Os der har været på Facebook og andre sociale medier næsten siden de kom frem, har oplevet at vores døde familiemedlemmer eller venner stadig dukker frem med deres fødselsdage mm.
Ok så, skidt med det, men det er alligevel lidt uhyggeligt. Og hvad gør man så ved det?
Fru Inge og jeg har for længst besluttet at overgive retten til at disponere over vores sociale mediesider til hinanden, når vi om et utal af år måtte være så uheldige at dø.
Min holdning er, at min facebookside mm. skal bevares efter at jeg er død. Der skal bare stå på siden at sådan er det. Og at politikeres magt skal begrænses mest muligt…
Jeg talte forleden – på en herlig ferie i Varna, Bulgarien – med mit næstældste barnebarn Bjørn om dette.
Og vi var enige om. at det ikke var noget stort problem medmindre, der begyndte at komme notationer fra en af vores afdøde venner eller familie!
Så ville det jo blive en smule uhyggeligt.
Det minder mig om en af de nyere Stephen King romaner: If it Bleeds. Den unge protagonist overtaler sin meget ældre mentor til at bruge en mobiltelefon. Det er han egentlig ikke meget for, men accepterer det på den betingelse, at han får mobiltelefonen med i graven.
Det gør han så.
Men plottet handler derefter om, at når den unge mand kommer i problemer med sit liv, ringer han til den begravede mobiltelefon for at få gode råd og dåd og det får han så…. Og hvis I kender Stephen King, så kan I tænke jeres om dette.
Nå tilbage til start. Og hvad gør vi så ved det?
Ronald Bailey, hvis blog jeg anbefaler og følger flittigt, har netop begået et opslag om; Immortality in the Metaverse.
Her fortæller han om Somnium, som arbejder på at:
By applying an unspecified artificial intelligence (A.I.), Live Forever would instantiate a digital avatar of the user based on vast amounts of information collected as he or she interacts in Somnium Space through virtual reality headsets, controllers, and, eventually, full-body haptic suits with motion capture and biometric monitoring. Data on facial expressions, body language, gait, voice, conversations, and character traits would allow the avatar to walk, talk, and react just like the deceased user. Descendants and friends could interact with the avatar in a perpetually accessible digital seance years and decades later.
Hvis det lykkes vil det være muligt for mine børnebørns børnebørn at tale med mig og fru Inge i metaverset som om vi stadig var i live og udviklede os i takt med tiden.
Om de ville have lyst til at bruge tid på det er anden sag. Men jeg iagttager, at jeg selv og mange medlemmer af min familie er meget interesseret i slægtshistorie og i gamle billeder af familien. Rødder!
Og når man ellers tænker på hvor meget tid folk bruger på underholdning.
Det ville have været helt usædvanligt interessant for mig se på nærmeste hold, hvordan min far – cementvarefabrikanten i Middelfart – og min farfar og deres forfædre havde det som ledvogtere på i Gelsted på Fyn.
Min farfar fik 17 børn med en kone. Det var godt gjort. Især af farmor.
Så mon ikke det kommer til at ske. Det er et frit valg for alle. Der er ingen der tvinger dig til at komme ind i metaverset. Men hvis du har lyst til det, så gør det dog.
