Martin Ågerup skriver altid gode bøger. De er klare, kontante, letforståelige, mundrette og underholdende uden at være poppede. Dette gælder også for hans seneste bog: “Hvad det vil sige at være borgerlig”, som vi (Inge & Karl Iver Dahl-Madsen) vil anmelde i denne blog.

Den første bog, jeg læste af Martin Ågerup, var “Dommedag er aflyst”. Baggrunden herfor var, at jeg i 1997 fik et job som DANIDA-rådgiver med at undervise miljøingeniører på Asian Institute of Technology i Thailand. Det gav mig anledning til at sætte mig ind i international udvikling og miljø. I den forbindelse stødte jeg på Julian Simon, som Martin også nævner i sin bog i forbindelse med sin beskrivelse af det borgerlige fremtidssyn, som baseres på rationel optimisme. Pointen er, at mange små lokale skridt over tid kan føre til meget store fremskridt og afmontere svære udfordringer.

DALLe: Hvordan spiser man en elefant: En bid ad gangen

Julian Simon inspirerede Martin til sin bog, men også Bjørn Lomborg blev inspireret af Julian, og det gav anledning til, at han skrev sine berømte seks kronikker i Politiken om verdens sande tilstand.

Jeg læste Julian Simon med stor fornøjelse og afsluttede mit virke i Københavns Kommunes miljøkontrol ved at holde det første af en lang række foredrag om vækst uden grænser og om, at jorden ikke går under på fredag.

I sin nye bog argumenterer Martin godt for, at man ikke kan navigere i verden uden en ideologi. En god ideologi skal baseres på solid viden om den verden, man lever i. Martin beskriver det borgerlige syn på viden, som i høj grad handler om, at viden er konkret og lokal og ikke kun generel og abstrakt. Man kan komme frygteligt galt afsted med sin politiske ideologi, hvis man som socialismen baserer sine politiske holdninger på en komplet fejlagtig opfattelse af menneskets natur, og om hvordan verden fungerer.

Fra bogpræsentationen i CEPOS, foto: Inge Dahl-Madsen

Martin anerkender naturligvis, at man i forbindelse med folkestyre bliver nødt til at være pragmatisk og kunne indgå kompromisser. Men han advarer stærkt imod den såkaldte principløse pragmatisme, hvor man er ligeglad med kompromisets indhold, men blot sigter efter at lave et kompromis for at være med i det gode selskab eller deltage ved voksenbordet, som Henrik Dahl ville sige.

Martin giver gode eksempler på denne principløse pragmatisme, for eksempel i form af Hjort-doktrinen, hvor man trækker den økonomiske politik mod venstre blot ene og alene for at ville beholde magten.

Mit eget eksempel på den principløse pragmatisme er den strategi, som Landbrug & Fødevarer har valgt i forhold til vandmiljø og klima. Dansk landbrug bliver udsat for det ene horrible, urealistiske krav efter det andet. Men i stedet for at sige klart fra, går man ind i forhandlinger for at undgå, at det bliver endnu værre, hvilket i de seneste 25 år blot har betydet, at det er blevet mere og mere vanskeligt – og måske snart umuligt – at være dansk madproducent.

DALL2 Om et misreguleret dansk landbrug

Martin beskriver, at der nu er bred anerkendelse af, at socialismen som system ikke dur. Den fører konsekvent og systematisk til nød, undertrykkelse, diktatur og pludselig død. Men i stedet har man så fundet ud af at bruge begrebet “velfærdssocialisme”, hvor målet i stedet for at socialisere produktionsapparatet er at socialisere borgerne.

“Velfærdssocialismens visionære grundantagelse er, at borgernes problemer skyldes uretfærdige strukturer i samfundet; derfor må samfundsproblemer forstås som politiske problemer, som politikerne vil løse ved at regulere og beskatte.”

Det er jo en umulig opgave, da vi mennesker er fejlbarlige, bekymrer os mest om os selv og vores nærmeste og bestemt ikke ønsker at være et redskab for, hvad staten godt kunne tænke sig at bruge os til. Se bare hvordan Mette Frederiksen har rodet sig ud i problemer, ved sine moralprædikener for at få folk til at arbejde mere for samfundets skyld i stedet for at fokusere på økonomiske incitamenter.

Martin påpeger den vigtige forskel mellem individuel ansvarlighed og politisk ansvarlighed, og at det i praksis er voldsomt svært at stille politikere til ansvar for deres beslutninger. Som eksempel nævner Martin det urimelige og uansvarlige i at foreslå at bruge gode landbrugsarealer til at fremstille biobrændstoffer, med den konsekvens, at mad bliver dyrere og at mange mennesker får for lidt mad. Dette er nu anerkendt af de fleste, men ingen af de politikere, der var med til at træffe de tossede beslutningen, er på nogen måde blevet holdt ansvarlige.

Hvordan komme vi af med velfærdssocialismen?

Martin kommer med mange gode forslag til, hvordan vi kan komme af med velfærdssocialismen.

Han foreslår indlysende, at vi indfører et regelstop, som man har gjort i en af Canadas delstater, således at for hver ny regel man indfører, skal man afskaffe to.

Martins vurdering af den socialdemokratiske igangværende deroute er jeg sådan set enig i, men jeg tror/håber, at det kommer til at gå meget værre for Socialdemokratiet end som så. Efter at socialismen er død, er Socialdemokratiet blevet et rent magtparti uden sjæl. Vi ser, at det er forsvundet fra den politiske sfære i mange europæiske lande, og efter min vurdering vil Danmark på et tidspunkt opleve det samme. Så kan vi komme tilbage til den klassiske situation, hvor den politiske kamp står mellem konservative og de liberale, hvor man har en kvalificeret og reel diskussion om, hvor meget staten skal bestemme i forhold til individet.

Martin peger helt korrekt på, at vi aldrig nogensinde får øget produktiviteten af de individuelle offentlige ydelser uden at de bliver konkurrenceudsatte. Men her synes jeg godt, at både Martin (og CEPOS) kunne være lidt mere klare i mælet og sige, at der ikke længere bør være en diskussion om, hvorvidt vi skal konkurrenceudsætte det individuelle offentlige forbrug, men hvordan. Kommuner og staten bør overlade det til private leverandører at håndtere velfærdsydelser som sundhed, ældrepleje og alle uddannelser.

DALLe Ikke om, men hvordan

Så kan man altid diskutere i hvor høj grad, det skal være det offentlige, der betaler ydelserne, eller om det skal være et forsikringsbaseret system. Ligesom der kan være særlige sektorer, hvor det offentlige stadigvæk skal træde til.

Læs & Nyd

Hvis du ikke allerede har læst bogen, sås skynd dig at få det gjort. Her er en link: Få Hvad det vil sige at være borgerlig af Martin Ågerup som Hæftet bog på dansk – 9788773395172 (saxo.com)

Og til slut en hyldestsang til Martin og bogen i Walt Whitman stil:


Tilmeld dig nyhedsbrevet

One Comment

  1. Søren Holst Kjærsgård says:

    Socialismen bygger den forestilling, at der er en elite, der ved bedst , og samtidig har en særlig indsigt i, hvad der godt og dårligt. Platon mente, at denne elite skulle regere og skabes ved at undervise kvikke unge mennesker i at skelne mellem godt og ondt..

    Og det bygger på Sokrates’ postulat, at et menneske vil vælge det gode, hvis det er oplyst om, hvad der er godt. Dette er naturligvis rent nonsens.

    Ikke kun socialisterne tror på det, men langt hen ad vejen også de radikale, der jo nu igennem 120 år har demonstreret manglende afstandtagen fra onde ideologier som kommunisme og islam.
    Og Børge Outze skrev i sin nekrolog over Erik Scavenius: “Han fattede aldrig afgrundsdybden i nazismens væsen”.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.