Gæsteindlæg af Rasmus Toft-Petersen, bragt på hans FB-side
Dette stykke videnskabsjournalistik gør dig dummere. Biologisk køn findes ikke, får vi at vide, og i manchetten uddybes det at “ihærdige forsøg på at sætte videnskabeligt baserede skel mellem kønnene er kuldsejlet”.
Ikke desto mindre ved vi jo at biologisk køn findes. Der er endda noget der hedder sex mellem dem, som resulterer i børn (har jeg ladet mig fortælle), og det er vist en ret vigtig ingrediens i evolution.
Hvad er det så for noget forskning? Artiklen fokuserer på to aspekter. Det ene er, at der er en vis promille af befolkningen med nogle afvigelser, som gør at de ikke falder indenfor normalen kromosom-mæssigt. Men at der er en meget lille gråzone mellem de to køn gør jo ikke de to kategorier ugyldige.
Dernæst fokuseres der meget på atleter, og hvorvidt testosteron gør en forskel for præstationen. Lad ligge at der er åbenlyse problemer med at lave en generel konklusion fra et studie af en ekstrem delgruppe, der er særligt stærke/veltrænede og har en vis sandsynlighed for at have dopet sig i løbet af deres karriere. Det vigtigste problem er dog den skøre kobling mellem testosterons virkning hos elitesportsfolk og eksistensen af køn. Er det virkelig de kuldsejlede forsøg på at måle kønsforskelle der tales om? Tilsyneladende.
Hvad værre er, viser alle de citerede studier en klar effekt af testosteron, især studiet af bedst kvalitet, der viser at testosteron forbedrer kvinders præstationer i idræt. Det sjove er, at alle de citerede studier separat studerer kvinder og mænd. Der hersker hos de citerede forskere derfor ingen tvivl om køns eksistens, de mener helt eksplicit at mænd og kvinder ikke meningsfuldt kan sammenlignes biologisk. Ikke desto mindre citeres en antropolog i artiklen for at “der ikke findes ét biologisk kriterie der kan kvalificere alle mennesker som mand eller kvinde”. Nåda, men who cares? Det har jo ikke særligt meget med eksistensen af køn at gøre, at biologi er kompliceret.
Antropologen mener at det ville være mere retfærdigt hvis det var atleternes kønsidentitet, som afgjorde, om de stillede op i mændenes eller kvindernes rækker. For som OL-guldvinderen Caster Semenya udtrykker det: “Vi er jo allesammen forskellige, og ja, jeg har måske en fordel. Og hvad så?”. Men det er vel et argument for helt at fjerne inddelingen mellem mænd og kvinder i idræt. Hvis køn ikke findes biologisk, er det vel lige meget hvilket køn man identificerer sig som, rent sportsligt. Men den konklusion tør antropologen og journalisten alligevel ikke levere.
Det hele virker politisk motiveret, men selv den motivation er relativt meningsløs. For skal man kun respektere seksuelle minoriteter, hvis der er et biologisk grundlag for deres eksistens? Selvfølgelig ikke. Men hvis alle har krav på respekt, uanset seksuel orientering, er det vel ligegyldigt hvorvidt at køn findes, og hvorvidt man inddeler efter biologisk køn i sport.
