Pointen er ikke, at Sahara nødvendigvis bliver grønt. Pointen er, at en ærlig klimadebat må rumme begge sider. Hvis usandsynlige katastrofer fortjener spalteplads, gør usandsynlige muligheder med meget store gevinster det også.
Modi er premierminister for inderne – ikke for den europæiske klimabevægelse.
Det mærkelige er ikke, at en mand ved et middagsbord ikke ved noget om klimaøkonomi. Det mærkelige er den selvfølgelige skråsikkerhed. Den lille moralske overdommer, der straks dukker op, når nogen vover at spørge til regningen.
Den offentlige debat bliver smallere, når de store medier ikke længere opfører sig som nysgerrige oplysere, men som forvaltere af den korrekte fortælling.
2025 var ikke et mirakelår. Det var endnu et datapunkt i en langsigtet, solid og veldokumenteret trend: Mennesker dør i dag langt sjældnere af ekstremt vejr end tidligere – også i en varmere verden.
Indtil fornuften vender tilbage, må vi nøjes med Lars Trier Mogensens program som en ugentlig påmindelse om, hvor galt det kan gå, når ideologi trumfer virkelighed. Husk blodtryksmedicinen.
Historien om et “uundgåeligt globalt kollaps” af koralrev er elendig videnskab og formidling. Der er problemer, ja – men også genvækst, variation og tilpasning
Pielkes artikel minder os om en ubehagelig sandhed: Politikere, der lover grøn omstilling uden prisskilt, har kort halveringstid.
Fremtidige undersøgelser bør koble holdninger til pris, alternativer og adfærd – ellers svarer vi alle sammen stadig “ja” til en grønnere verden og “ja tak” til billige flybilletter fredag eftermiddag.
Hvis DR’s logik holder, vil I stadig påstå, at havisen forsvinder, selv hvis den forbliver uændret de næste 100 år.
