Der var engang i den lille landsby Mols, hvor molboerne besluttede at tage et kæmpe skridt ind i fremtiden. “Vi er trætte af disse gammeldags olielamper!” erklærede de og skævede til de pålidelige lyskilder, der havde tjent dem i generationer. “Vi vil have vindlygter og solfakler! Det er det mest moderne!”
Så de samlede alle deres sparepenge og investerede i de nyeste vind- og solbaserede lys, som de stolt installerede overalt i landsbyen. De stod med armene over kors og beundrede deres fremskridt. “Se, hvor avancerede vi er blevet!”
Men da natten faldt på, og vinden besluttede at tage en pause, blev landsbyen indhyllet i et mørke dybere end en muldvarps hule. “Dette er fantastisk!” udbrød en molbo, mens han famlede efter sin dør. “Tænk på al den energi, vi sparer!”
“Og hvor bæredygtige vi er!” tilføjede en anden, mens han snublede over en høne, der var lige så desorienteret som ham selv. “Ingen olie betyder ingen forurening!”
En ung molbo foreslog forsigtigt: “Måske kunne vi beholde nogle af de gamle olielamper til nødstilfælde?”
“Blasfemi!” råbte de andre i kor. “Vi kan ikke gå tilbage til fortiden! Vi er moderne mennesker nu!”
Så når solen gemte sig bag skyerne, og vinden ikke gad blæse, fejrede molboerne deres teknologiske triumf ved at sidde i bælgravende mørke. De bumpede ind i hinanden og faldt over deres egne fødder, men intet kunne dæmpe deres stolthed. “Dette er prisen for fremskridtet!” sagde de med blå mærker og buler.
Og sådan fortsatte de, stolte over deres blinkende vindlygter og uforudsigelige solfakler, overbeviste om, at de levede i fremtidens lys—selvom de knap nok kunne se en hånd for sig. Hvis ikke det er moderne, ja, så ved de ikke, hvad der er!
