end der kan løbe ud, vil vandstanden stige – selv om den ekstra tilførsel pr. sekund kan være lille i forhold til gennemstrømningen. På samme måde forårsager selv en relativt lille ubalance i CO₂-kredsløbet en støt stigende “vandstand” af CO₂ i atmosfæren

Konklusion

Global Carbon Budget 2024 viser, at de globale CO₂-udledninger fortsat er på et højt niveau, og at atmosfærens CO₂-koncentration fortsætter med at stige i takt med, at der årligt tilføres mere CO₂, end naturen kan optage. Rapporten dokumenterer mængderne og bevægelserne i det globale kulstofkredsløb og giver et overblik over, hvordan menneskelig aktivitet bidrager til forskydninger i dette system.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Comments are closed.

Verified by MonsterInsights