Kristeligt Dagblad bragte den 5 jan. en kronik om klimaet med et andet indhold end den sædvanlige jammer. Med tilladelse fra KD bringes nedenfor en udvidet udgave af kronikken, ligesom der her er en link til den trykte udgave.

Den udvidede udgave forsøgte vi at få optaget i Politiken, men desværre hører Politiken til gruppen  af medier, der behandler klima ved at: påberåbe sig en falsk konsensus, undertrykke ubekvemme synspunkter, indsnævre debatten og appellere til autoriteter og ønskede derfor ikke at optage kronikken.

Her er den i sin udvidede udgave:

Virkelighedens komplekse klima

 Af Karl Iver Dahl-Madsen, Ole P. Kristensen og Jens Olaf Pepke Pedersen

Vi skal have klimadebatten tilbage på sporet og lytte mere til videnskaben skriver Ræson’s klimaredaktør, Peter Bjerregaard (PB) i en kronik i Politiken (23/9).

Vi kan kun tilslutte os disse gode hensigter. Problemet er blot, at den offentlige debat i Danmark herunder PB’s kronik ikke giver et retvisende billede af, hvad videnskaben siger om klimaet.

Den ”herskende menings” klimaforståelse, kan kort refereres således:

Klimaet er et exceptionelt stort globalt problem. Det er helt sikkert, at det bliver meget varmere om hundrede år, og at denne opvarmning vil få massive negative konsekvenser på grund af opvarmningen som sådan, og i forbindelse med en forøgelse af ekstreme vejrhændelser. Der er kun en løsning på problemet, nemlig en nedskæring af forbruget af fossile brændstoffer. Den grønne omstilling er gavnlig for den globale økonomi. Vi skal i gang nu, ellers er det for sent.

Det er desværre forkert fra ende til anden, og ikke hvad videnskaben (FN’s klimapanel: IPCC og den nyeste forskning) siger. Vi vil i denne kronik at bringe klimadebatten tilbage på sporet ved at forsøge at give et retvisende billede af virkelighedens komplekse klima.

Det er enhver lobbyists drøm at gøre sit anliggende exceptionelt, dvs. til et problem, der kræver opmærksomhed før alle andre, og som skal løses hurtigst muligt lige meget, hvad det koster. Det må siges, at være lykkedes for klimaanliggendet i en sådan grad, at selv grønne NGO’er nu skumler over, at deres praktiske løsninger på naturens akutte problemer bliver skubbet væk af den dominerende klimastorebror.

Klima er langt fra et exceptionelt problem. Det vil ifølge IPCC koste mellem 0,2-2 % af det globale BNP om hundrede år, hvor BNP i øvrigt er ca. 10 gange større. Der er mange akutte udfordringer (fattigdom, manglende drikkevand & sanitet, luftforurening, ungdomsarbejdsløshed, sygdomme som ebola og borgerkrig) som har langt større negative konsekvenser for menneskenes velfærd.

Det er rigtigt, at hurtige klimaændringer vil kunne forstærke nogen af de ovennævnte problemer, men det er lige så rigtigt, at hvis fattigdommen i udviklingslandene forsvandt, vil det blive ganske overskueligt at tilpasse sig de klimaændringer, som kommer uanset menneskelig påvirkning. Hvilket betyder, at klimaløsninger, der svækker den økonomiske vækst i fattige lande, virker stik imod hensigten.

Det er uden for diskussion, at klimaet altid har ændret sig og at det i de seneste 50 år er blevet varmere. Ligeledes er det indiskutabelt, at menneskene i nyere tid har en finger med i spillet. Landbruget, som har fjernet enorme skovarealer, skaber klimaændringer. Alle vores store byer er meget varmere og har en anden type nedbør end uberørt natur.

Udledning af CO2 vil – alt andet lige – medføre en beskeden opvarmning på 1 grad pr. fordobling af CO2 indholdet i atmosfæren. Vanddamp i atmosfæren vil forstærke virkningen af CO2, men der er meget stor usikkerhed om, hvor stor denne effekt er. IPCC angiver selv et interval for den såkaldte klimafølsomhed på 1,5-4,5 grader for en fordobling af CO2, altså en usikkerhed på en faktor 3.

Beregninger af klimafølsomheden på grundlag af historiske målinger har en tendens til at give lave værdier og den allernyeste beregning (Lewis & Curry) giver en klimafølsomhed på 1.3-2.5 med en median på 1.6 grader. Selv i den høje ende er dette om ikke uvæsentligt, så i det mindste overskueligt i betragtning af at denne ændring først vil slå igennem om flere hundrede år. I den lave ende er det et ikke-problem.

En årsag til, at den nyeste forskning viser en lavere klimafølsomhed er, at jordens lufttemperatur ikke er steget i den seneste mindst 15 år[1], selv om CO2 indholdet i atmosfæren i samme periode er steget støt med ca. 10 %[2].  Denne pause, har givet anledning til stor diskussion i klimaforskningen. I lang tid har man forsøgt at ”benægte”, at der var en pause, men efterhånden som pausen blev ved, har man forsøgt at finde forklaringer som, at ”havet har spist varmen”. Meget tyder på, at man simpelthen har antaget en for høj klimafølsomhed, og i hvert fald har IPCC’s klimamodeller ikke kunnet beskrive dette fænomen, men har forudsagt alt for høje temperaturer.

Det hele hænger sammen med, at der er stor usikkerhed om, hvor stort det menneskeskabte bidrag er. IPCC har indtil nu antaget, at en stor del af opvarmningen i de seneste 50 år skyldes menneskene. Men pausen i opvarmningen har været en øjenåbner, som nu har fået mange klimaforskere til at anerkende, at der er naturlige årsager med i spillet, f.eks. solen og variationer i oceanerne. Hvis pausen skyldes naturlige årsager, der dæmper varmen, betyder det også, at opvarmningen i 1980’erne og 1990’erne kan være forstærket af naturlige årsager.  Konsekvensen af dette er, at det menneskelige bidrag til klimaforandringerne er blevet overdrevet i mange år.

Menneskene er konservative. Det viser sig f.eks. ved, at vi tror, at vi lever i den bedste af alle verdener med hensyn til klima. Og at det kun kan blive værre uanset om, det bliver varmere eller koldere eller vådere eller mere tørt. Det er selvfølgelig noget vrøvl. Alene af den grund, at mennesker nu lever og trives fra Nuuk (ca. nul grader) til Bangkok (ca. 35 grader) og fra Saudi-Arabien (60 mm regn/år) til Bangladesh (6.000 mm regn/år).

For at vurdere effekten af klimaændringer er man nødt til at tage udgangspunkt i den konkrete naturgeografiske situation i hver af verdens regioner og i en konkret vurdering af om de forventede virkninger er skadelige eller gavnlige.

Det har klimaøkonomerne gjort og de har vist, dog med stor usikkerhed, at opvarmningen indtil nu har været netto gavnlig[3]. Dels ved at formindske antallet af kuldedødsfald og dels ved at øge fødevareproduktionen og skovvæksten, da højere temperaturer og CO2 fremmer plantevæksten. Først når vi overstiger 2 graders opvarmning svinger effekten over til at være netto skadelig. Som den nyeste viden viser, er der lav sandsynlighed for, at vi når over 2 grader.

Det er heller ikke rigtigt, at den konstaterede opvarmning generelt har medført en stigning i antal og omfang af ekstreme vejrhændelser.  IPCC’s rapport om emnet finder således kun begrænset evidens for ændringer i ekstreme vejrhændelser[4].

Nu skal det retfærdigvis siges, at ekstremstatistik er en vanskelig størrelse og at små evt. menneskeskabte ændringer nemt kan skjules i støjen. Når fattige lande lider under ekstreme vejrhændelser er det ikke på grund af, at disse hændelser er blevet flere eller større, men fordi landene er fattige. Holland har råd til diger, Bangladesh har ikke.

Når ekstreme vejrhændelser fylder meget er det, fordi de økonomiske omkostninger ved disse hændelser er steget voldsomt med tiden. Men det skyldes ikke klimaændringer, men derimod at vi er blevet flere og rigere, og bosætter os på risikable steder.

Desuden lider nutidssamfundet af kollektivt hukommelsestab, når det gælder ekstreme vejrhændelser[5]. I Danmark har vi fortrængt, at den største stormflodskatastrofe i Danmarkshistorien (den store manddrukning) fandt sted i Sønderjylland i 1362, gav en vandstand på mere end 5 meter over dagligt vande og udslettede en af landets største byer, Rungholt, og en række landsbyer. Længe før der var noget, der hed fossile brændstoffer.

Den naturvidenskabelige del af problemstillingen er usikker, men kan beskrives alene på grundlag af objektive data.

Når der skal udformes en klimapolitik, er der ingen objektiv rigtig løsning, heller ikke hvis klimavidenskaben kunne give helt sikre svar. Vi taler om politik og økonomi baseret på individuelle værdidomme og prioriteringer, og den politiske ageren må besluttes på samme måde som alle andre politiske problemer ved forhandling og kompromis.

Vi kan dog stor sikkerhed fastslå, at Kyoto processen baseret på bindende internationale aftaler om hurtig nedskæring af fossile brændstoffer har slået fejl.

Der er ikke udledt et eneste tons CO2 mindre af den grund. Udledningen er blot flyttet fra de grønne idealister i Europa til blandt andet Kina, som nu er det mest CO2 udledende land i verden og netop har overhalet Europa mht. CO2 udledning per indbygger. Europas økonomi, og dermed verdensøkonomien, lider under denne forkerte politik til størst skade for verdens fattigste mennesker.

Det eneste væsentlige bidrag til en nedsat CO2 udledning er kommet fra en helt anden kant, nemlig fra USA, der ikke har ratificeret Kyoto, men har søgt og fundet billig skifergas i store mængder og derved har reduceret sin udledning, da gas kun udleder det halve af kul. Samtidig er dette nye skifergaseventyr en af de vigtige grunde til, at USA’s økonomi for alvor er i vækst. Denne udvikling viser endvidere, at ideen om knaphed på fossile brændstoffer, og at de nødvendigvis bliver dyrere, ikke passer med virkeligheden.

Det officielle svar på klimaproblemet, nemlig at kommandere anvendelsen af fossile brændstoffer ned, er, som al kommandoøkonomi, alt for dyrt, også i forhold til de forventede klimaskader. Ingen af dagens vedvarende energikilder er i nærheden af at kunne konkurrere med fossile brændstoffer, selv når man inkluderer skadevirkningen fra klimaet. Det skyldes især, at teknologier som vindmøller bogstaveligt talt virker som vinden blæser, og derfor må have et komplet backup system af konventionel energiforsyning stående standby. Det har gjort vedvarende energi afhængige af massiv statsstøtte, som kunne have været anvendt til andre formål. Det er ingen kunst at skabe arbejdspladser med tilskud, men det skader økonomien, idet der mistes adskillige jobs i andre sektorer for hvert grønt job. Det har man erkendt i Spanien, hvor tilskuddene til solceller var så generøse, at opfindsomme spaniere satte dieselgeneratorer op for at levere ”solcellestrøm”.  Og tyskerne opdager nu, at en vigtig grund til, at den tyske økonomiske vækst er gået i stå, er de eksorbitante tilskud til vedvarende energi[6].

Læger har en god regel, når de møder et helbredsproblem, nemlig først, gør ingen skade. Det kan være inspireret af den periode i den medicinske historie, hvor man behandlede ethvert problem med åreladning med det resultat, at patienterne døde på stribe.

På samme måde årelader vi nu den globale økonomi ved at bruge beløb på klimatiltag, der langt overstiger de skønnede omkostninger ved klimaændringerne. Især lader vi de fattigste lande i stikken, som har brug for adgang til billige energikilder og dermed økonomisk vækst, som gør dem robuste over for forandringer.

Det er mindst 25 år siden, at vi for første gang hørte, at klimaproblemet var et meget alvorligt problem, og at det var sidste chance for at gøre noget ved det. I disse dage optræder Ban Ki-Moon med den samme advarsel i New York. Vi er der jo endnu, flere, rigere, og med en længere levetid. I de seneste mindst 15 år af de 25 er Jordens lufttemperatur slet ikke steget. Så mon ikke vi har tid nok til at gøre tingene rigtigt i stedet for symbolpolitiske slag i luften og aktioner, der direkte skader verdensøkonomien?

Vi foreslår følgende initiativer:

1. Mere viden. Selv om de mere alvorlige klimaændringer fortoner sig ud i fremtiden, er der stadig en endelig risiko for, at de kan komme. Vi må af den og andre gode grunde vide mere om jordens tilstand og fremtid. Vi kan ikke bruge IPCC længere, da det er problematisk at give et enkelt organ monopol på rådgivning i vigtige anliggender, og fordi IPCC undertrykker den frugtbare og faglige uenighed og har udviklet sig til en uheldig sammenblanding af politik og videnskab. Vi har brug for pluralisme og foreslår, at Danmark bidrager ved oprette et dansk center for human økologi, gerne med udgangspunkt i DTU, som kan belyse det komplekse samspil mellem mennesker og natur med klinisk distance, således at man ikke længere forfalder til simplistiske betragtninger om kun at dreje på CO2 knappen.
2. Ingen tilskud. Alle produktionstilskud til energi skal væk, herunder naturligvis til fossil energi. Det vil sikre den størst mulige økonomiske vækst, som er den nødvendige forudsætning for, at vi kan løse de fleste besværlige problemer. Det er fornuftigt at beskatte CO2 udledning med et beløb svarende til skadevirkningen, men det gør vi allerede så rigeligt her i landet.
3. Ny energi. Til gengæld skal der investeres i at udvikle nye energikilder, der er billigere og renere end de nuværende og vi skal bruge energien mere effektivt. Hverken vind, sol eller biomasse, i den form vi kender nu, er holdbare løsninger. Vores velfærd er afhængig af en billig og sikker energiforsyning, og her skal vi anvende alle de energikilder, der er til rådighed, inklusive nye former for kernekraft og til den tid også fusionsenergi. Udviklingen vil tage tid, men til gengæld vil omstillingen gå hurtigt, fordi det kan betale sig.

Sidst, men ikke mindst skal vi have mangfoldigheden tilbage i klimadebatten. Det er usandt at påstå, at videnskaben har talt og at klimaproblemet er et simpelt velkendt problem med simple billige løsninger. Tværtimod, klima er et komplekst problem, hvor man ved for lidt til at kunne gøre det rigtige, og hvor der ikke med dagens teknologi findes gode løsninger. Et problem af denne karakter løser man ikke ved at påberåbe sig en falsk konsensus, undertrykke ubekvemme synspunkter, indsnævre debatten og appellere til autoriteter. Men derimod ved at åbne for en mangfoldighed af bidrag.

Vi vil derfor slutte med et fromt ønske om, at det kommende Klimaråd bliver et forum for en ægte, åben og mangfoldig debat og ikke bare et gummistempel for en allerede stivnet klimapolitik.

[1] http://wattsupwiththat.com/2014/09/01/new-paper-on-the-pause-says-it-is-19-years-at-surface-and-16-26-years-at-the-lower-troposphere/

[2] http://www.climate4you.com/

[3] http://pubs.aeaweb.org/doi/pdfplus/10.1257/jep.23.2.29

[4]

[5] http://judithcurry.com/2014/09/21/an-unsettled-climate/

[6] http://www.reuters.com/article/2014/08/15/us-germany-economy-insight-idUSKBN0GF0RF20140815