Det hele begyndte klokken 11:00 en ganske almindelig dansk formiddag. En SMS plingede ind, og den fortalte mig med den myndighed, som kun automatiske beskeder fra offentlige instanser kan have, at nogen havde forsøgt at aflevere en pakke til mig. Forsøgt.
Der havde ikke været nogen hjemme, sagde de.
Det var interessant. For der var nogen hjemme. Nemlig mig. Og min kone. Ikke en dørklokke havde ringet, ikke et bank var hørt – intet. Men pakken, den skulle jeg hente i Allerød. Ja, Allerød. En dejlig lille by. Eneste problem: Jeg bor i Charlottenlund.
En håbefuld sjæl sætter sig i bilen
I min naive glæde antog jeg, at pakken var den nye bog af Søren Hansen, “Fakta og Myter om Grøn Omstilling” – en bog, som jeg havde ventet på som en hund på en postmand (ironisk, ikke?). Så jeg smed mig i bilen, fandt GPS’en frem og indså hurtigt, at turen ville gå til den gale ende af Nordsjælland. Det var her, jeg begyndte at mistænke, at hele forløbet var en slags praktisk joke fra Transportministeriets julefrokost.
Når kontakt med PostNord kræver en master i ritualmagi
Nå, tænkte jeg, lad mig da kontakte PostNord. Ha! Det er lettere at få kontakt med en afdød slægtning via Ouija-bræt.
På hjemmesiden blev jeg mødt med følgende opfordring: “Download vores app!”
Ja, selvfølgelig, for hvem elsker ikke endnu en app, der kræver MitID, CPR-nummer, blodtype og navn på sin barndoms gymlærer?
Da appen endelig var installeret og mit digitale liv udleveret i passende portioner, kunne jeg så “chatsnakke” med en robot, der kun kendte til fem emner og insisterede på, at jeg skulle vælge én af dem.
Mit spørgsmål? Det kunne robotten ikke forstå. At jeg gerne ville tale med et menneske? Det tog fire tryk, to sammenbrud og en digital bøn til supportguderne, før jeg fik et løfte: “Vi vender tilbage – måske i morgen.” Tak for intet.
En statslig Kafka-novelle
På dette tidspunkt havde jeg allerede ofret en god del af min livsglæde. Jeg gik derfor tilbage til PostNords kontaktoplysninger. “Er du digitalt udfordret? Så må du gerne ringe til os!” stod der.
Nu kunne jeg selvfølgelig lyve og sige, at jeg ikke kunne bruge internettet. Men ærligt talt: Hvis du har været i PostNords app, så er du digitalt udfordret.
Så jeg ringede. 45 minutters ventetid. Musikken var ikke dårlig, men hvis man skal høre en sang mere end 12 gange, burde det være med royalt afkast. Endelig fik jeg hul igennem. Et menneske! Et levende menneske!
Og hvad fik jeg så at vide?
“Nej, pakken er ikke til dig. Den er sendt til Allerød, men DBK er kommet til at bruge dit telefonnummer.”
Aha. Det hele var en fejl. DBK havde tastet mit nummer ind i en eller anden IT-arkæologisk proces og fået PostNord til at sende mig på en meningsløs mission. Godt så.
Men lad os tale om det egentlige problem
Jeg sagde til den flinke mand i telefonen, at det hele var vanvittigt:
– Ingen dørklokke.
– En eksisterende aftale om aflevering i carporten blev ignoreret.
– 4 timer uden svar på chat.
– 45 minutters telefonventetid.
– En pakke, der ikke engang var til mig.
Han svarede:
“Ja, det er vi faktisk godt klar over.”
Det er betryggende. Lidt ligesom hvis din læge siger: “Ja, vi ved godt, at vi amputerede det forkerte ben.”
Staten bør ikke drive service
Lad os sige det, som det er: Den danske stat bør ikke drive nogen som helst form for produktion eller serviceydelser. Intet. Nada. Nul. For det kan den ikke. Det er som at få en elefant til at jonglere med vinglas.
Men… bevares, private firmaer kan også være inkompetente, og PostNord er jo sådan en mellemting. En slags zombiekombinat mellem sovjetisk planøkonomi og Silicon Valley uden internet.
Konklusion? Hvis du en dag savner meningsløshed, afmagt og Kafka’sk absurditet, så bestil en pakke med levering fra PostNord. Det er billigere end terapi og dobbelt så frustrerende.
Og nej – jeg har stadig ikke fået Søren Hansens bog. Men jeg har fået en oplevelse, som jeg gerne havde været foruden.
Kærlig hilsen,
Karl Iver – Charlottenlunds uofficielle pakkedetektiv
