Agerskovgruppen er en forening af landmænd i Sønderjylland, som har til formål at fremme landbrugserhvervets generelle rammevilkår. Den er kendt for at udtale sig mere bramfrit om landbrug, klima og miljø, end L&F på Axelborg. Repræsentanter for gruppen blev interviewet i forrige uges Weekendavis: Weekendavisen, Tomme traktortrusler (Bag betalingsmur)

Her er en pressemeddelelse fra Agerskovgruppen. (Som debatindlæg udtrykker det skribentens holdning):

DALLE 3, Agerskovgruppen kritiserer den grønne trepart

Har den grønne treparts forslag overhovedet noget effekt på CO2-udledningerne, og vil de foreslåede tiltag overhovedet kunne dokumenteres som løsninger på klima- og miljøproblemer? Vil nogen nogensinde kunne dokumentere den effekt, de danske tiltag overfor landbruget i Danmark har på den globale opvarmning.

Vi tvivler. Urørt skov og tilplantning med 250.000 hektar ny skov på arealer, hvor landbrugsafgrøder tidligere gav sit store bidrag til fødevareforsyningen, bliver nu til et langt lavere CO2-optag i mange årtier frem. Og for de, der har hede drømme om, at skov nedsætter næringsstofudvaskningen fra arealerne, må vi med videnskabelig dokumentation fra for eksempel Suserup Skov på Sjælland, desværre fortælle, at det ikke bringer lavere udvaskning end ved moderne konventionel planteproduktion.

Vi kan lige så godt erkende det. Det er lykkes et politisk flertal at gøre et lille mindretal – landbruget – til syndebuk for de seneste årtiers voldsomme vækst og forbrug af ressourcer. I stedet for at nedbremse danskernes eksorbitante overtræk på jordens ressourcer med sine mange flyveture, indkøb af ligegyldige kinetisk producerede brug-og-smid-væk produkter, har man fået markedsført ideen om, at lykken er gjort, når dansk landbrug er nedlagt og kornmarkerne plantet til med skov. Bare man lukker landbruget, accepterer at vi ikke behøver at være selvforsynende med fødevarer, og i stedet lader dansk velfærd finansieres af danskproducerede computerspil, tv-serier, fedmemedicin, plasticlegetøj og handel med modetøj.

Væk med den ukrænkelige ejendomsret og den fri næringsret, vi hyldede så meget i den 175 år gamle grundlov, vi har fejret. Vi har lige nedlagt et nærtbeslægtet erhverv, minkerhvervet, og ingen kan vel fortænke os landmænd i at føle, vi nu bliver de næste. Denne gang ganske vist med en langsom kvælning.

Nu står vi på sidelinjen som landets mest udskældte befolkningsgruppe og oplever, at ingen gider gøre noget ved klimaet og miljøet, fordi man mener, afskaffelsen af ejendomsretten, selvejerbonden og en dansk landbrugsproduktion er den bedste måde at redde menneskeheden. I stedet for at lukke klodens mest velfungerende og ressourceøkonomiske fødevareproduktion, så vi landmænd gerne, der blev styr på byernes utætte kloakker, rensningsanlæggenes udledninger, Cheminova, og naturligvis det umådeholdne overforbrug af unødvendige og klimaskadelige luksusprodukter.

Den grønne treparts anbefalinger hjælper ikke mere på klimaproblemerne end det, vi alligevel er i færd med. Den grønne omstilling har vi skam arbejdet med i årevis og er allerede nået langt gennem faglighed og ressourcebevidsthed.

At plante skov på 250.000 hektar god landbrugsjord kan sikkert være sjovt nok, men det redder hverken klimaet eller havmiljøet

Treparten er nu heller ikke mere sikker i sin sag end, at de tager forbehold for, at aftalen lever op til de EU-retlige forpligtelser – og det gør den efter vores vurdering ikke, når treenighedens faglige argumenter skal trykprøves

Yderligere oplysninger: Formand for Agerskovgruppen, Jens Peter Aggesen, tlf. 40176265

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Verified by MonsterInsights