Planøkonomi og socialisme duer bare ikke

Punditokraterne kommer med stribevis af solidt faglige og meget velskrevne indlæg indlæg om verdens gang. Følg bloggen, hvis I ikke allerede er der.

Senest gennemgår Christian Bjørnskov kommunismens/socialismens solide evne til konstant at love guld og grønne skove og i stedet levere elendighed og undertrykkelse i artiklen kommunistisk vækst.

Som det hedder i artiklen har den basale grund til at socialistiske eller kommunistiske økonomier ikke fungerer ret godt, har været kendt og forstået i 100 år.

Problemet for socialistiske økonomier er, at prisdannelsen er centralt bestemt og dermed netop ikke et resultat af markedsmekanismer. Og uden retvisende markedspriser er det ikke muligt for en central planlægger, uanset hvor megen information et planlægningsagentur kan få, at prioritere mellem forskellige ressourcer eller forskellige aktiviteter.

I de nedenstående figurer illustreres udviklingen af elendigheden i 17 udviklingslande, der indførte socialisme i forhold til deres (klogere) nabolande.

Skulle nogen stadig være i tvivl, viser tallene således, hvor ekstremt ineffektive de socialistiske økonomier blev og hvilken forbløffende hastighed, de blev det med. Efter blot ti års socialistiske forsøg var den gruppe ulande, der siden 1960erne erklærede sig socialistiske (eller kommunistiske) 10 % fattigere og 20 % mindre produktive, end hvis de bare var fulgt med deres nabolande. Modsat løfterne og parolerne blev folk mere forarmede end før, og det nyttesløse ressourceforbrug blev stadig mere tydeligt.

Folk med socialistiske tilbøjeligheder, hvilke jeg selv havde i mine unge dage, er optaget af at bedyre. at de er gode mennesker og at de vil det bedste for menneskene. Og at mennesker med andre politiske overbevisninger blot tænker på sig selv og deres nærmeste. Nu viser public choice mm, jo imidlertid, at menneskene, som de er flest – undtagen særlige yderst få helgener – i overordentlig høj grad følger deres egen interesse. Og det er en af de rigtig gode grunde til at alle grundlove begrænser den poltiske magt, da politikfejl igen og igen har haft meget større negative konsekvenser end selv de mest vidtgående såkaldte “markedsfejl”.

Nu er antallet af politikfejl ligeså talrige som sandkorn på en strand, og nok stof til blogindlæg i resten af mit (lange) liv.

Men lad mig fremhæve en af de groveste, nemlig at det offentlige leverer produkter og service som uddannelse, sundhed og pleje.

Derved løber man jo lige direkte i planøkonomi/socialisme/kommunisme fælden og gør sig ude af stand til at prioritere mellem forskellige ressourcer og aktiviteter, fordi man simpelthen ikke har og aldrig kan få den nødvendige information.

Et aktuelt eksempel er plejehjemsskandalen, som har udviklet sig til et omfang, som aldrig ville kunne have lade sig gøre i markedsorenteret system.

I flere år er nogen stakkels ældre mennesker blevet ekstremt dårlig behandlet på et Århusiansk plejehjem.

De pårørende har brugt oceaner af tid til at klage fra “Herodes til Pilatus” og har til sidst måttet gå til den yderlighed at bruge skjult kamera.

I et markedsorienteret system ville man blot have “stemt med fødderne” og med det samme eller efter nogen få stilfærdige pip have fundet end anden leverandør.

Dette signal ville så bevirke, at den dårlige leverandør prompte ændrer adfærd og hvis ikke, så går konkurs.

Al den snak i de seneste 50 år om, at offentlige ydelser kan blive bedre ved at “sende flere penge” eller “ved at vise mere tillid” er omsvøbssnak.

Der er en og kun en vej til at gøre uddannelse, sundhed og pleje mm. god og effektiv, nemlig ved at udsætte den for konkurrence, så man prompte kan komme af med udygtige medarbejdere, dårlige ledere og ringe institutioner.