Der er øjeblikke i livet, hvor man senere indser, at man kunne have siddet på kanten af en katastrofe – bogstaveligt talt. Ét af de øjeblikke indtraf for mig, Bo og Helle en aften i 1999, da vi sad på en lille restaurant på stranden i Ao Nang, Krabi, sammen med fru Inge. Havet klukkede fredeligt mod stranden, mens vi nød vores eksotiske drinks og diskuterede verdens gang.
Så kom vi til at tale om tsunamier.
Bo og jeg vidste godt, at hvis en tsunami ramte, ville havet først trække sig tilbage, langt ud, som om det trak vejret dybt ind. Og dét øjeblik – det er advarslen. Det er det lille vindue af tid, typisk mellem 5 og 30 minutter, afhængigt af hvor tæt man er på epicentret, hvor man skal løbe, ikke tænke. Bare løbe op i højderne bag sig. Men Inge og Helle havde aldrig hørt det før. Det slog mig dér: Den slags viden kan redde liv. Og den slags uvidenhed – ja, den kan koste det.
Kong Kylie og katastrofens kulturarv
Jeg spurgte i dag Bo om, hvornår han egentlig havde lært det. Og han svarede prompte: “Jeg læste det i Kong Kylie som 10-12-årig!” (et populært dansk børneblad i 1970’erne med eventyr, naturviden og spændingsserier) En deltager i serien var ved Stillehavet, hvor en tsunami ramte. Det var sandsynligvis i hæfte nr. 18 fra 1973, hvor serien Max Jordan tog læserne med til eksotiske egne og dramatiske naturfænomener. Bo huskede det krystalklart. En tegneserie, forestil dig det – det satte sig fast som livsreddende viden.
Jeg selv opdagede det i halvfjerdserne, da jeg kom ind i vandbranchen. Jeg læste i den periode bogen: Phoenix Island af Charlotte Paul. Den udkom i 1976 og solgte over en million eksemplarer. I romanen beværter Dr. Andrew Held sine gæster på en lille ø ud for Washington State, da en fransk prøvesprængning af en atombombe i Stillehavet udløser en megatsunami. Øen afskæres fra fastlandet, og en broget flok overlevende må lære at samarbejde og overleve med hinanden.
Moses, Hokusai og de mytiske bølger
Tsunamier har været med os, så længe mennesker har bosat sig ved kyster – og deres spor findes i både historie og myter.
Tag historien om Moses, der leder sit folk tørskoet over Det Røde Hav. Havet trækker sig tilbage – folket går ud på havbunden – og så, med buldrende kraft, vender vandet tilbage og oversvømmer fjenden.
Eller se på det japanske ikon Hokusai og hans berømte bølge – “Den store bølge ud for Kanagawa”. Den er ikke bare smuk, den er faretruende. De små fiskerbåde foran den rejste væg af vand er næsten symbolsk for menneskets afmagt mod naturens raseri. Mange mener, at inspirationen bag billedet netop var en tsunami – måske den samme slags, der ramte Tōhoku-kysten i 869, længe før nogen målestationer kunne måle den.
Man finder også beskrivelser af pludselige havbølger i oldgræske skrifter, eksempelvis i Platons beretning om Atlantis. Her nævnes, hvordan en ø-nation går under på én dag og én nat – og mens mange tolker det som metafor, kunne det meget vel afspejle erindringen om en tsunami forårsaget af et undersøisk vulkanudbrud, som det vi kender fra Santorini (Thera-eksplosionen ca. 1600 f.v.t.).
I nordisk mytologi er der hentydninger til enorme oversvømmelser og verdensomspændende stormfloder, især i forbindelse med Ragnarok. Her skyller kaosbølger ind over verden, og jorden synker i havet – endnu et ekko af de historier, kystfolk må have båret med sig i mundtlig tradition.
Med andre ord: Tsunamien har altid været der – som naturfænomen og som fortælling.
Tsunamien i 2004 – og de der løb
Vi ved i dag, at ved julens tsunami i 2004, som ramte netop Krabi, var der nogle få turister – børn, endda – som havde lært i skolen, at hvis havet trækker sig tilbage, så skal man flygte. Og det gjorde de. De råbte til andre. Nogle løb med. Andre blev stående og tog billeder.
Hvad er moralen?
At viden ikke bare er magt – den er beskyttelse. At læse, høre, vide og forstå naturens tegn kan være forskellen på liv og død. Og at gamle myter og kunstværker måske ikke bare er æstetik og legender – men kodede erfaringer, der har overlevet netop fordi de indeholder livsvigtig lærdom.
Så næste gang du sidder på en strand, så nyd det. Men tænk dig om, hvis havet pludselig forsvinder ud i horisonten. Det er ikke magi. Det er en tsunami på vej. Og du har måske 10-15 minutter – i nogle tilfælde mere, i andre næsten ingen tid – afhængigt af hvor langt ude jordskælvet er opstået.
Brug dem klogt.
Her er en link til en SUNO sang om havet der trak vejret ind.
