Således opmuntret efter at have scoret seks mål til onsdagsfodbold i HIK, vil jeg skrive lidt om, hvad fodbold betyder for mig. Fodbold har altid været min foretrukne sportsgren – både at spille og at se på. Men min vej ind i sporten var ikke helt lige til.
Som barn i underskolen i Ollerup blev jeg betragtet som en ”nørd”, fordi jeg var bogligt stærk. Dengang var der en udbredt forestilling om, at de kloge hoveder ikke kunne finde ud af sport, “Hvad man ikke har i hovedet, må man have i benene”. En helt forældet tankegang, for det viser sig, at de bedste idrætsfolk også har skarpe hoveder. At begå sig på topniveau i sport kræver intelligens, overblik og hurtige beslutninger.
Min idrætslærer i 5. klasse, Hessellund, kunne dog straks se, at jeg var ”kejtbenet”, som vi sagde dengang, så han satte mig ud som på venstre wing. Det viste sig hurtigt, at jeg var god til at drible, lægge præcise afleveringer ind til centerforwarden og endda selv score, når muligheden bød sig. Jeg havde/har nemlig den fordel, at jeg kan skyde med begge ben.
Jeg fik tidligt min vækstspurt, så allerede som 14-årig var jeg et hoved højere end de fleste af mine holdkammerater. Længere ben, god fart (en 100 meter på 12 sekunder) og solid sparketeknik gjorde, at jeg blev en succes som juniorspiller. Vores juniorhold i Ollerup Boldklub var usædvanligt stærkt. Vi vandt samtlige kampe i turneringen og endte med en samlet målscore på noget i stil med 125-25. Jeg scorede mange af målene. Vores Centerforward, som hed Mogens, scorede dog allerflest mål. Han var sådan en Gert Müller type, som altid stillede sig det rigtige sted i straffesparksfeltet og når så bolden kom hen til ham, skød han den bare ind i målet uden nogen dikkedarer.
Min farbror og plejefar, Jens Madsen, som selv havde spillet divisionsfodbold i Vejle i 1920’erne, kom engang for at se en af mine kampe. Jeg spillede en rigtig god kamp, scorede mange mål og blev sågar sat under personlig opdækning i anden halvleg. På vej hjem på cykel sagde han dog ikke meget. Da jeg spurgte, hvad han syntes, svarede han nøgternt: ”Det gik da nogenlunde.” Jeg havde nok forventet lidt mere ros fra en, der selv havde spillet på højt niveau, men sådan var han nu engang.
Vi fortsatte med de samme gode spillere, da vi rykkede op i seniorklassen, hvor vi også klarede os også ret godt. Det var dog ikke lige nemt altid, for eksempel når vi kom til Ærø og skulle ud på banen og spille så stod der på begge sider af stien hen mod banen nogle store kraftige bønderkarle, som kiggede stift på os og sagde, at hvis I vinder får i tæsk. Det blev vi jo noget betænkeligt over, men heldigvis var det ikke så svært at undgå at vinde fordi Ærøboerne spillede rigtig godt.
Og måske den bedste oplevelse, jeg har haft i mit fodboldliv var, da vi spillede mod vores arvefjende i Ulbølle og jeg scorede det afgørende mål, så vi vandt med 2-1 og øjeblikket efter lå jeg underst i en bunke af glade Ollerup spillere. Det næste årstid kunne jeg ikke komme til forsamlingshusbal uden at vi mindedes denne sejr.
Da jeg flyttede til København for at studere, boede jeg på POP kollegiet i Bagsværd, og jeg søgte derfor ud for at spille fodbold i AB. Det viste sig hurtigt, at jeg fik kam til mit hår og ikke var dygtigt nok til at spille på et så højt niveau. Jeg havde dog den glæde, at hver gang jeg var hjemme og besøge mine plejeforældre Jens & Grethe i Ollerup, blev jeg altid inviteret med til at spille med på min gamle klubs turneringshold.
Jeg gik så over til at spille motions- og firmabold. På POP kollegiet, på Vandkvalitetsinstituttet, på DHI og senere i Miljøkontrollen i Københavns Kommune. Det var en dejlig periode. Senere holdt jeg en længere pause fra fodbold, men for et par år siden begyndte jeg igen at spille i HIK sammen med mine jævnaldrende ”krykhusarer”, hvoraf mange har været dygtige turneringspillere.
Jeg har nogle udfordringer med mit højre ben på grund af kredsløbsproblemer, men det går fremad. Lægen siger, at det skal ”løbes væk”, og det virker til at holde stik. Jeg kan nu spille double badminton uden funktionsnedsættelse, men fodbold er noget andet – det er langt mere fysisk krævende, når man skal sprinte 10-20 meter ad gangen. Heldigvis går det den rigtige vej, og jeg håber at genfinde min fordums styrke.
Det bedste ved at spille fodbold igen er dog ikke kun det fysiske. Det er kammeratskabet, den gode stemning og glæden ved at spille sammen med folk, der forstår spillet til bunds efter mange års erfaring. Derfor vil jeg varmt anbefale mine jævnaldrende – og også de yngre – at komme i gang med fodbold. Der findes næppe en bedre sport for både krop og sind.
