I dette glimrende indlæg i Altinget med titlen:
Jeg frygter, at velfærdsstaten vil forfølge mig til graven
argumenterer Claes Kirkeby Theilgaard for, at velfærdsstaten har udviklet sig til et omfangsrigt system, der beslaglægger en stor del af borgernes indkomst gennem beskatning for at finansiere offentlige tjenester og ydelser. Theilgaard mener, at dette i essensen er en form for tvangsarbejde, hvor staten tvinger borgerne til at arbejde for andres mål snarere end deres egne.
Han henviser til filosoffen Robert Nozick og hans værk “Anarchy, State and Utopia” som en moralsk begrundelse for sin kritik. Ifølge Theilgaard er der ingen moralsk forskel på, om staten beslaglægger dine indtægter eller tvinger dig til at arbejde uden løn.
Theilgaard opfordrer folk til at overveje de moralske implikationer af at støtte velfærdsstaten. Selv hvis man er tilfreds med systemet, bør man ifølge ham overveje, hvad det betyder at tvinge andre til at arbejde for mål, man måske ikke selv støtter.
Han argumenterer for en minimalstat, der kun fokuserer på kerneopgaver som retsvæsen, politi og forsvar. Theilgaard ser dette som en måde at reducere statens indblanding i borgernes liv og dermed give dem mere frihed.
Sammenfattende stiller teksten spørgsmål ved det moralske grundlag for velfærdsstaten og argumenterer for en mere begrænset rolle for staten i borgernes liv.
Jeg er naturligvis helt enig med Claes. Den universelle velfærdsstat er en umoralsk blindgyde i samfundsudviklingen. Jeg vil endog gå så vidt at tage afstand fra Claes’ betragtning om at: Samtidig kan staten også med fordel sørge for en grunduddannelse til alle. Nej, det er familiernes rolle og ansvar at sikre at børnene får den uddannelse de evner og har brug for.
Men velfærdstaten er også en blindgyde i nytteetisk sammenhæng. Den er planøkonomisk og ikke konkurrenceudsat og kan aldrig komme til at fungere ligeså godt som markedsbaserede alternativer. Alle de mange besværgelser om bedre funktion af sundhed og uddannelse er udsigtsløse så længe man ikke vil forstå at det offentlige ikke skal levere denne type produkter og ydelser.
Min vurdering er at velfærdsstaten bryder sammen til alles gavn når vi bliver rige nok og selv vil bestemme hvilke sundheds- og uddannelsesydelser vi vil have. En overgang er det naturligvis kreperligt at skulle betale for ydelserne to gange – over skatten og via et forsikringssystem. Men det vil fremkalde et folkekrav om at afskaffe den skattefinansierede planøkonomiske del. Og så er det “Game-Over” for den umoralske velfædsstat.
Poul Schlüter sagde, at staten kun skal beskæftige sig med det allermest nødvendige. Men i dag har staten sat sig på alt, selv medierne og energiforsyningen. I Sovjetunionen havde folk 2 job. Det officielle job som staten havde tildelt folk og ved siden af det skjulte job som man levede af.