Nej, det er ikke ny spændende smagsingrediens fra køkkenkemisten, men noget helt andet, som mine jævnaldrende følgere udmærket kender.
Det hele begynder som det så ofte gør: En harmløs samtale over kaffen, hvor nogen nævner, at H.C. Andersen vel næppe kunne være en Andersen, fordi hans far hed Hans Andersen, og på det tidspunkt brugte man jo den patronymiske navneskik. Så egentlig burde han have heddet Anders Hansen. Og inden man får sat koppen fra sig, er man viklet ind i et stykke navnehistorie, der næppe kan kaldes andet end snørklet.
For hvad stiller man op med et navnesystem, hvor Mads’ søn bliver til Niels Madsen, Niels’ søn til Jens Nielsen og Jens’ søn igen til Niels Jensen? Og i mit eget tilfælde var det ikke blot teori: Min farfar hed Niels Madsen, og hans far hed Mads Nielsen – og sådan fortsatte det generation efter generation, som et stille, men urokkeligt ekko i familiehistorien. Det er på sin vis imponerende konsekvent – og samtidig nærmest designet til at forvirre enhver, der forsøger at følge slægten bagud.
Hvornår begyndte denne navneleg at gå af mode?
Som så meget andet i Danmark skete det uden større dramatik. Langsomt og gradvist – forskelligt alt efter om man boede i by eller på landet.
1. Byerne tog først afsked (1800–1850)
I købstæderne begyndte man allerede omkring 1800 at lægge den gamle skik bag sig. Ikke fordi der var lovkrav, men fordi det simpelthen virkede mere praktisk at holde fast i et efternavn. Et fast navn gjorde det nemmere at blive fundet – både i telefonbogen og i kreditorernes notesbøger.
2. Landet tog sig bedre tid (1850–1900)
På landet var der mindre hastværk. Man kendte jo hinanden, og hvad skulle man med et fast efternavn, når man i forvejen gik under tilnavne som “den lange Jens” eller “lille Mads”? Først da skolegang og myndigheder begyndte at interessere sig for, hvad folk egentlig hed, blev det almindeligt at vælge et navn, der kunne hænge ved.
3. Lovgivningen sætter punktum (1904–2006)
- 1828: Første navnelov for hertugdømmerne. Danmark nord for Kongeåen tog sig god tid.
- 1856: En opfordring til at vælge faste efternavne, men uden de store konsekvenser.
- 1904: Så blev der sat streg under – nu var det meningen, at navnet skulle gå i arv.
- Grønland? Der var man knap så forhippet og beholdt patronymer helt frem til 2006.
| Område | Skikken ophørte ca. |
|---|---|
| Købstæder | 1800–1850 |
| Landdistrikter | 1850–1900 |
| Hele Danmark | 1904 (lovfæstet) |
| Grønland | 2006 |
Et stille ekko fra fortiden
Den gamle navneskik er borte, men den efterlader en form for sproglig musik i kirkebøger og gamle protokoller: Mads Nielsen, Niels Madsen, Jens Nielsen, Anders Jensen. En blid rytme, som minder os om, at navne engang var mere flydende og tilpasset det liv, de blev brugt i.
Så næste gang du møder en Madsen eller en Nielsen, kan du jo forsigtigt spørge: Har du mon arvet det navn – eller er der et skift gemt i slægtens grene?
