Jeg er indigneret over, at mange mennesker gerne kan og vil arbejde, men ikke kan få et job, fordi arbejdsmarkedet er for stift. Det er faktisk en skandale, at vi opfordrer unge mennesker til at uddanne sig meget længe, og alligevel er der stor arbejdsløshed blandt unge akademikere.
Problemet er, at fagforeninger kun er solidariske med dem, der har job, og ligeglade med dem der ikke har. Løsningen er, at lønnen baseres på udbud og efterspørgsel, så tærskelen for at komme ind på arbejdsmarkedet bliver så lav som muligt. Med andre ord; langt lavere mindsteløn.
Til gengæld får unge som ældre langt flere jobs at vælge imellem, herunder avancementmuligheder. Og det er jo i den virkelige verden, og ikke på skolebænken, man for alvor lærer noget.
I Danmark skader vi menneskers værdighed, liv og helbred ved at parkere så mange i et gyldent bur uden mulighed for at bidrage med deres talenter.
