De mest kendte grønne NGO’er i DK: Danmarks Naturfredningsfredning, Greenpeace, Danmarks Sportsfiskerforbund og Verdensnaturfonden taler meget om at gøre godt naturen, miljøet og klimaet. Deres handlinger viser imidlertid, at i praksis er de ligeglade og kun interesserer sig for at skaffe flere medlemmer, tjene flere penge og nyde livet i det internationale klima-jetset.
Organisationerne er stærkt imod teknologer, der virker, som højtudbytte landbrug med GMO, kunstgødning og pesticider, dyrkning af havet med tang, muslinger og ørreder i havbrug og ikke mindst en CO2-fri energiform der leverer strøm til tiden, nemlig atomkraft.
Samtidig ser de gennem fingrene med fodadtrykket fra de aktiviteter, som gør ondt på deres medlemmer, som byboernes udledning af urenset spildevand, som larmende og fugle- og flagermus ituhakkende vindmøller, som afbrænding af træpiller og som senest med nedenstående eksempel beskrevet i denne artikel:
Naturfredningsforeningen lader sportsfiskerne drive rovdrift på truede fiskearter
I mange af de danske vandløb er bestanden af vilde laks og ørreder truet. Sportsfiskeriet på de sårbare arter bærer en væsentlig del af ansvaret. Alligevel ignorerer naturfredningsforeningen problemet og lader fiskene i stikken, skriver formand for Dansk Akvakultur, Niels Dalsgaard, i dette debatindlæg i Information den 14. juli 2020.
I Dansk Akvakultur har vi en klar interesse i, at der i vandløb og på kysten omkring vores anlæg, hvor vi opdrætter ørreder, er god økologisk tilstand i vandmiljøet og gode forhold for flora og fauna. Derfor har akvakulturvirksomheder også deltaget i mange naturgenopretningsprojekter, f.eks. fri passage i vandløb og udsætning af ørreder og laks til at styrke de vilde fiskebestande.
Derfor bekymrer det os, at vi kan se i mange vandløb, at de vilde laks og ørreder ikke kan opnå gunstig bevaringsstatus. Det vil sige, at de fortsat er truede på trods af de mange miljøforbedringer.
En forklaring på den ringe bevaringsstatus er sportsfiskeri efter vilde laks og ørreder. Sportsfiskeri er både en glæde ved naturen og en udnyttelse af naturens ressourcer. I England betegnes sportsfiskeri som en blod- og trofæsport. Det handler om ’kampen’ med fisken og trofæfotos, man kan dele med vennerne. Sportsfiskeri af truede arter i sårbar natur er en fritidsinteresse, men det er ikke naturbeskyttelse.
Derfor kan man undre sig over, at Danmarks Naturfredningsforening, der har som formål at beskytte natur, miljø og biodiversitet, tilsyneladende føjer de danske sportsfiskere i stedet for at passe på den vilde bestand af laks og ørreder.
Laksefiskeri i Skjern å er et konkret eksempel. Naturfredningsforeningen har accepteret sportsfiskernes laksefiskeri i et område med sårbar natur, hvor laksen er truet.
Sportsfiskerne har tilladelse til at fiske og hjemtage ca. ti procent af de laks, som vender tilbage for at gyde. Der er samtidig tilladelse til at fiske et ubegrænset antal fredede laks med catch & release-metoden, hvor man fanger laksen med krog for at slippe den løs igen. Det svarer til at gå på jagt på en truet dyreart med gummikugler med begrundelsen, at de anskudte dyr nok ikke dør af det, men kan humpe væk, når de kommer til sig selv.
Trods investeringer i naturgenopretning og udsætning af laks er der ikke opnået gunstig bevaringsstatus i åen. Faktisk er bestanden af laks og ørred i de fleste af vores vandløb ikke bæredygtig. Det må være indlysende for alle, også for naturfredningsforeningen, at sportsfiskeriet bærer en væsentlig del af ansvaret. De vilde fisk påføres fysiske skader ved catch & release-fiskeri. Derfor betegner Dyreetisk Råd denne form for sportsfiskeri som etisk uacceptabel, og metoden er forbudt mange steder i Europa.
I forhold til laksefiskeri respekterer naturfredningsforeningen og sportsfiskerne hverken hensynet til sårbar natur eller forsigtighedsprincippet, nemlig at det skal kunne dokumenteres med sikkerhed, at sportsfiskeri ikke har negativ betydning på den truede bestand eller natur. Det er indlysende, når laksebestanden ifølge DTU Aqua er langt fra at kunne reproducere sig selv.
