Gæsteindlæg af Hans Schrøder
Den varme sommer har fremkaldt en voldsom bekymring for klimaet. Alarmister vil have os til at tro, at klimaet løber løbsk, hvis vi ikke her og nu og skærer CO2-udledningen drastisk ned. Der tales om dominoeffekter, ’tipping points’ og lignende, der fremkalder et alarmerende billede af noget, der løber ud af kontrol og ender i en klimakatastrofe. Med fuld fart er vi på vej ud over kanten, verden går snart under, hvis vi skal tro alarmisterne.
Mange tror dem. Det er som om, vi drages af det gys, det giver, når vi forestiller os ulykker, dommedag og verdens undergang. Og angeren kommer frem med stor kraft, når vi tror, vi er skyld i ulykkerne som følge af vort syndige liv med flyrejser, røde bøffer og det, der er værre. Den energi, angeren udløser, vendes indad og bliver til selvpineri til ingen verdens nytte.
Masser af velmenende mennesker lægger deres levevis om ’af hensyn til klimaet’. Der er sågar eksempler på, at kvinder fravælger at få børn. Der tales om ’klimadepression’, og nu om stunder afholdes der klimagudstjenester. Fra mit eget virke som forsker på vandmiljøområdet ved jeg, hvor let der går politik og religion i det. Det er dét, der er sket i denne sag, for så galt er det ikke fat med klimaet.
For det første løber det ikke løbsk, for heldigvis hører det med til naturens orden, at hvis man påvirker et naturligt system, så reagerer det på en måde, der modvirker denne påvirkning. Naturlige systemer har det med at stabilisere sig selv, de løber ikke løbsk. Det gælder også klimasystemet. Hvis det ikke var sådan, havde vi ikke været her, for så var verden gået under for længe siden.
For det andet spiller CO2-udledningen ikke den rolle, FNs klimapanel (IPCC) vil have os til at tro. Jeg har gode og uafhængige naturvidenskabsfolks velovervejede ord for, at klimaet i hovedsagen styres af faktorer, der ligger uden for vor kontrol. IPCC blander naturvidenskab sammen med politik. Resultatet en kedelig cocktail, der skaber unødig frygt og bekymring – desværre med klangbund i befolkningen.
Glæde, sorg og tro
I ’Enten-Eller’, har Søren Kierkegaard følgende betragtning:
”Den moderne udvikling har det ved sig, at man finder en større tilbøjelighed til at ville sørge, end til at ville være glad. Det anses for en højere anskuelse af livet, og er det også, forsåvidt det at ville være glad er naturligt, det at sørge unaturligt. Dertil kommer, at det at være glad medfører en vis forpligtelse for den enkelte til taknemmelighed, om hans tanker end er for forvirrede, til at han rigtig ved, hvem han skal takke; det at sørge fritager én herfor, og forfængeligheden tilfredsstilles da bedre. Vor tid har desuden på så mange måder erfaret livets forfængelighed, at den ikke tror på glæden, og for dog at have noget at tro på, tror den på sorgen.”
Kierkegaards betragtning er endnu mere aktuel i dag, end den var på hans tid. Klimabekymringen viser med stor tydelighed, at vi tror på det sørgelige, det dårlige, det negative, på ’sorgen’, som Kierkegaard kalder det. Det gode, glædelige, det positive tror vi ikke rigtig på. Det sælger ikke så godt. Når det nu forholder sig sådan, så leverer journalisterne varen, og medierne flyder over med sørgelige historier om, hvor galt det går med klimaet og miljøet.
En af mine venner var engang danmarksmester i ridebanespring. Han fortalte, at hans træner altid sagde til ham: ”Du skal tro på lortet.” Fra begyndelsen, når du klapper hesten til og med springet, skal du tro på, at du kommer over forhindringen og ned igen i god behold. Din tro forplanter sig da til hesten, så den springer det bedste, den har lært.
Kierkegaard talte om troen i et pænere sprog. ”Troens forventning er sejr”, sagde han. Hvis du ikke forventer, at dit forehavende lykkes, så tror du ikke. At tro er at forvente, at det lykkes. Så enkelt er det. Ikke et ord om jomfru Maria, kødets opstandelse og det evige liv. Spring det over. Gå lige til sagen og tro på lortet. Stol på at det går dagens dommedagsprofetier, som det er gået alle de tidligere: de bliver ikke til noget. Det med klimakatastrofen er noget, alarmister har fundet på, fordi de ikke tror på glæden, men på sorgen.
Tro og viden
Lige som det sørgelige sælger bedre end det glædelige, sælger uenighed bedre end enighed. Medierne går i selvsving og flyder over med snak om uenigheder. Det er i orden, når det drejer sig om politik, men ikke når det drejer sig om naturen, den fysiske verden, vi kan måle og veje. Den basale naturvidenskab og matematik, vi lærte i skolen, er hævet over enhver diskussion. Så meget står fast, så meget er vi enige om. Her er der ikke tale om tro, men viden.
Den viden og enighed hører vi sjældent om. Den slags sælger ikke så godt. Resultatet er, at vi ikke er opmærksomme på, at der er meget, virkelig meget, vi er fuldstændig enige om. De fleste politikere og embedsmænd ved ikke ret meget om naturvidenskab og matematik.
At det forholder sig sådan, blev engang ufrivilligt demonstreret af en tidligere statsminister, der i Folketinget talte til de unge om nytten af Pythagoras’ læresætning. Efterfølgende viste det sig, at hun ikke kendte den. Man skulle tro, at en behjertet sekretær havde skrevet a2 + b2 = c2 ude i margenen, men vedkommende har sikkert heller ikke kendt den berømte læresætning, skønt den har været kendt i tusinder af år og hører til pensum i folkeskolen. Det står ikke godt til med vore beslutningstageres viden om naturvidenskab og matematik.
Når man tænker på, hvor dumt det er at træffe beslutninger, der involverer naturen uden at vide, hvordan den er indrettet, kan det undre, at det får lov at fortsætte. Det medfører jo i sagens natur et kæmpestort spild, der desværre ikke kommer til offentlighedens kendskab, ikke fordi det skjules, men fordi det ikke erkendes. Klima- og miljømålene kan måske være gode nok, men det er sikkert og vist, at det koster langt mere end nødvendigt at nå dem. Det er deri, spildet består.
Byggede man en bro efter de principper, der anvendes i forvaltningen af klimaet og miljøet, ville den styrte sammen. For hver dag, der går, vokser spildet, og med tiden bliver det velsagtens så stort, at alle og enhver kan se, at vi er fattigere, end vi havde behøvet at være. Det er dét, og ikke en klimakatastrofe, vi skal frygte og for enhver pris undgå. Dertil kræves blot, at vi hele tiden gør brug af det, der står fast og er sandt alle steder og til alle tider.
Syntese
Kierkegaard har fuldstændig ret i, at man finder en større tilbøjelighed til at ville sørge, end til at ville være glad. Den voldsomme bekymring for klimaet viser med stor tydelighed, at vi ikke tror på glæden, men på sorgen. Vi tror ikke på, at vort forehavende lykkes. Vi tror, det går galt, at katastrofen kommer, at verden går under. Og at det er vor skyld.
Det hele ville være meget sørgeligt, hvis ikke det var, fordi løsningen er nær: Klap hesten og tro på lortet. Stol på at det går godt. Tro ikke alarmisterne. Tro i stedet på naturvidenskaberne. Stol på at menneskers opfindsomhed og viden om naturens orden, som har gjort vor materielle velfærd mulig, kan bruges til videre at udvikle denne velfærd – uden at ødelægge hverken klimaet eller miljøet. Lad den tro forplante sig ud i samfundet og bundfælde sig i de politiske beslutninger.
Vor kultur, vor verden, står og falder med den tro, hvor forventningen er sejr og hvor de vidtrækkende beslutninger, vi træffer på klima- og miljøområdet, står på et fast punkt.
