Verden er blevet et meget bedre sted de seneste årtier, når det kommer til fattigdom og velstand: Den ekstreme fattigdom er nedbragt markant, og velstanden er vokset.Her i juli offentliggjorde den franske økonom Thomas Piketty en undersøgelse, der burde have fået stor opmærksomhed i verdenspressen. Men det har ikke været tilfældet. Undersøgelsen viser, at den globale ulighed ikke har været lavere i 140 år.

I undersøgelsen har Piketty målt uligheden i indkomster i verden under ét. Dvs. som om verden var ét stort land. Og indkomstforskellene mellem de rigeste og fattigste i verden har altså ikke været mindre i 140 år.

I Pikettys undersøgelse er der især sket et stort fald i uligheden fra 2000 til 2020, og det er årsagen til, at uligheden ligger på det laveste niveau i 140 år. IMF finder også i en rapport, at den globale ulighed er faldet markant i samme periode.

Ovenstående er blot det seneste nedslag i debatten om global ulighed. Verden er blevet et meget bedre sted de seneste årtier, når det kommer til fattigdom og velstand: Den ekstreme fattigdom er nedbragt markant, og velstanden er vokset. Desuden er både indkomst- og formueulighed faldet. Det er stik modsat det alarmistiske og negative billede, som typisk males af venstrefløjen, heriblandt Oxfam Ibis, der af de danske skatteydere hvert år får 150 millioner kroner.

Faldet i den globale ulighed skyldes blandt andet, at verdens to mest befolkningsrige lande, Kina og Indien, er blevet mere velstående. Væksten i Indien og Kina har ligget på seks-ni procent i en lang årrække, mens vi i Vesten har haft en vækst på cirka to procent om året. I det perspektiv er det naturligt, at forskellen mellem rig og fattig i verden gradvist er blevet mindre. Også andre steder i Asien har væksten været høj i flere årtier. Den højere vækst har trukket millioner af mennesker ud af fattigdom. For eksempel er antallet af ekstremt fattige faldet fra 1,9 milliarder i 1990 til omkring 700 millioner i dag på verdensplan. Det er sket, selvom der er blevet to milliarder flere indbyggere på jordkloden i samme periode.

Catch up-effekt

Væksten i Kina og Indien har været høj, siden de to lande for alvor påbegyndte markedsreformer fra 1980erne og frem (mere privat ejendomsret, deregulering og åbning af økonomien for udenrigshandel og udenlandske investeringer). Markedsreformerne har medvirket til, at Kina og Indien velstandsmæssigt har oplevet en såkaldt catch up-effekt.

IMF finder, at uligheden gennem de seneste 30 år er steget i 53 procent af de 94 lande, som de har data for. Der har især været en tendens til, at velstående lande har oplevet stigende ulighed. Den anden halvdel af landene har oplevet faldende ulighed, heriblandt mange lande i Latinamerika.

IMF forventer, at den globale ulighed vil fortsætte med at falde fremover, da fattigere lande pga. catch up-effekten forventes at opnå højere økonomisk vækst end de mest velstående lande. IMF skønner således, at den globale medianindkomst vil fordobles fra 2.600 US dollars i 2015 til 5.100 US dollars i 2035. Så udsigterne for velstand, fattigdom og ulighed er positive. Potentielle hindringer for denne udvikling kunne være krige eller et sammenbrud af globaliseringsprocessen ved, at der bliver indført betydelige barrierer for handel og investeringer. Desuden kan mindre markedskonform økonomisk politik i både mindre velstående lande og OECD-lande hæmme den gunstige udvikling. Hvis væksten bremser op som følge af dårlig økonomisk politik i de rige lande, indebærer det, at de fattigere lande får sværere ved at eksportere. Blandt andet derfor bør man ikke lytte til Pikettys og Oxfam Ibis’ anbefaling om formueskatter, millionærskatter og højere selskabsskat. Det vil modarbejde den positive udvikling.

Formueuligheden er faldet

Også den globale formueulighed er reduceret gennem de seneste 20 år. Top 10 procents andel af den globale formue er reduceret fra 88,7 procent i 2000 til 81,8 procent i 2020, ifølge Credit Suisse. Det modsvares af, at bund 90 procents andel er vokset fra 11,3 procent i 2000 til 18,2 procent i 2020.

Når formueuligheden er faldet siden 2000, skyldes det ifølge Credit Suisse primært et fald i formueuligheden mellem landene. Blandt andet er formuerne i Kina vokset meget siden år 2000, hvor Kina var et land med relativt lav formue.

Når det går i den rigtige retning mht. øget velstand, bekæmpelse af ekstrem fattigdom og reduceret global ulighed, så taler det også for at fortsætte med den udvikling, vi har set de seneste to-tre årtier: En fortsat globalisering, øget verdenshandel og flere markedsreformer, der øger den økonomiske frihed.