Det er en kendsgerning, at kæledyr udøver et overordentlig stort tryk på omgivelserne på grund af de store mængder mad, de spiser og ved, at de afleverer deres urin og afføring urenset, hvor de går og står.
Breakthrough Institute, som er fortalere for Økomodernisme = at man løser klima- og miljøudfordringer med teknologi og ikke med forsagelse, har nogen glimrende nyhedsbreve. Som jeg kan anbefale, at I skriver jer på.
I det seneste af slagsen diskuteres kæledyrs PawPrint, og der henvises til kæledyrenes meget betydelige aftryk på omgivelserne. Samtidig med at der henvises til, at det ikke nødvendigvis er godt for miljø og klima, at vi fodrer vores hunde og katte med mad, der har et betydeligt højere indhold af protein og smager væsentligt bedre end det vi serverer på Kongsgården-agtige plejehjem.
Da der ikke findes nogen seriøs argumentation for at kæledyr er livsvigtige, men i stedet blot er et luksusgode, er det derfor helt oplagt, at alle miljø- og klimabekymrede sjæle øjeblikkeligt bør holde op med at holde kæledyr.
Og….
Det sker så ikke lige alligevel. Fordi kæledyrsfolket erklærer, at netop deres behov for kæledyr er meget vigtigt. Og hvis der skal gøres noget for miljøet og klimaet er det de andres luksusforbrug, som flyvning, oksekødspisning, internet surfing eller nogen af de andre 117 menneskelige ikke-livsvigtige aktiviteter, der tilsammen udgør vores samlede aftryk på miljø og klima, der skal holde for.
Og hermed er vi inde ved problemets kerne.
Hvis vi skal løse problemet med askese, er det jo alle menneskelige aktiviteter, der skal begrænses til et minimum. Så vi alle lever som en jainistisk munk: i en stenhule, kun iklædt et lændeklæde, og med et beskedent indtag af en skål ris og en lille smule grøntsager om dagen.
Og det synes vi så alligevel ikke, og derfor bliver vi ved at leve, som vi gør, med et stadigt stigende materielt forbrug, og glæder os i det stille over, at de rationelle ingeniører som mig sørger for, at vi kan leve et stadig bedre liv med et stadig mindre aftryk på omgivelserne.
