Gæsteindlæg af Otto Brøns-Petersen, genpostet fra hans Facebook opslag
Det er vigtigt at huske på, at regeringen har to helt forskellige opgaver. Den er den udøvende magt, dvs. at den FORVALTER lovgivningen. Den har samtidig ifølge grundloven den lovgivende magt i forening med Folketinget, dvs. at den også bedriver politik. Rammerne for de to opgaver er også helt forskellige. Forvaltningen skal ske sagligt inden for loven, og der er store krav til at behandle borgerne ordentligt. Derimod er der mere frie hænder til at bedrive politik.
Et eksempel: Skatteministeren må gerne mene, at jeg betaler for lidt i topskat. Han må gerne agitere nok så useriøst for at få lavet loven om, så jeg (og alle andre der er lige med mig) skal betale mere. Derimod må han som forvalter af gældende lov ikke opkræve hverken mere eller mindre, end der står i loven i topskat af mig. Han har endda pligt til at betale mig pengene tilbage, hvis jeg er blevet opkrævet mere end loven tilsiger. Han har pligt til at give mig en objektiv og saglig sagsbehandling. Han har pligt til at opbevare alle dokumenter og oplysninger og dele dem med mig, hvis det har betydning for min sag.
Det kan tit være svært at holde de to opgaver adskilt. For os borgere, for journalister og såmænd også for ministrene selv.
Problemet bliver større, hvis Folketinget har givet ministrene lov til at blande de to opgaver sammen. Og det gør det, når det giver en minister vidtrækkende bemyndigelser. En bemyndigelseslov er så at sige at give forvalteren et frit rum at drive politik indenfor. Det er en af grundene til, at bemyndigelseslove er noget skidt.
Epidemiloven er et eksempel på en lov med vidtrækkende bemyndigelser til regeringen. Den kunne lukke landet ned uden at spørge Folketinget om lov. Den SKULLE ikke, men den KUNNE. Jeg vil ikke diskutere her, om den midlertidige epidemilov var nødvendig i situationen (det mener jeg ikke), men man kan i hvert fald fastslå, at den har bidraget til minkskandalen.
For det er tydeligt, at statsministeren gerne har villet håndtere minkaflivningen inden for rammerne af gældende lov – altså at undgå ny lovgivning. Om hun har vidst, at hun ikke havde lov (dvs. hjemmel) til det, om hun har handlet groft uagtsomt eller har været (bragt) i god tro, skal jeg heller ikke dømme om her (det skal minkkommissionen vurdere). Men det er i hvert fald klart, at hvis minkaflivningen skulle foregå inden for rammerne af regeringens bemyndigelse (i den ene eller anden lov), så trækker det dem i retning af de forvaltningsmæssige krav om saglighed og dokumentation.
Det gælder formentlig også i forhold til offentlighedsloven. Den sondrer, som man måske husker, mellem sagsbehandling og ministerbetjening, hvilket netop afspejler forskellen mellem forvaltningsopgaver og lovgivning. Ministerbetjening er mere undtaget fra offentlighed.
Hvor præcis man befinder sig i forhold til grænsen mellem politik og administration i den konkrete sag, skal klogere folk end jeg nok afgøre. Men der er for mig ingen tvivl om, at regeringen har afskrevet sig nogle af de frihedsgrader, den ville have haft, hvis den havde lagt op til at lave ny lovgivning, altså bedrive politik.
Der er en let løsning for fremtiden. Lad være med at give ministrene flere bemyndigelser end højst nødvendigt. Det er ikke så svært – skatteudskrivning er f.eks. undtaget i grundloven fra bemyndigelseslove. Grænsen mellem, hvornår ministrene bedriver politik og forvaltning, bør være skarp.
TILFØJELSE: Full disclosure. Som embedsmand er det ikke mange SMSer, jeg har journaliseret. Men det er heller ikke mange forvaltningsopgaver, jeg har været blandet ind i. Jeg har taget en hel del notater, herunder om telefonsamtaler. Jeg har aldrig slettet en SMS, så vidt jeg ved. Jeg har slettet så få mail som muligt og kun standardting som nyhedsmail fra aviser. Moores lov har gjort det unødvendigt at spilde tid – skatteydernes penge – på sletning.
