…kan også finde guldkorn.
Jeg er som mange andre meget lidt begejstret for SF’s forsøg på at ”udvælge vinderbrancher”. Men jeg synes, det er dårlig kultur at skyde planen ned, bare fordi den kommer fra SF. Det er centralt, at drøfte hvilke mekanismer, der kan sikre, at danskerne har noget at leve af i fremtiden, og det er godt at alle parter melder sig ind i en erhvervsstrategisk debat.
Jeg var som repræsentant for Dansk Akvakultur, og som vandspecialist, inviteret med til SF’s minikonference om vandteknologi på Christiansborg. Jeg tog med glæde imod invitationen, som var et godt initiativ, og jeg vil ønske, at andre politiske partier på samme måde ville række ud til omgivelserne for at forsøge at blive klogere.
Jeg har nu set udspillet på vandområdet, og selv om SF har peget på et par ”guldkorn”, er jeg desværre ikke imponeret over det samlede udspil, som risikerer at skade samfundet, mere end det gavner.
Rigtigt udformet er det et guldkorn at ændre udbudsreglerne, så man konkurrerer på ideer og resultater, i stedet for kun på pris, samt at etablere et Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, MUDP, så sektoren får lige forskningsvilkår med andre brancher
Det, der støder mig mest, er det skingre misforhold, der er mellem SF’s generelle økonomiske politik med lighedsmageri, høje skatter og afgifter og manglende forståelse for løn & konkurrenceevne, som vil jage arbejdspladserne endnu hurtigere ud af Danmark, og det at udvælge et antal ”darling områder”, som SF godt kan lide, og som skal have lidt håndører flyttet over fra andre erhverv.
Det er også pinagtigt, at høre konkrete industrier inden for vand, miljø og vind, der forventer at komme yderligere på støtten, dukke frem og tale for deres ”syge moster”.
Jeg gjorde klart på konferencen, at Dansk Akvakultur ikke vil yderligere på støtten. Vi vil helst af med den på europæisk niveau, så vi kan få fair konkurrencevilkår. Og at vi bare har ét stort ønske, nemlig at få en tidssvarende miljøforvaltning, der belønner god indsats for miljøet, i stedet for den eksisterende misregulering, der medfører store omkostninger både for produktion og miljø. Dette ønske, er ikke kommet med i SF’s oplæg, selv om det er helt gratis at gennemføre.
SF’s valg af indsatsområder: en række ”bedemandserhverv” (at leve af andres ulykke) og argumentationen bag viser, hvor farligt det er, at lade politikere komme i nærheden af at ”Vælge Vinder(sektorer)”.
Det er sandsynligt, at ”bedemandserhvervene” vil vokse, måske endda i en periode stærkere end verdensøkonomien, men disse erhverv udgør kun en lille del af det globale bruttonationalprodukt. Og andre erhvervssektorer, hvoraf nogle slet ikke er kendt i dag, vil ligeledes vokse, sandsynligvis meget stærkere.
Derfor er der ingen grund til at støtte bedemandserhverv mere eller mindre end andre. Bedemandserhvervene er i høj grad infrastrukturudvikling, som har sin grænse, når vandforsyningen er etableret, renseanlægget bygget, og solfangeren lagt på taget, og så vil væksten stoppe brat og blive afløst af vedligeholdelse.
SF fremhæver, at OECD peger på de samme sektorer. Det er jo netop det, der gør en ensidig satsning farlig. Hele verden løber i samme retning. Det ligner en miniputkamp, hvor alle ungerne løber efter bolden, men de, der ikke løber samme vej, ender med at score. Eller det svarer til at købe en aktie, der er steget så meget, at selv ens taxachauffør anbefaler den, hvorefter den falder med et brag.
SF’s forslag er baseret på et neomalthusiansk verdenssyn: ”den økologisk dommedag er nær” og ”Grænser for vækst”. Ressourcerne løber ud, miljøet ødelægges og jorden koger, med mindre vise politikere griber ind og kommanderer os til at ”spæge vort kød” og øger vores skatter for at redde jorden.
Man skænker ikke det forhold en tanke, at alle denne type ”dommedagsprofetier” hver gang bliver ynkeligt falsificeret ved, at kortvarige mangel- og miljøproblemer på basis af frie menneskers valg og et frit marked skaber den teknologiske udvikling, der giver os flere og billigere ressourcer og bedre miljø, end vi havde før.
Ideen om vandmangel på en klode, hvor trefjerdedele er dækket af hav, er i det hele taget det rene nonsens.
Det er ingen i den professionelle vandbranche, der tror på ”vandkrige”, eller at vandmangelproblemer, med selv dobbelt så mange mennesker på vor klode, ikke kan løses ved god vandforvaltning. Hvilket indebærer tre simple tiltag: Reduktion af vandspild, dyrkning af fødevarer, hvor der er vand, og ikke i ørkener, og afsaltning af havvand til andet vandforbrug end til fødevarer.
Selv efter denne kritik, vil jeg til slut igen kvittere for, at SF melder ud med noget konkret. Der er brugbare elementer i udspillet, og det er godt at række ud til samfundet. Men det bliver først virkelig interessant, hvis SF viser, at man forstår at lytte til og rette ind efter andre synspunkter, selv om de er stik imod ens forudfattede meninger.
(Dette indlæg blev bragt forkortet i Politiken den 1. februar 2011)
