En af de suverænt største succeser ved den måde, vi har indrettet vores samfund på, som skaber økonomisk vækst og teknologisk udvikling, er, at børnedødeligheden i alle lande i verden, inklusive Danmark, er faldet markant i de sidste par hundrede år.
Nedenfor kan ses kurven over udviklingen i Danmark siden 1835. Kilden er Our World in Data.
Det er svært at sætte ord på, hvor gunstig denne udvikling er. Der er faktisk stort set kun én ting i menneskenes liv, der er værre end at miste et lille barn, og det er at miste et voksent barn. Heldigvis sker begge dele meget sjældent i et moderne og veludviklet land som Danmark. Men det er dog ikke så mange år siden, at det selv i Danmark var almindeligt forekommende.
Min familie har i udpræget grad fulgt den demografiske transition, som følger af økonomisk vækst. Min far havde 16 søskende. En af dem døde inde han blev 5 (ca. 6 %), og en døde inden han blev ti år (Også 6 %). Det passer tilsammen godt med statistikken på det tidspunkt, som var i begyndelsen af 1900-tallet. Jeg selv har haft fire søskende (2 er døde som gamle/voksne), og min hustru og jeg har to børn (som begge lever godt). For den matematisk interesserede svarer det jo til en kvadratisk række med hensyn til udviklingen.
Den udvikling, jeg lige har vist for Danmark, ser vi i alle lande i verden, for de flestes vedkommende noget senere end den for alvor gik i gang i Danmark. Det overordnede billede globalt set kan ses i denne figur fra Our World in Data, som viser udviklingen i børnedødeligheden for børn under 15 år.
Den viser, at normaltilstanden for jæger-samlersamfund var en dødelighed på omkring 50%. Det er jo mirakuløst, at vi nu i den rige del af verden er kommet ned under én procent.
Tallene er nu så lave, at det er svært at forestille sig, at man kan komme ret meget længere ned, men vi skal da arbejde på det så godt, vi kan. Et barn er en gave for familien og for menneskene, og vi skal ønske både for den enkelte familie og for samfundet som helhed, at vi får mange flere af dem, og at de lever sundt og længe.