Mange vil gerne gøre noget for de egne, hvor udviklingen er gået i stå og unge mennesker udvandrer fra i bundter.

Motorveje, udflytning af statslige arbejdspladser og etablering af lokale forskningsinstitutioner er kun et plaster på såret, og næppe til langsigtet nytte. Det er en fejl at tro, at fordi man ”tvangsflytter” forskere til en bestemt lokalitet, opstår der nye erhverv. Tværtimod, hvis man etablerer erhvervsvirksomheder, som vokser og tjener penge, skal forskerne nok holde sig til.

Der er således brug for at etablere reel produktions- og erhvervsvirksomhed, som bygger på de særlige naturgeografiske styrker, der findes i områderne langt fra de store byer.

Fødevareproduktionen, herunder akvakultur, er en oplagt kandidat til dette og bør gives meget bedre vilkår i yderområderne i form af en effektiv miljøforvaltning og iagttagelse af det faktum, at Nordsøen og Skagerrak er meget robuste vandområder, som kan modtage og omsætte store mængder næringsstoffer uden skade for miljøet, og hvor der på sigt er masser af plads til at dyrke mad, foder og råvarer til kemi- og medicinalindustrien. Ligeledes skal planlovgivningen og planprocessen forenkles således at små fodfejl i processen, som f.eks. for Saltvandsdambruget ved Hirtshals og FREA anlægget ved Kærhede ikke trækker tiden ud i årevis.

Akvakulturudvalget har, som en af løsningerne på dette problem foreslået, at der i hver kommune laves en lokaliseringsplan for dambrug og havbrug. Når de egnede områder er screenet og udpeget, og de overordnede miljøforhold vurderet, bør det højest tage 3 måneder at give en tilladelse, især hvis kommunerne arbejder sammen om at opbygge den nødvendige rutinerede ekspertise.

Ringkøbing-Skjern kommune har for lang tid siden gjort sit benarbejde i denne sag, og har lavet en god plan. Vesthimmerlands kommune har igangsat screeningsprocessen og på initiativ af det Nordjyske fiskerinetværk er en akvakulturplanproces sat i gang i det Nordjyske område.

Dansk Akvakultur vil gerne opfordre de øvrige regioner og godt egnede akvakulturkommuner til at komme i gang med planlægningen af akvakulturen.

I har pladsen, vi har ideerne og investorerne. Lad os skabe vækst og beskæftigelse sammen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Verified by MonsterInsights