Gæsteindlæg af Rasmus Toft-Petersen
Jeg har svært ved at forstå den lejlighedsvise harme, der bliver udvist i forbindelse med at to milliardærer er taget et smut til rummet. Tænk at bruge et par procent af ens formue på at tage til et sted man har drømt om at besøge, bare for sjov. Det er jo helt uhørt, da de penge bedre kan bruges andetsteds.
Men det er godt at de tager afsted, og det gør mere gavn end en tur til Thailand. Den største begrænsning i rumfart er prisen, det er for dyrt at sende noget til rummet til at vi kan have en egentlig rumalder. Hvis folk med en stor formue beslutter at bruge deres penge på at tage til rummet på nye og billige måder, bidrager de til en udvikling der gør rumfart billigere. Adgang til store pengekasser var også nødvendigt for at tage til Amerika i 1492, men det var det ikke i 1892.
Billigere rumfart er fantastisk af mange årsager. Forskning i rummet kan blive billigere, f.eks rumteleskoper, og satellitopsending kan blive billigere. På lang sigt er perspektiverne endnu større. Der er masser af ressourcer i rummet, der er masser af plads, masser af energi og ingen biodiversitet der bliver trængt af civilisationens ankomst. På rigtig lang sigt er det også en god ide ikke at have alle vores æg i en kurv. Billigere og kommercialiseret rumfart kunne bliver den spæde start på den rumalder, de fleste forestillede sig var på trapperne i 1969, men som desværre udeblev på grund af de store omkostninger. At milliarderne kommer fra private pengekasser i stedet for offentlige pengekasser er vel underordnet.
