Et gæsteindlæg om vild natur af Rasmus Ejrnæs, som er min Go-To videnperson på dette fagområde.
Jeg var for tidligt ude ved annonceringen af podcasten om rewilding af Lone Frank med professor Carsten Rahbek. Så jeg lovede at lytte grundigt til podcasten og give en fair vurdering af det faglige indhold. Det har jeg nu gjort, og desværre bekræftes den fordom jeg kom til at lufte (en fordom som heller ikke var grebet ud af luften da jeg har fulgt med i Rahbeks offentlige ytringer om rewilding det sidste års tid og også har diskuteret emnet med ham face to face). Inden jeg går videre må jeg lige indskyde en bemærkning om min egen faglige baggrund for at diskutere rewilding med Rahbek. Jeg har ikke et CV som kan måle sig med Rahbeks, jeg er ikke professor og jeg har ikke et grundforskningscenter. Men jeg har forsket i 25 år og min forskning har – i modsætning til Rahbeks – være fokuseret på græsningsbetinget natur og på effekterne af naturlige processer i økosystemer på biodiversitet. Mit arbejde er foregået i den konkrete natur med både indsamling af feltdata fra levesteder og med eksperimenter for at teste hypoteser om mekanismer i levestederne. Jeg har altså fokuseret meget på community-økologi og ikke så meget på makroøkologi, hvor meget af Rahbeks forskning ligger.
Og så til det faglige, hvor jeg ikke kommer til at lægge fingrene i mellem, for jeg mener helt oprigtigt at der mangler reel faglig debat i Danmark – måske fordi det ikke kan betale sig at kritisere mennesker i magtfulde positioner. Men det er vigtigt, ellers forfalder autoriteterne og hele vores evne til kritisk tankegang.
Der mangler reel faglig debat i Danmark – måske fordi det ikke kan betale sig at kritisere mennesker i magtfulde positioner
Flere andre har kommenteret podcasten og et tilbagevendende kritikpunkt har været at Lone Frank holder mikrofon og sjusker med sin egen research. Den vurdering vil jeg gerne tilslutte mig. Hun starter med at iscenesætte Rahbek som den store globale biodiversitetsprofessor og spørger straks til artiklen fra Current Biology om Pandoras æske. Det er en temmelig kontroversiel debatartikel, som opstiller stråmænd om rewilding med det åbenlyse formål at svække forvaltningsstrategien ved at pege på eksempler hvor rewilding er gået galt eller kan gå galt. Rahbek udlægger perspektivet sådan at rewilding uberettiget er fremstillet som den eneste saliggørende løsning på biodiversitetskrisen uden blik for alt det som kan gå galt og Rahbek fremstiller rewilding som et eksperiment, hvor man ikke kan forudse hvad der sker.
Det er værd at dvæle lidt ved beskrivelsen af rewilding som et eksperiment. Der er bred videnskabelig enighed om at et aspekt af rewilding er ”open ended management” – altså at naturforvaltningen skifter fokus fra at forvaltningens mål er at producere nogle bestemte arter, naturtyper og landskaber til at økosystemerne skal være selvforvaltende og målet skal være dynamisk natur og ikke et bestemt resultat. I denne forståelse ligger også en udbredt erkendelse af at hvis vi genopretter naturlige græsningsfunktioner og måske også rovdyrfunktioner, så vil naturen komme til at ændre sig radikalt fra den natur vi kender i dag. I den forstand er det et eksperiment, som vi ikke kender udfaldet af. Men et eksperiment forstået positivt.
Rahbeks italesættelse af eksperiment har vægten på risikomomentet, og der må jeg bare sige at det er fagligt forkert at beskrive reintroduktion af store planteædere som en risiko. Når vi ved at det evolutionære miljø for artsdannelse på landjorden på alle kontinenter har indeholdt naturlige pattedyrfaunaer med stor funktionel diversitet af planteædere og rovdyr, så er det simpelthen en direkte fordrejning af virkeligheden at beskrive genoprettelsen af disse naturlige funktioner som et risikabelt eksperiment. Det må grunde i en mangelfuld økologisk forståelse, når Carsten Rahbek som global biodiversitetsprofessor kan fremmane dette som et risikabelt eksperiment. Det risikable eksperiment består i IKKE at genoprette de naturlige funktioner i økosystemerne. Det er et meget risikabelt eksperiment, hvor vi som biologer må advare om de forventede negative effekter på vores biodiversitet.
Derpå kommer samtalen ind på begrebet rewilding, hvor det kommer fra, og hvad det indebærer. Her er Rahbek enormt upræcis, og her kunne Lone Frank med et minimum af research måske have hjulpet lidt på vej. Pleistocæn rewilding har ikke en reference/baseline til sidste istid – pleistocæn er jo en meget længere periode. Beskrivelsen af trofisk rewilding er mere præcis: Det handler om at genskabe de naturlige processer, som former økosystemet.
Historien om Yellowstones ulve der forandrede floderne er stærkt kritiseret af rewildingfortalere i Danmark og andre steder. Jeg har eksempelvis været ekstremt kritisk. Det er i virkeligheden et narrativ om naturen som vores livsforsikringspolice – altså ecosystem services knyttet til biodiversiteten, herunder rewilding. Så det er simpelthen en stråmand at parkere den historie som et indlæg i en faglig debat om rewilding. Rahbek optræder jo selv i medierne med et lignende narrativ om at biodiversitetsbevarelse kan redde os fra pandemier. Det er jeg lige så kritisk over for. Lad os droppe tanken om at biodiversiteten skal reddes for at menneskeheden kan overleve eller økosystemerne skal blive sunde og produktive. Det er bare selvoptaget selvindbildning.
Herfra bevæger vi os over til Rahbeks tese om at hvis man skal genudsætte dyr, så skal man genudsætte de rigtige arter i deres rigtige habitat. Rahbek skelner mellem skov og lysåbne naturtyper, men afslører endnu engang mangel på basal økologisk forståelse ved at undlade at gøre opmærksom på at det skarpe skel mellem skov og lysåben natur er helt og aldeles menneskeskabt. Derved bliver diskussionen absurd fordi vi på den ene side får gentaget den gamle sang om at Danmark er et skovland med tæt skov og på den anden side hører at der var store lysninger i skovene skabt af vand og andre abiotiske faktorer. Det som Rahbek og Lone her behændigt ignorerer er at da man i 1805 skulle redde de danske skove, så var det allervigtigste værktøj ikke at dræne skovene, men at forbyde de græssende dyr adgang til skovene (fredsskov = skov i fred for græssende dyr). Det var nemlig dyrenes græsning som forhindrede ny opvækst af træer og skabte store lysåbne græsningsskove med bredkronede løvtræer, skovlysninger, skovenge, skovbryn, krat mv. Dengang havde vi stadigvæk alle vores skovlevende dagsommerfugle, hvoraf et dusin er uddøde i dag. Forestillingen om at de græssende dyr ingen betydning har for skovenes tæthed og udformning er ikke baseret på evidens – det er en tolkning, som modsiges af helt enkle økologiske observationer i realtid.
Efter historien om de naturlige skove, hvor lysninger er skabt af vandet, italesættes græsning som et værktøj til at løse nogle menneskeskabte problemer. Næringsstofbelastning beskrives som årsagen til den omfattende tilgroning vi kan observere i landskabet. Igen er jeg nødt til at sige at denne forestilling ikke stemmer overens med virkeligheden. Det er helt korrekt at vi har næringsstofbelastning og jeg har selv forsket i effekter af næringsbelastning på vores natur. Men tilgroningen skyldes helt overvejende at der ikke er nogle græssende dyr ude i landskabet. Dyrene er forsvundet de sidste 100 år, hvor det gradvis er blevet urentabelt af holde dyr i ekstensiv i ådale, langs kyster og i vores grusede og morænebakkelandskaber. 80% af de lysåbne beskyttede naturtyper i Danmark er i dag ugræssede. De gror ikke til på grund af kvælstofdeposition, men fordi der ikke er nogen dyr, som æder urter, buske og træer. Næringsbelastning kan øge tilgroningshastigheden, men kan faktisk også nogle gange forsinke den, fordi kraftig urtevækst kan forsinke fremvækst af vedplanter.
Næsten endnu værre end misforståelsen omkring næring og tilgroning er forestillingen om at de store planteæder er værktøjer, som skal løse et menneskeskabt problem. Denne forestilling er jo bare naturpleje classic. Hermed forlader Rahbek forestillingen om at vild natur handler om at genskabe de naturlige processer. Rahbek får behændigt udgrænset de græssende dyr fra den ægte, vilde natur – enten hører de ikke til i Danmark eller også hører de ikke til i det naturlige skovøkosystem, men så kan de bruges som værktøjer til at forvalte biodiversitet i det unaturlige lysåbne landskab. Det er en håbløs konstruktion, som falder totalt fra hinanden, når man indser at skellet mellem skovene og den lysåbne natur er kunstigt og ikke ønskeligt at opretholde, samt at de græssende dyr naturligvis har hørt til i hele vores tempererede landskab – inklusiv skovene. I det landskab har dyrene til enhver tid opsøgt de store og små områder, som har været mest interessante for dem at fouragere i. Hele forestillingen om dyrene som værktøj i naturplejen strider mod det videnskabelige naturbeskyttelsesideal om selvopretholdende økosystemer – en forestilling som er dybt forankret i global naturbeskyttelse, blandt andet i IUCN’s kriterier for nationalparker. Det er jo det som er definitionen på PLADS for pokker!
Så kommer podcasten frem til de konkrete danske rewildingerfaringer. De starter med at rode projekterne i Mols Bjerge sammen, hvilket er uklædeligt. Lone Frank blander det helt sammen, men Rahbek fortsætter sådan set ved at betragte dem begge som eksempler på rewilding, selvom statens forvaltning egentlig bare var regulær naturpleje som var udartet i vanrøgt. Her kommer snakken også ind på etik og bestandsdynamik og Rahbek viderebringer den meget almindelige opfattelse at når bestande er hegnede på begrænset plads, så kan dyrene ikke søge et andet sted hen. Men herved undlader Rahbek behændigt at forholde sig til at dette er et grundvilkår i naturen at når der er vinter i Danmark, så er der ingen steder en naturlig bestand på bærekapaciteten kan søge hen for at finde føde. Jeg fristes til at beskrive denne forestilling om at det er hegnet som skaber fødebegrænsning, som en disneyficeret forståelse af naturlige processer i økosystemet. Hvis et område i øvrigt tilfredsstiller dyreartens levestedskrav året rundt, så er det, helt uanset områdets størrelse, bestandens vækst som skaber knaphed og overdødelighed om vinteren. Forestillingen om ubegrænset vækst uden overdødelighed om vinteren virker dybt naiv og ureflekteret.
Her kommer diskussionen ind på hvilke dyr vi mangler i Danmark, og her mener Rahbek at de vigtigste dyr er vildsvin, krondyr og urokser. Når man har udelukket hest, elg og bison som ikke-hjemmehørende, så er der jo heller ikke så meget mere at vælge imellem. Problemet er i mine øjne at en fauna bestående af vildsvin, krondyr og urokser er så milevidt fra den faunadiversitet vi ved har været den evolutionære baseline på vore breddegrader, at det er meget svært ikke at få en tanke om at der er fusket med evidensen, når man ender med kun tre arter (+ bæver og ulv, som Rahbek helt sikkert også er med på). Men vi taler jo om at forsøge at genskabe en økologisk funktion, som i evolutionært perspektiv også har indeholdt to arter af næsehorn, skovelefant og mammut, kæmpehjort, dådyr, bison, vildhest, bjørn, huleløve, leopard, sabelkat. Og Rahbek når frem til artslisten ved at kigge på udviklingen i et Danmark i Holocæn på et tidspunkt hvor faunaen allerede var stærkt forarmet af mennesker.
Helt generelt savner jeg jo en kvalificeret diskussion om tætheden af de store planteædere. Rahbek argumenterer for at vi skal regulere dyrene, men ignorerer helt hvordan vi skal kunne opnå naturlig økosystemfunktioner, da dette åbenlyst afhænger af at dyrenes antal ikke bestemmes af mennesker, men af økosystemernes bærekapacitet.
Så når podcasten frem til ulven, med en meget fin og helt ukontroversiel beskrivelse af ulvens genindvandring, som dog pludselig udarter sig til et påstået paradoks mellem kunstig introduktion af store planteædere bag hegn og så den naturlige genindvandring af ulv. Den opstillede modsætning er jo 100% falsk og postulatet om en modsætning mellem rewilding og ecological restoration er også falsk. Fagligt set er det under lavmålet.
Så kommer man rundt om bæveren. Her beskriver Rahbek at der er positive og negative effekter af bæveren og vender igen tilbage til artiklen om Pandoras æske. Jeg vil undlade at kommentere den falske reference til Sydamerika, den er kommenteret andetsteds, men jeg vil kommentere konklusionen om at ”vi leger guder”. Herregud, kom nu ind i kampen. Vi lever i Antropocæn og den verden vi lever i er formgivet af mennesker og den biota vi har omkring os er ekstremt påvirket af mennesker. Når der ikke var bæver i Danmark, skyldtes det at vi havde udryddet dem. Rewilding er forsøget på at genskabe rammerne for en fri naturudfoldelse uden guder. Det er altså bestræbelsen på mere vild natur og mindre menneske. Når Lone Frank lettere forarget foreslår at det er kunstigt, afspejler det jo bare at hun ikke har fattet en hujende fis af hvad rewilding går ud på.
Næste eksempel med Tjernobyl gives som eksempel på passiv rewilding, men man glemmer at der er udsat heste, og at der er forvildet kvæg. Det kvæg er jo ikke urokser, men dyr som er sluppet ud af stalde og folde. Tjernobyl er jo ikke restoration ecology, som Rahbek siger, fordi restoration ecology netop er en aktiv genopretning af rammer og processer.
Mod slutningen vender Frank og Rahbek tilbage til restoration ecology og rewilding, og Rahbek italesætter rewilding som designernatur. Det er åbenlyst en falsk modsætning. Det er korrekt at man kan skelne mellem genopretningen af abiotiske rammer og genopretning af biotaen, men begge elementer er åbenlyst afgørende for livets udfoldelse i et økosystem. Den eneste designernatur jeg ser snige sig ind er Rahbeks forestillinger om at formålet med elgene i Vildmosen er at de skal være en maskine der æder birk i moserne og forestillingen om at heste og bisoner i lysåben natur skal være maskiner der skal modvirke eutrofieringen fra luften. Det er jo helt klassisk entreprenørtænkning om naturen. Det er stadigvæk en udbredt forestilling at naturen skal forvaltes og reguleres og plejes, men heldigvis er forskningen på vej videre.
Det billede som males frem i podcasten om at rewilding er designernatur er en meget besynderlig konstruktion. Rewilding er baseret på målet om selvforvaltende natur, hvor naturen sættes fri uden at vi hele tiden blander os. Hvis man har misset den pointe, så kan det kun skyldes at man har forsømt at sætte sig ind i sagerne.
Podcasten slutter med at Rahbek konkluderer at naturgenopretning SKAL handle om vand, storme, næringsstoffer og KAN indeholde rewilding, de steder hvor det giver mening. Store græssere kan bruges nogle steder og kan være positivt. Men vi mangler erfaringer, for det er et eksperiment. Jeg vil lige springe det pinlige intermezzo om heste, kameler og dromedarer i Australien over.
Det er simpelthen ukorrekt at de store dyr kun hører til nogle steder i vores natur. De hører til i naturlige landskaber med blanding af skov og andre biotoper. Store dyr er, ligesom naturlig hydrologi, en ”one size fits all”. Det er forskellige arter, som er afhængige af store dyr, våde moser og dødt ved, men der er ikke nogle af de naturlige processer og rammer, som kan undværes, hvis man vil genoprette naturlige selvforvaltende økosystemer. Herefter konkluderer Rahbek at hegninger til de store dyr fordobler udgiften til projekterne, og det er jo bare faktuelt forkert. Den altovervejende udgift til vild natur er areal. Det er jorden som koster. Hegnet er pebernødder i sammenligning. Desuden ignorerer både Rahbek og Frank at Danmark allerede er fuldt af hegn. Man bruger 250 millioner kroner årligt på at betale landmænd for at pleje naturen med græsning og på trods af dette formår man kun at græsse 20% af den lysåbne natur. Her tilbyder rewilding sig som et omkostningseffektivt alternativ med en model hvor dyrene kan passe sig selv og hvor man kan spare store mængder hegn ved samhegning i større områder.
Alt i alt synes jeg det er en podcast med et beskæmmende lavt fagligt niveau og en masse vrangforestillinger om rewilding, der forekommer politiserende. Som om formålet er at fremstille rewilding som uigennemtænkt fantasteri.
Det måske mest problematiske er at Rahbek bruger sin professortitel på at korstog mod rewilding, hvor han kommer til at fremstå som det halmstrå ryttere, motionscyklister, økologiske landmænd, skovdyrkere og andre modstandere mod hegnede naturnationalparker kan henvise til, når de vil agitere for at fastholde status quo: Et landskab tømt for store planteædere i de naturlige økosystemer. Det bliver kun endnu mere indignerende at dette korstog bygger på helt åbenlyse økologiske misforståelser og fejlrepræsentationer af rewilding.
Mod slutningen kommer et globalt perspektiv, hvor Rahbek fuldkommen ignorerer at man har 50 års erfaring med rewilding i Afrika, hvor rewilding succesfuldt har medvirket til at genskabe økosystemer med nær-intakte faunaer (ofte under hegn) og har medvirket til at redde stærkt truede dyrearter. En forglemmelse? Eller bare en bekvem udeladelse.
Skal vi slutte på en positiv note? ”60% af verdens regnskovsødelæggelser skyldes vestens efterspørgsel på kød”. Herligt citat. Det har desværre ikke noget med rewilding at gøre.
