Her skriver Inge Dahl-Madsen om sin far: Hans Rasmussen.
Der var engang en mand ved navn Hans Rasmussen – en mand med mod og kløgt, som alle i familien vidste, at man aldrig skulle tage let på. Han var værnepligtig, men det var ikke nok til at tæmme hans eventyrlyst. Med en maskinmesteruddannelse i bagagen og et glimt af stædighed i øjet, begav han sig ud på de mest fantastiske rejser, som blot kunne sammenlignes med de historier, Peter Freuchen selv kunne fortælle.
Hans rejse begyndte, da han steg ombord på Islands Falk, som var et hjuldampskib, men havde også sejl og var forstærket til ishavstjeneste, der bar ham mod de frosne vidder i Grønland. Den kolde, nordlige vind og den evige islandske horisont var som et kald til dem, der var født med eventyrets blod i årerne. Ombord på skibet var der en særlig stemning – en blanding af kammeratskab og forventning om, at noget stort var ved at ske. Hans blev respekteret som værnepligtig maskinist, der skulle være behjælpelig med at sejle skibet, da alle de andre blev sendt i seng.
Hans kom til Grønland i 1930-erne. Her mødte han grønlændere, som levede tæt forbundet med naturens kræfter og elementernes vilde dans. Med deres varme smil og nysgerrige øjne, det var her, han hørte ordet – “krakemutter” for første gang.
(Ordet krakemut stammer ikke fra grønlandsk sprog, men forbindelsen til Grønland kommer fra dansk humor, folkesprog og måske især børnelitteratur og eventyrtradition, hvor Grønland ofte blev brugt som et fjernt og mystisk sted.)
Hans historier fra Grønland var fyldt med uventede eventyr: fra isflager, der knirkede under fødderne, til nattehimlen, hvor stjernerne lyste op som glitrende ædelsten over et ukendt land. Han lærte grønlænderes traditioner, og de lærte ham, at intet i livet var for skræmmende, hvis man blot stod fast og havde modet til at følge sine drømme.
Han købte også souvenirs fra Grønland. Bl.a. en model af en kajak og et stykke kryolit, som han tog med hjem.
Og selv i de hårdeste tider, hvor kulden bed i kinderne, og vinden hylede som en ensom ulv, glemte Hans aldrig, at i familien var der aldrig nogen, der var “dumme i nakken”. Med kløgt, humor og et hjerte, der bankede for eventyret, formåede han at gøre selv den mest isnende vinter til en fest – en fest, hvor alle kunne mærke, at livet var en rejse fyldt med mirakler og uforglemmelige øjeblikke.
Så når I, kære børnebørn, hører om oldefar Hans Rasmussen, så husk: Han var en mand, der fulgte sit hjerte og aldrig lod sig bremse af kulde eller frygt. Han sejlede mod eventyret med stolthed,” – et kærligt minde om en modig sjæl, som levede for at gøre hver dag til et uforglemmeligt kapitel i livets store fortælling.
