Både klima- og vandmiljøområdet (og sikkert mange andre områder) er fyldt med aktivistiske forskere, der udvælger og præsenterer de data, der passer i deres kram, overdriver problemerne og underdriver omkostningerne ved at løse dem. De er en pestilens for den offentlige debat – godt hjulpet af medierne som giver fri taletid til de aktivistiske typer. Mens den tørre og lidt kedelige saglighed har svære kår.
Heldigvis er der andre end mig, der kan se det. Her er en god artikel om emnet ovenikøbet i et af Natures tidskrifter: The importance of distinguishing climate science from climate activism
Vigtigheden af at skelne mellem klimavidenskab og klimaaktivisme
Her er et dansk resume:
Artiklen “Vigtigheden af at skelne mellem klimavidenskab og klimaaktivisme” af Ulf Büntgen argumenterer for behovet for at holde klimavidenskab og klimaaktivisme adskilt for at bevare videnskabens troværdighed og objektivitet. Büntgen udtrykker bekymring over, at en stigende tendens blandt klimaforskere til at engagere sig i aktivisme kan føre til interessekonflikter og politisering af videnskabelige resultater. Han understreger, at forskere bør forblive objektive og ikke have en forudindtaget interesse i deres studiers udfald.
Büntgen fremhæver også farerne ved aktivister, der udgiver sig for at være forskere, hvilket kan føre til selektiv og strategisk kommunikation af videnskabelige oplysninger. Dette kan skabe forvirring blandt politikere, interessenter og offentligheden, og det kan skade opbakningen bag miljø- og klimasikring.
Artiklen påpeger, at klimavidenskaben ofte bliver misbrugt til at fremme forudbestemte politiske dagsordener, hvilket kan underminere videnskabelige principper og akademisk troværdighed. Büntgen argumenterer for, at klimavidenskab og klimaaktivisme bør adskilles konceptuelt og praktisk, og at videnskabelige kommunikationsaktiviteter bør fokusere på at informere og engagere offentligheden uden at blive forvekslet med aktivisme.
Forfatteren kritiserer også IPCC og andre store organisationer for at overdrive forståelsen af den menneskeskabte opvarmnings hastighed og for at blande videnskab og politik. Han understreger behovet for en mere nuanceret og balanceret tilgang til klimavidenskab, som kan informere politiske beslutninger uden at diktere dem.
Til sidst anbefaler Büntgen, at klimavidenskaben skal forblive neutral og undgå selektivitet og overdrivelser, der kunne fremstå som aktivisme. Han opfordrer politikere til at søge og overveje nuancerede oplysninger fra et bredt spektrum af forskere og institutioner, for at sikre en pålidelig og troværdig klimapolitik, der understøtter både afbødning og tilpasning til klimaændringer.
Her er et rammende citat fra artiklen:
Jeg er bekymret over, at klimaforskere bliver klimaaktivister, fordi forskere ikke bør have forudindtagede interesser i udfaldet af deres studier. Ligeledes er jeg bekymret over aktivister, der udgiver sig for at være forskere, da dette kan være en vildledende form for instrumentaliseret videnskab.
