Alle der læser min blogindlæg ved, at jeg ikke har meget til overs for “jorden går under på fredag” alarmistiske synspunkter.
Derfor spærrede jeg øjnene op, da Roger Pielke i sit seneste nyhedsbrev (kan varmt anbefales, jeg er netop begyndt at abonnere på det) citerede Vaclav Smil, der blev interviewet om klimaforandringer for følgende udsagn:
I cannot tell you that we don’t have a problem because we do have a problem. But I cannot tell you it’s the end of the world by next Monday because it is not the end of the world by next Monday. What’s the point of you pressing me to belong to one of these groups?
Jeg synes nu fredag er lidt mere skræmmende end mandag. Det er lige før en rar og hyggelig weekend, som man så går glip af. Hvad der sker på mandag er lidt kedeligt og kan være det samme for der skal vi bare på arbejde.
Læs jeres Smil, han har skrevet et hav af relevante bøger om verdens energi- og energiforandringer, den seneste er: How the World Really Works.
https://www.science.org/content/article/meet-vaclav-smil-man-who-has-quietly-shaped-how-world-thinks-about-energy
Læg også mærke til Pielkes beskrivelse af det manikæiske debatmiljø vil lever i:
Today, the Manichean politics of climate change play out on social media, where leading scientists, journalists, and other combatants seek, to borrow from Jonathan Haidt, “to shame or punish someone publicly while broadcasting one’s own virtue, brilliance, or tribal loyalties.” The incredibly fascinating, important, and nuanced issue of climate change has become an online team sport between the good guys (your side) and the bad guys (the other side)
Denne situation oplever jeg hver dag i Klimarealisme, hvor mange velmenende mennesker, som med rette er trætte af den klimaalarmistiske diskurs, går i den anden grøft, og overhovedet ikke kan indse at der er reelle (men begrænsede og overskuelige) problemer med klimaændringer.
