Et skizofrent klimapanel

Med venlig tilladelse fra Børsen bringes her min klimakronik fra den 10/10-13:

Den nyeste rapport, AR5, fra det internationale klimapanel, IPCC viser en organisation i dyb splid med sig selv.

Panelet hævder, at den nu er 95 % sikker på, at mere end halvdelen af den globale opvarmning skyldes menneskelig aktivitet. Samtidig viser panelet, at klimamodellerne ikke kan forklare stagnationen i jordens overfladetemperatur i de seneste 10-15 år.

IPCC’ skråsikkerhed står endvidere i modsætning til, at man angiver et meget bredt interval for klimafølsomheden (Delta T / CO2 fordobling) på 1,5 – 4,5 grad.

En vedholdende myte om klimaproblemet er, at ”videnskaben har talt” og at ”97 % er enige”.

Denne myte er både helt rigtig og helt forkert.

Det er helt rigtigt, at de fleste, inklusive vi skeptikere, accepterer, at menneskene påvirker klimaet. Alene landbrug på store dele af klodens areal i stedet for natur ændrer klimaet. Temperaturen i alle store byer er endvidere mange grader højere end i omgivelserne. Og klimagasser som CO2 og metan vil ”alt andet lige” øge temperaturen.

Det er derimod helt forkert, at der er enighed om, hvor store de menneskeskabte ændringer vil blive og om de overhovedet er skadelige.

Skeptikerne argumenterer for, at den ”varme ende” af klimafølsomheden er usandsynlig, at ”den kolde ende” er noget koldere, måske under 1 grad, end IPCC hævder og at nogle få graders opvarmning sammen med et øget indhold af plantenæringsmidlet CO2 i atmosfæren hovedsageligt er gavnlig.

Denne argumentation er rigtig godt hjulpet af, at klimamodellerne ikke er i stand til at beskrive den ”pause” eller top, der har været i opvarmningen de seneste 10-15 år.

IPCC’s fremskrivninger af fremtidens klima baserer sig på klimamodeller. Hvis klimamodellerne ikke duer, er fremskrivningerne forkerte.

Som mangeårig professionel modellør af økosystemer med den samme type modeller som IPCC bruger, kan jeg med en vis vægt udtale, at klimamodellerne er uegnede til at bruge som grundlag for forvaltningsmæssige beslutninger.

Ingen seriøse bygherrer vil bygge en bro baseret på beregninger fra modeller, der er så ringe som IPCC’s klimamodeller.

Kun meget få af modellerne er bare i nærheden af at kunne beskrive tilstanden i fortiden. Og når det gælder det allervigtigste kriterium for at validere modeller: ”hvordan forudsiges fremtiden”, falder modellerne helt igennem, og beregner en stor opvarmning, mens virkeligheden stagnerer.

Det er gribende at iagttage IPCC’s efterrationaliseringer. F.eks. at ”naturlige variationer modvirker opvarmningen”. Javel, men så kunne naturlige variationer jo også have skabt opvarmningen. Og at ”dybhavet opsluger energien”. Javel, og hvorfor er denne mekanisme så ikke med i de modeller, som IPCC selv kalder robuste og veltestede.

Den helt simple ”Occams Razor” forklaring på miseren er, at modellerne regner med alt for stor klimafølsomhed, og at de derfor overdriver de menneskeskabte klimaændringer.

Hvad gør vi i denne situation?

For det først skal man erkende, at IPCC har spillet fallit. Det var fra starten håbløst at give et ”politisk” foretagende som IPCC et de’ facto monopol på rådgivningen af det internationale samfund. Ideen om konsensus om et så komplekst emne er forkert, og det var livsfarligt, at man fra starten gav panelet besked om at koncentrere sig om menneskeskabte ændringer og dermed forvred processen væk fra at se på naturlige klimaforandringer. Vi skal tilbage til et pluralistisk rådgivningssystem, hvor alle synspunkter frit kan komme til orde. Og hvor der kan udvikles klimamodeller, der er åbne for andre forklaringer end menneskelige påvirkninger.

For det andet skal man aflyse panikken. Og indføre en robust klima- og energipolitik. Det vigtigste element i denne politik skal være at fjerne produktionsstøtte til alle energiformer. Der skal kun indføres en ny energiform, hvis den kan konkurrere på markedets betingelser. Dette vil give et fantastisk boost til den økonomiske udvikling i EU-Europa herunder DK. Man kunne måske, som Lomborg foreslår, overveje at hjælpe til med at fremme nye, rene og billigere energikilder ved at støtte forskning- og udvikling. Men produktionsstøtte til energi skal bandlyses. Den danske støtte til vindmøller har kostet mange flere penge end omkostningerne ved den CO2 udledning, som den er udset til at fortrænge. Kuren har været værre end sygdommen.

Jeg anerkender, at der fortsat er usikkerhed, og at man kan argumentere for, at klimaændringerne alligevel ender i den høje ende af IPCC’s interval. Det er der ikke noget, der tyder på nu, og hvis temperaturen fortsat stagnerer og måske ligefrem falder i den kommende 5-10 år, kan vi tage det helt roligt. Den bedste strategi for både den rige og fattige del af verden er stadig at fastholde en høj økonomisk vækst. Det vil gøre os rige og kloge nok til at kunne modstå det meste. Bangladeshs problem er ikke, at vandstanden stiger, men at man ikke er Holland og har den økonomiske styrke til kunne bygge de nødvendige diger. Hellere varm og rig end kold og fattig.