Forstå forskningsstriden på fire minutter

Gæsteindlæg af Ryan Smith. fra Facebook 28. Juli, 2021

Forstå forskningsstriden på fire minutter
Du gider ikke læse om forskningsstriden, for det er en masse æggehoveder, som snakker tørt. Men du vil gerne have et quick and dirty cheat sheet, som tager fire minutter at læse. Du har fundet det rigtige opslag.
Hvad går striden ud på?
Henrik Dahl og Morten Messerschmidt skrev 12. marts en kronik, (bag betalingsmur) som bedyrede, at meget af den forskning, der foregår på universiteterne, ikke er videnskab, men venstreorienteret aktivisme. Det har ført til en tre måneder lang konflikt, hvor folk er kommet op på de høje nagler.
Hvad er efter kritikernes mening nogle eksempler på pseudoforskning?
(1) Mælk er symbol på hvides racisme
(2) Det er krænkende for udlændinge, at Danmark har grænser
(3) Det er god videnskab at tage udgangspunkt i egne følelser
(4) Det er racistisk at undre sig over, hvorfor så mange muslimer sørgede over Omar El-Hussein
(5) Du støtter apartheid, hvis du ikke holder med Palæstina
Hvad er forsvarernes argumenter?
(1) Man kan ikke forstå, og derfor ikke blande sig i, forskning med mindre man selv er forsker eller endda specialiseret indenfor de områder (eks. kønsstudier), man kritiserer
(2) Man kan ikke generalisere om hele forskningsområder
(3) Der findes dårlig forskning alle steder. Køns- og migrationsstudier er ikke plaget af mere pseudoforskning end fysik eller biologi
(4) Kritikerne er ligesom Orban — de vil sidde og styre, hvad der må forskes i fra Christiansborg
(5) Den videnskabelige proces vil af sig selv få rettet op på de problemer, der måtte være med pseudoforskning
Er kritikerne kun højreorienterede?
Nej. Iagttagere og forskere, som er hhv. apolitiske eller venstreorienterede, har også kritiseret pseudoforskningen.
Hvad har kritikernes største fejl været?
Kritikerne ønskede et opgør med pseudoforskningen, men de talte også fra en magtposition som politikere. Det har været muligt at læse deres kritik som en implicit trussel, selvom de fra dag ét har bedyret, at de ikke ønsker at regulere forskningen politisk.
Der kunne de måske have lagt hovederne i blød for at koge dén position ned til en one-liner, som var sværere at misforstå eller forvride, end tilfældet var.
Hvad har det mest opsigtsvækkende ved reaktionerne på kritikken været?
Hvor sløjt mange af forsvarerne har argumenteret. Siden striden startede 12. marts har forsvarerne gjort brug af motivgranskning, personangreb og bevidste misforståelser på ugentlig basis. Det har været påfaldende at se folk med lange uddannelser — som lever af at tænke og analysere — argumentere som et love child mellem Kvinfo i 00’erne og Forfatterskolen i 10’erne.
Dertil er der det, som slet og ret må betegnes forsvarernes hysteri over at møde modstand. Hvis nogen troede, Henrik Dahl var konservativ eller liberal, kan de godt tro om igen. Over de sidste tre måneder, har han således været fascist, stalinist og nazist — men dog så vidt vides ikke nudist.
Er der grund til at tro, at danske universiteter er særligt slemme her?
Nej. Forskning har i mange år været inficeret af aktivistiske “far left”-dagsordener. Fra den internationale forskning kan nævnes eksempler som “Veje er racistiske”; “Lys er racistisk” og “At gå en tur er racistisk.” Danmark er sammen med Frankrig et af de lande, hvor politikere og befolkning er begyndt at vende sig mod dette.
Hvordan har pseudoforskningen fået så gode kår?
Det vil kræve sit eget indlæg at gå nærmere ind i det. Men én grund er, at mange forskere i humaniora og samfundsvidenskaberne mener (og helt eksplicit siger), at de opfatter forskningens rolle som en modfortælling til almindelige menneskers stereotype og fordomsfulde opfattelse af verden.
Er flertallet af danske forskere så uredelige?
Nej. De forskere, som råber op, er i høj grad dem, som er krænkede over, at udefrakommende blander sig i universitetsverdenen og/eller selv er aktivister. Det store flertal af danske forskere laver solid og lødig forskning, og ønsker af forskellige grunde ikke at blande sig.
Når mange forskere har det sådan, kan det hænge sammen med, at forskningsverdenen af og til kan være et fjendtligt sted. Bl.a. er en dansk professor blevet indberettet til sin ledelse af andre forskere, fordi han sagde noget kritisk om islam.
Hvad er der kommet ud af striden?
Folketinget har med stort flertal vedtaget en tekst, som indskærper for universiteterne, at de skal sikre sig, den akademiske selvregulering fungerer; at aktivisme ikke publiceres som videnskab; og at forskere ikke systematisk undlader at forholde sig til videnskabelig kritik.
På store træk er der altså ikke rigtigt sket noget. Alligevel er der kommet større samfundsmæssig bevidsthed om, at pseudoforskning er en ting, og universiteternes (og forskerstandens) prestige er måske faldet en smule. Når vi diskuterer de her ting igen om et par år, vil det være nemmere for kritikerne at vinde gehør. Kritikerne har vundet en taktisk sejr, men ikke et knockout.
Er det ikke lige meget, alt det her?
Måske. Den akademiske proces er langsommelig, og det kan snildt tage 20 år før de teorier, som udbredes på universiteterne i dag, begynder at påvirke ungdommen og samfundet generelt.
At dominere den intellektuelle teoridannelse er dog ikke kun en slags pynt, men betyder, at man med tiden vil få held til at sprede sine værdier og synsmåder til resten af samfundet. Herunder til det politiske system og bestyrelserne i samfundets kæmpekoncerner. Så om det er ligegyldigt, kommer nok an på ens tidspræference.
Hvem skal jeg læse, hvis jeg vil se eksempler på, hvor dårlig den den kritiserede forskning er?
Torsten Skov eller Rune Selsing.
Hvem bør jeg læse, hvis jeg vil se de mest fornuftige argumenter imod kritikerne og Folketingets tiltag?
Nils Holtug.
Er Dahl og de øvrige kritikere Victor Orban?
Så vidt vides er ingen af kritikerne Orban. Der er dog ikke lavet kromosomanalyser på alle endnu.