Leve det materielle forbrug

Miraklernes tid er ikke forbi. I dag har jeg fået en indlæg om fremtidens overflod i Politiken. Her er den i uforkortet udgave:

Mogens Lykketoft er en dygtig og sympatisk politiker, og der er ham velundt, at han nu får æren af at blive formand for FN’s generalforsamling.

Det er imidlertid dybt bekymrende, at et ellers veluddannet og oplyst menneske, er faldet pladask for det neomalthusianske præk om knaphed på ressourcer, som en grænse for menneskenes vækst og velstand og som den eneste løsning foreslår et mareridtssamfund, hvor vi skal spæge vort kød, mens statslige smagsdommere rationerer, hvad vi må forbruge.

Ikke uventet kommer Politikens klakører til undsætning i skikkelse af Per Michael Jespersen, som endnu en gang fremfører løgnen om, at hvis vi ikke gennemfører den store forandring (går drastisk ned i materiel levestandard) frivilligt vil markedskræfterne tvinge priserne på kød, mineraler og biler så voldsomt i vejret at vores levestandard bliver tvunget i bund.

PMJ har jo egentlig fat i problemets kerne, idet han udtaler: Kan vi ikke bare vente på, at ingeniørerne får udviklet en teknologi, der kan sikre nye energikilder og redde miljøet.

Jo, netop, det er jo lige præcis det, der er sket, og det, der vil fortsætte med at ske, indtil solen brænder ud. Vi har i hele menneskenes historie set en dramatisk teknologisk udvikling, som gør, at både mad, energi, mineraler og transport er blevet stadigt rigeligere og stadigt billigere. Denne udvikling fortsætter med accelererende hast og vil sikre, at alle de kommende 10 mia. mennesker får en materiel levestandard, der er mange gange større end den danske middelklasse i dag.

Lad os se konkret på mad og transport.

Den langsigtede udvikling af fødevarepriserne kender kun en vej, og det er nedad. Det skyldes teknologisk udvikling i form af kunstgødning, pesticider og forædling af planter til at give højere udbytte. Vi ser nu, at den globale fødevareproduktion kan følge med efterspørgslen samtidig med, at det globale landbrugsareal stagnerer eller ligefrem aftager. Når jordens befolkning flader ud, vil vi se, at landbrugsarealet falder i takt med den fortsatte udbytteforøgelse, hvilket et stort gode for det globale miljø, da landbrugs vigtigste fodaftryk er, at det optager plads på bekostning af naturen,

Der er store kortsigtede svingninger i priserne. Dels er priserne på grund kunstgødningsforbruget direkte afhængig af de stærkt svingende energipriser, dels er der på grund af den meget gunstige globale økonomiske udvikling, hvor milliarder af fattige mennesker overføres fra afgrundsdyb fattigdom til den globale middelklasse, sket en markant forøgelse af efterspørgslen efter mere og bedre mad, herunder kød, som menneskene hverken kan, vil eller skal undvære.

Men den langsigtede tendens er klar. Den teknologiske udviklings uafviselige taktstok vil sikre, at mad bliver billigere, sundere, mere velsmagende og produceret med bedre dyrevelfærd og et mindre aftryk på klima og natur.

Og så den fortærskede myte om, at jorden ikke kan bære, at alle kinesere får en bil. Det er noget alarmistisk vrøvl, som igen forudsætter, at den teknologiske udvikling sættes i stå. Det er ikke så mange år siden, at biler kun kunne køre 10 km på literen. Nu er det svært at købe en bil, der ikke kører mindst 20 km på literen, og der forventes endnu en flere ganges forøgelse af bilers energieffektivitet. Så selv om vi blot fantasiløst fremskriver situationen, vil det være muligt for alle jordens mennesker at skaffe sig biler og stadig have rigelig energi. Især i betragtning af, at vi stadig har fossil energi nok til hundreder af år og i dag kun bruger den mængde energi om året, som soler stråler ned til jorden på en time.

Men det kommer næppe til at gå på denne måde. Teknologien har det med at udvikle sig i dramatiske spring, som ikke blot gør tingene gradvis bedre, men fuldstændig ændrer grundlaget for den måde, vi lever på. I tilfældet transport er det sandsynligt, at menneskenes lokale transportbehov bliver løst af selvkørende biler, som man ikke engang behøver at eje selv. Så for en brøkdel at de omkostninger, man i dag har til transport, vil alle jordens mennesker få en komfortabel bil til rådighed i alle døgnets timer, hvor man kan arbejde, sover eller underholde sig, mens man kører. Vel og mærke biler, som næsten aldrig kører galt, som altid finder vej af sig selv og er superenergieffektive, bl.a. fordi de kan køre kortegekørsel på de store veje.

Der er yderst fornuftigt, og et godt udtryk for ”the Wisdom of Crowds”, at kun en lille del af den danske befolkning betragter miljø & klima som en væsentligt problem. De ved instinktivt, at den udvikling, jeg beskriver er korrekt, og det er ingeniører som mig – og ikke den snakkende klasse som PMJ – der kommer til undsætning, når der lejlighedsvis opstår knaphedsproblemer.

Så mit budskab til danskerne er enkelt nok. Spise alle de røde bøffer, I har lyst til og med god samvittighed, rejs gerne tit og ofte med fly til fjerne lande og glæd jer over den storslåede natur og de mangfoldige kulturer, og nyd i det hele taget livet på god materialistisk vis. Bare brug løs, jo mere I bruger, jo mere bliver der produceret.