Gæste indlæg af JENS OLAF PEPKE PEDERSEN, bragt i Weekendavisen 19/8. Dette indlæg er et udvidet “directors cut”.
I sidste uge præsenterede FNs klimapanel sin sjette klimarapport. Rapporterne er gennem årene svulmet op til en størrelse, som ingen længere læser, og den sjette på 4.000 sider må gerne blive den sidste, for klimapanelet, der blev oprettet for 33 år siden som en mellemstatslig organisation, har efterhånden overlevet sig selv. Panelet omfatter nu 195 lande, med hele det organisatoriske apparat, som kendetegner FN-systemet, inklusive en årlig plenarforsamling, der vælger en bestyrelse (bureauet) på ikke mindre end 84 medlemmer med eget sekretariat.
Selve arbejdet med skrive klimarapporterne er lagt ud i arbejdsgrupper, og forfatterne indstilles af medlemslandene og af godt 100 ngo’er, der har observatørstatus i panelet. Herefter udvælger bureauet forfatterne, hvor der bliver lagt vægt på at tilgodese en ligelig fordeling på alder, køn og nationalitet. De godt 800 forfattere til den nye klimarapport repræsenterer således 90 lande, hvoraf omkring halvdelen kommer fra udviklingslande, hvilket betyder, at mange af forfatterne til de autoritative rapporter reelt ikke har større forskningserfaring.
Undervejs i skriveprocessen bliver arbejdsgruppernes udkast til rapporten i lighed med videnskabelige artikler dog udsat for faglige bedømmelser. Jeg har selv været en af bedømmerne, men det er efter min mening spild af tid, for i modsætning til fagartikler i tidsskrifter, der har en redaktør, så bestemmer forfatterne af klimapanelets rapporter helt selv, om de vil tage hensyn til bedømmernes kommentarer.
Yderligere munder rapporterne ud i et 40 siders resume, som ord for ord og linje for linje bliver diskuteret og omformuleret af politikere over en to uger lang session med simultantolkning til FNs seks officielle sprog, indtil man finder frem til en formulering, der kan vedtages med konsensus. Forinden havde de delegerede fra klimapanelets medlemslande, det vil sige fra det politiske lag, denne gang fremsendt i alt 3.000 ændringsforslag til sammendraget, som skulle behandles i løbet af de to uger. Det førte for eksempel til en større debat omkring en figur med en tekst, der erklærede, at den fremtidige opvarmning afhang af CO2-udledninger, hvor bl.a. Indien, som i disse år hastigt øger sine emissioner, ønskede at de historiske udledninger skulle fremhæves mere. Flere afrikanske lande ønskede til gengæld, at tørkeperioder blev fremhævet i sammendraget, selvom der ikke var megen videnskabelig evidens for konklusionerne.
I 2018 udgav klimapanelet en rapport, med en prognose for, hvornår den globale temperatur vil være øget med 1,5 grader i forhold til niveauet før industrialiseringen, og i den nye rapport er det årstal fremrykket med ti år til starten af 2030erne. Forskellen skyldes blandt andet metodeforskelle i beregningerne, hvilket blev forklaret i en fodnote, men flere lande, blandt andet Japan, Saudi-Arabien, Storbritannien og USA frygtede formodentlig, at medierne ville hæfte sig mere ved årstallet end fodnoten. De foreslog derfor, at man skulle skrive, at det ikke nødvendigvis betød, at effekten af klimaændringerne også ville indtræde ti år tidligere. Den caribiske østat Saint Kitts og Nevis foreslog, at man i stedet for et årstal for, kunne angive sandsynligheder for at 1,5-graders grænsen blev nået, og efter en del debat blev man enige om slet ikke at skrive noget om, at der var en forskel på ti år mellem de to rapporter. Det lykkedes også Saudi-Arabien at få fjernet en tekst, der nævnte, at fossile brændsler var en kilde til CO2 i atmosfæren.
Det er ikke nyt, at medlemslandenes delegationer til klimapanelets møder justerer i forskernes konklusioner. Da den forrige og femte klimarapport skulle vedtages, havde forskerne i deres udkast skrevet, at klimamodellerne i de sidste 15 år overvurderede temperaturstigningen, og at forklaringen kunne være, at effekten af CO2 var overvurderet eller de naturlige klimavariationer var undervurderet i modellerne. Det ændrede politikerne imidlertid, således at de blot konstaterede, at der i tidsrum på 10-15 år var forskel på modeller og observationer.
Politikerne fra medlemslandene undgår således at drage konklusioner, der er direkte forkerte, men de bøjer dem, så de flugter bedre med den klimapolitik, de ønsker at fremme. Indien er således ikke interesseret i et stort fokus på fremtidige udledninger, men vil hellere fremhæve de hidtidige udledninger, og Saudi-Arabien er ikke interesseret i, at gas og olie fremhæves som hovedkilde til CO2. Det er imidlertid en helt grundlæggende forkert sammenblanding af forskning og politik. Ligesom forskerne ikke skal bestemme, hvad politikerne skal gøre, så skal politikerne heller ikke bestemme, hvad forskerne skal konkludere.
For både forskere og politikere ville det derfor være bedst, hvis rapportskrivningen overdrages til de videnskabelige selskaber, som for eksempel de store internationale geofysiske selskaber, med et krav om, at processen med at skrive rapporterne og udvælge forfattere skal være transparent, hvor det er bedre, at forfatterne fra starten er uenige i stedet for at de er enige.
Endelig må man også erkende, at klimasystemet er uhyre komplekst, og at der er områder, hvor det ikke giver mening at forlange konsensus. Som befolkningens valgte repræsentanter er det politikernes opgave at tage fornuftige beslutninger i komplekse spørgsmål, men beslutningerne bliver ikke dårligere af, at de træffes på et grundlag, der afspejler kompleksiteten.
Obamas tidligere viceminister for forskning, Steven E. Koonin, har også foreslået, at når der foreligger et færdigt udkast til klimarapporterne, skal det gennemgås af et forskerteam, der alene har til opgave at påpege svagheder. Idéen er ikke ny, men bruges i komplekse ingeniørprojekter, som udvikling af nye kemiske fabrikker, fly, satellitter og rumskibe, hvor man forsøger at identificere fejl, der kan få alvorlige konsekvenser.
Der var dog ikke udelt begejstring for Koonins forslag, og i 2019 fremsatte 16 demokratiske senatorer ligefrem et lovforslag i senatet, der ville ”forbyde brugen af føderale midler til at oprette et panel, en taskforce, et rådgivende udvalg eller en anden indsats for at udfordre den videnskabelige konsensus om klimaændringer”. Lovforslaget blev ikke vedtaget, men det viser, at mange politikerne ikke er interesserede i dissens, men i konsensus, sikkert fordi det er nemmere at handle på.
FN-systemets mange organer har en indbygget inerti, der nok gør det urealistisk at forestille sig, at de på et tidspunkt vil erklære sig selv overflødige, og derfor vil politikerne i Klimapanelet med sikkerhed også gå i gang med den syvende rapport. I det mindste kunne man så håbe på, at rapportens ”Sammendrag for beslutningstagere” blev ændret til et ”Sammendrag ved beslutningstagerne”, hvor klimapanelet åbent vedstod, at det var deres fortolkninger af den videnskabelige status. Dermed ville sammendraget ændre status fra et videnskabeligt til et diplomatisk dokument, som imidlertid fint kunne udgøre grundlaget for de klimapolitiske forhandlinger.
Et sammendrag af forhandlingerne om den seneste klimarapport kan læses på ”Earth Negotiations Bulletin” enb.iisd.org.
