Danish Crown har for nylig annonceret lukningen af deres slagteri i Ringsted og med det en afskedigelse af 1.200 medarbejdere. Årsagen? Ifølge DC: at der bliver produceret færre grise i Danmark og derfor må man tilpasse kapaciteten, hvad der jo er uundgåeligt. Men hvorfor produceres der færre grise?
Kan vi ikke længere producere mad i Danmark?
Lukningen af slagteriet er ikke bare en isoleret nyhed, det er symptomet på en dybere krise i den danske madproduktion. Produktionen af mad er ved at bliver mobbet ud af vort eget land! Vi stiller helt urealistiske krav både til størrelse og hastighed af reduktion af natur-, miljø- og klimapåvirkningen fra vores produktion af mad og stiller ikke spørgsmålstegn ved om de store omkostninger dette medfører står i rimeligt forhold til de gevinster, vi henter.
Joda, der findes udfordringer med natur, miljø og klima, men de er selv for et land som Danmark og slet ikke på verdensplan særlig store i forhold til meget mere påtrængende og reelle problemer som krig, sygdom/sundhedspleje, fattigdom, uvidenhed og hungersnød. De planøkonomiske, forcerede og meget dyre forsøg på at gøre produktion af mad mere grøn i Danmark, svækker konkurrenceevnen voldsomt sammenlignet med lande, der ikke reguleres ligeså udueligt. Og medfører at produktionen flyttes til disse lande til skade for det hele.
Landbrug på retur og begrænsninger i havbrug
Jeg hører fra mine venner og familie i landbruget, at mange har opgivet, solgt deres gårde eller skiftet til mindre krævende afgrøder som korn. Som Bo Ritterbusch sagde til mig: “Ligeså snart jeg så regeringsgrundlaget med CO2 afgift på landbruget besluttede jeg at afvikle min svineproduktion”
Andre pakker kufferten og flytter deres viden og produktivitet til mere landbrugsvenlige himmelstrøg. Måske er det lige netop meningen? Som Otto Brøns-Petersen udtaler: “Ideen med den europæiske klima- og landbrugspolitik er at flytte landbruget fra de effektive landbrugslande i Nordvesteuropa til Central- og Østeuropa!”
Og oven i alle de praktiske fortrædeligheder, må madproducenterne også finde sig i at blive svinet til på det groveste af mennesker, der tror, at mad er noget, der gror i Supermarkedernes kølediske.
Og selv os, der søger ud på havet for at producere store ørreder i havbrug, som er en meget lønsom og ressource effektiv produktionsform kan ikke få lov at til at udvide, men må kæmpe hårdt mod komplet usaglige kræfter for bare at få lov til at beholde den nuværende kapacitet.
Hvad er der galt med grønne ambitioner?
Naturen, vandmiljøet og klimaet skal have sit men ikke på bekostning af andre og vigtigere samfundsudfordringer, hvor sikkerhed forsyning med mad- og energi ligger helt i toppen. Så må det tage den tid, det tager, at løse de andre udfordringer, hvilket vil ske helt af sig selv i takt med at vi bliver rigere og dygtigere. Som Inger Støjberg har udtalt, går jorden ikke under, fordi vi tager os god tid til at finde de rette teknologiske løsninger.
Europas opvågning – og Danmarks chance
Måske er der lys for enden af tunnelen. Der er tegn på, at flere europæere begynder at indse, at omkostningerne ved en forceret grøn omstilling klart overskygger gevinsterne. Når endnu flere jobs i mad- og bilproduktion flytter til Kina mm., står vi Europæere så ikke bare tilbage og klør os i hovedet mens vores økonomi skrumper?
Lad lukningen af slagteriet i Ringsted være det wake-up call, der får politikerne til at genoverveje vilkårene for dansk madproduktion, inklusive lempelsen af restriktionerne for havbrug. Vi er trods alt et landbrugsland par excellence – lad os udnytte det både på land og til havs!
