Min ansættelse som DANIDA rådgiver på Asian Institute of Technology sluttede med en herlig oplevelse, et seminar om Growth Unlimited – Dahl-Madsen i 1999.
Siden da har jeg arbejdet med skrive en dansk bog om emnet med titlen Vækst uden Grænser.
Den bliver udgivet i foråret 2025 på familieforlaget Kolbein. (se vores øvrige bøger her: Kolbeins bøger – Dahl-Madsen.)
Jeg har skrevet den første skitse til mange af kapitlerne i en klummeserie, jeg skrev for Børsen i perioden fra 2013-17. Børsen blogs | Karl Iver Dahl-Madsen. Jeg vil nu bringe dem her i en opdateret form, dels for at sikre at de ikke forsvinder i Cyberspace, dels for at få kritik og kommentarer, som kan indarbejdes i den endelige bog.
Her er et af de indledende kapitler:
Vejen til overflod
Menneskenes historie i nyere tid er egentlig ret enkel. Vi bliver stadig flere, vi lever stadig længere, og vi bliver stadig rigere. Der er dog store udsving på vejen, og udviklingen har haft midlertidige omkostninger for naturen. I den rige del af verden ser vi dog, at tilbagegangen i biodiversitet, som er en nødvendig omkostning ved menneskelig udvikling, er begyndt at vende. Vi ser faktisk, at vi skaber og genopretter naturen på måder, som tidligere virkede umulige.
Hvis vi ser ind i fremtiden, er det ligeledes en kendsgerning, at der ikke er fysiske begrænsninger, der forhindrer 10+ milliarder mennesker i at leve i materiel overflod. Faktisk på mindst samme niveau som den højere middelklasse i USA lever på i dag. Samtidig er det givet, at naturen vil komme til at stortrives, hvis vi bruger højteknologiske løsninger.
Dette er et budskab, der overrasker mange, fordi medierne flyder over med dystopiske varsler om økologisk dommedag og knaphed på alt mellem himmel og jord. Det er den samme type dommedagsfortællinger, som for eksempel Malthus fremførte i 1700-tallet, hvor han forudsagde en global hungersnød som følge af befolkningstilvæksten. Men Malthus tog fejl dengang, og nutidens dommedagsprofeter gør det samme. Teknologiske fremskridt og menneskets innovationskraft har gang på gang bevist, at vi kan bryde gennem barrierer og vende knaphed til overflod.
Der ville da helt sikkert være grund til bekymring, hvis der virkelig var reelle fysiske begrænsninger for udviklingen mod overflod. Men disse begrænsninger eksisterer ikke i praksis. Den vigtigste fysiske faktor er energi. Hvis vi har energi nok, kan alle fysiske knapheds- og forureningsproblemer løses. Og energi er der rigeligt af. I dag bruger menneskeheden kun 1/8000-del af den solenergi, der rammer jorden, og tænk så på al den energi, der rammer ved siden af.
I dag bruger vi primært solenergi, der er lagret i form af kul, olie og gas. Det er stadig for dyrt at bruge den direkte indkommende solenergi i stor skala, men det er et spørgsmål om tid og udvikling af rumteknologi. Ligeså med kernekraft og potentielt fusionsenergi – energien er der i rigelige mængder til at sikre en fremtid i overflod. En fremtid hvor mennesket kan nå nye højder uden at ødelægge den verden, vi er afhængige af.
Når jeg diskuterer disse ting, møder jeg tit den påstand, at jeg er det eneste menneske i verden, der har dette synspunkt. Det generer mig nu ikke særligt, da kendsgerninger ikke afgøres ved afstemning. Men for god ordens skyld er der mange andre derude, som jeg har ladet mig inspirere af eller som er kommet til samme konklusion.
Jeg vil her gerne fremhæve nogle forfattere og værker, der kan anbefales til den, der ønsker et retvisende billede af verdens tilstand og fremtid, og ikke blot den skævvredne udgave, som de etablerede medier med DR og Politiken i spidsen præsenterer.
Herman Kahn er første på listen. Kahn var en pioner inden for fremtidsforskning og mest kendt som strategisk kernevåbenanalytiker. Han udtalte for cirka 50 år siden, at hvis nok mennesker virkelig blev overbeviste om, at vækst skulle stoppes, ville milliarder af andre blive berøvet ethvert realistisk håb om at opnå de muligheder, som de mere heldige allerede nyder. Dette er et udsagn, der er mindst lige så aktuelt i dag som dengang.
En af de mest markante fortalere for vejen til overflod er Julian Simon. I sit hovedværk The Ultimate Resource II argumenterer Simon for, at den eneste virkelig knappe ressource er menneskelig kreativitet og innovation. Hans synspunkt er klart: “De materielle livsbetingelser vil fortsætte med at blive bedre for de fleste mennesker, i de fleste lande, det meste af tiden, i uendelig tid.” Han blev kendt som “Doomslayer”, da han igen og igen nedskød dommedagsargumenterne fra folk som Paul Ehrlich, der om nogen har levet af at male apokalyptiske fremtidsbilleder.
Julian Simons tanker var i høj grad inspirationen for Bjørn Lomborg, der i slutningen af 1990’erne satte sig for at undersøge Simons påstande sammen med sine studenter. Lomborg havde forventet at modbevise Simon, men måtte erkende, at Simon faktisk havde ret. Dette førte til, at Lomborg udgav The Skeptical Environmentalist, hvor han gav en faktuel og nuanceret fremstilling af verdens tilstand. Den store furore, der fulgte, viste hvor dybt den antivækst-orienterede tankegang havde rodfæstet sig. Lomborg blev en torn i øjet på mange, netop fordi han brød med den dominerende fortælling om, at vi er på vej mod en økologisk afgrund.
En anden stemme i samme retning er Martin Ågerup, der med Dommedag er aflyst argumenterede for, at de mange dommedagsscenarier simpelthen ikke hører hjemme i en verden, hvor teknologi og menneskelig innovation kan løse de udfordringer, vi står overfor.
Et par nyere værker, som også følger i Simons fodspor, er Indur Goklany‘s The Improving State of the World (2006) og Matt Ridley‘s The Rational Optimist (2011). Begge bøger præsenterer et nøgternt syn på udviklingen og dokumenterer, hvordan de fleste indikatorer for menneskelig velfærd peger i den rigtige retning.
Steven Pinker er også værd at nævne. I Enlightenment Now (2018) præsenterer Pinker data, der viser, hvordan menneskelig velstand er steget over tid, og argumenterer for, at oplysningstidens værdier som fornuft og videnskab har været drivkræfter for denne positive udvikling.
Hans Rosling udfordrer i Factfulness (2018) vores misforståelser om verdens tilstand og viser gennem data, hvordan mange aspekter af menneskelig velfærd er forbedret markant. Rosling præsenterer et realisitsk syn, baseret på fakta og statistik, som står i kontrast til den ofte dystre medieformidling.
Lars Tvede bidrager også til denne optimistiske fortælling. I The Creative Society (2015) analyserer Tvede, hvordan kreativitet og innovation har drevet samfundsmæssig udvikling, og argumenterer for, at disse faktorer vil fortsætte med at skabe velstand i fremtiden.
Jeg vil slutte med et citat fra The Economist, der altid kan holde mit humør oppe, når jeg bliver konfronteret med pessimismen på sociale medier: “By contrast, the prophets of abundance, who insist that no crisis is looming, get little media coverage. They are irrepressibly, sometimes irritatingly, optimistic. So far, they have also almost always been right.” (The Economist, Dirt Poor, March 21st 1998).
Selvom vejen til overflod måske ikke er uden udfordringer, er det essentielt at huske, at historien viser os, hvor meget menneskelig kreativitet kan overvinde. Den næste gang, nogen påstår, at vi alle er på vej mod en verden af knaphed og krise, så tænk tilbage på de mange gange, vi allerede har modbevist denne type dommedagsscenarier. Vi har energi nok, viden nok og først og fremmest viljen til at finde nye løsninger – og derfor er vejen til overflod stadig helt åben.
