At løse ålens gåde = at finde ud af hvordan ål formerer sig, og at kunne få dem til at gentage succesen i opdræt er en hellig gral for marinbiologien. Det er ikke lykkedes fuldt ud endnu. Men forskningen er godt på vej.
Det fortæller Dr. Jonna Tomkiewicz, seniorforsker på DTU-Aqua om i dette blogopslag.
Banebrydende forskning på DTU Aqua’s forsøgsanlæg EEL-HATCH
Klækkeriteknologi til kommerciel produktion af glasål er grundlæggende for et miljømæssigt og økonomisk bæredygtigt åleopdræt. Formålet med forskningen og teknologiudviklingen er at etablere en klækkeriproduktion af glasål til opdræt af europæisk ål i kultur ved at fuldende den metodik og teknik, der er nødvendig for at lukke artens livscyklus i kultur. Gennem en række projekter ledet af DTU Aqua er det lykkedes at opnå en stabil produktion af sunde æg og levedygtige larver, der gennemlever det første stadium, hvor de lever af deres blommesæk, og derefter overgår til selv at tage føde til sig og derved vokse og udvikle sig til bladlarver. De ældste larver bliver nu op mod 150 dage gamle, og selv om de gradvist dør ud, er det banebrydende resultater for denne art, for hvilken meget lidt vides om deres formering i Sargassohavet 6000 km herfra, og lige så lidt vides om larvernes krav til føde og miljøforhold under deres lange vej derfra til de europæiske kyster. Det er, når de ankommer hertil, at de forvandler sig til glasål.
Baseret på disse resultater opnået på prototype-klækkeriet EEL-HATCH lokaliseret i Nordsø Forskerparken i Hirtshals, fokuserer forskere og industripartnere på at skabe viden og designe systemer, som kan understøtte larvernes udvikling og forvandlingen til glasål. Det vil sammen med optimeret opdræt af stamfisk muliggøre en produktion af ål til konsum i en lukket cyklus. Varigheden af larvestadiet fra klækning til glasålsstadiet kendes ikke men forventes at være omkring 300 dage. Fokus er nu på at maksimere overlevelse fra klækning til glasål gennem forbedring af æg- og larvekvalitet, udvikling af næringsrigtigt larvefoder, kultursystemer med automatiseret fodring og vandskifte, samt kontrol af vandkvalitet.
Udsigten til det kan lykkes forskerne at lukke ålens livscyklus, afhænger af mulighederne for at finansiere den videre forskning. En udvidelse af EEL-HATCH-anlægget, som vil øge kapaciteten for hold af larver og stamfisk, er i hus, hvis der opnås midler til forskningen og teknologi-udviklingen. En sådan opskalering af produktionsapparatet vil kunne skabe grundlaget for en kommerciel virksomhed, der som den første, kan levere glasål som sættefisk til bæredygtigt opdræt af europæisk ål i kultur, uafhængigt af fiskeri af glasål i naturen. Den europæiske ål er på rødlisten over kritisk truede dyr, hvilket bl.a. hænger sammen med illegale fangster i Sydeuropa og eksport af yngel til lande uden for Europa.
Ved at skabe en yngelproduktion i recirkulerede systemer på land, vil erhvervet kunne skabe en bæredygtig virksomhed og et miljømæssigt holdbart alternativ til disse fangster og fiskeri, hvilket kan bidrage positivt til artens overlevelse i naturen samtidig med, at vi kan nyde et stykke med røget ål til påskefrokosten.
Siden Inge og Jan Boetius lagde deres åleprojekt på hylden har jeg savnet en dybere barriere-analyse af de forhindringer, der skal overvindes. I lyset af den store indsats siden 1930’erne forekommer mig noget udsigtsløst, hvis, som skrevet, at den væsentligste barriere er penge.:”Udsigten til det kan lykkes forskerne at lukke ålens livscyklus, afhænger af mulighederne for at finansiere den”
Hej Mogens
Der er sket store fremskridt og det kan løses, men det kræver at der arbejdes med det og det kræver penge