Politiske aktivister forklædt som RUC forskere

Gæsteindlæg af Nikolaj Bøgh

Fra Nikolaj Bøghs Facebookside:

“På RUCs hjemmeside har der nu i de sidste 10 dage ligget en støtteerklæring til palæstinenserne i den aktuelle konflikt mellem Israel og Gaza, underskrevet af en større gruppe danske Mellemøsten-forskere og undervisere.

Den rummer en totalt ensidig kritik af Israel uden så meget som et eneste ord i sympati med de civile israelere, som i de senere uger har oplevet Hamas’ raketter regne ned over deres byer i tusindvis.

Israel kaldes for en apartheidstat, selvom det forskningsmæssige belæg for det prædikat – ligesom resten af erklæringens svulstige sprog – forekommer meget overfladisk og tvivlsomt, ikke mindst når man tager i betragtning, at det er veluddannede mennesker, der har skrevet den under.

Israel kan man kritisere for mange ting, og de har bestemt begået alvorlige fejl i årenes løb, men at kalde dem en apartheidstat er langt ude – og en devaluering af det forfærdelige regime, som Sydafrika under apartheid faktisk var. I disse dage ser det ud til, at et arabisk parti for første gang nogensinde bliver en del af den israelske regering, og arabere udfylder mange funktioner i det israelske samfund.

Den totale ensidighed i en dybt kompliceret og mangeårig konflikt, og den manglende sympati med de civile israleske ofre er usympatisk og ikke fremtrædende universitetsforskere værdigt, ligesom det er ganske besynderligt og uacceptabelt, at RUC har den slags liggende på hjemmesiden, som om det var institutionens egen officielle holdning.”

Heldigvis har Folketinget erkendt problemet og vedtaget dette:

“Folketinget har den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik. Universiteterne er oprindeligt et særkende for Europa, med rødder i middelalderen. I vore dage fungerer de som afgørende samfundsinstitutioner, der danner en ramme om den frie og kritiske tænkning. Grundprincippet i det frie universitet er en akademisk selvregulering. Den består i, at forskersamfundet gennem fri og kritisk debat når til konsensus om såvel de idéer, forskersamfundet anser for at være levedygtige, som om de idéer, der i lyset af den kritiske debat ikke lader sig opretholde. Folketinget har den samme ret som alle andre forsamlinger af borgere, eller borgere enkeltvis, til at udtrykke holdninger til forskningsresultater. Men det bestemmer ikke, hvad der kan forskes i, eller hvordan.”