Gæsteindlæg af Ryan Smith, bragt på Facebook den 13/7-2021
Woke er betegnelsen for klima-, race-, trans-, køns- og identitetsalliancen, som de seneste år har haft travlt med at afmontere Vestens traditionelle værdier.
Hverken ideologi eller logik hænger dog sammen. Hver dag kan man logge på nettet og se rationelle sjæle pille woke fra hinanden. Intellektuelt har bevægelsen ikke et ben at stå på.
Alligevel bliver woke ved med at komme. Mange ville endda sige, at woke er ved at vinde kulturkampen.
Tidligere forsøg på at imødegå woke har talt:
- Den canadiske professor i psykologi Jordan Petersons forsøg på at løbe en snusfornuftig centrum-højre position igang.
- Den centristiske intellectual dark web-bevægelse hvor kommentatorer som Douglas Murray, Maajid Nawaz og Sam Harris har udstillet wokes autoritære og kulturmarxistiske tendenser i et forsøg på at generobre den politiske midte.
- Og den ansete socialpsykolog Jonathan Haidts forsøg på at se wokes hysteri som de sidste faser af en forkælet og overbeskyttet ungdom.
Ingen af disse forsøg har imidlertid båret frugt. Klima-, race-, trans-, køns- og identitetsalliancen står stadig stærkt. Man kan tilsyneladende ikke vinde over woke.
Skal man tro den svenske kommentator Malcom Kyeyune, har de tidligere forsøg på at afmontere woke det til fælles, at de ser woke som ideer, når woke i virkeligheden er noget andet. Derfor vil forsøg nummer 10.0001 på at afmontere woke med logik heller ikke ændre noget.
I stedet kan woke ses som det, den russisk-amerikanske tænker Peter Turchin har kaldt en overproduktion af eliter. Det er, når et samfund opfostrer flere potentielle eliter, end det kan absorbere i dets magtstruktur. Ifølge Turchin skaber det ustabilitet, da de eliter, som ikke kan absorberes, føler forurettelse over deres lave status.
I vor tid er de overproducerede eliter journalister, NGO’er og folk med ubrugelige uddannelser. Vi er ikke længere i 1980’erne, hvor en lang uddannelse eller evnen til at udtrykke sig på skrift i sig selv garanterer anseelse eller høj levestandard. Men mange af de woke er tidligt i livet blevet fortalt, at det var tilfældet.
De wokes krav på velstand og status kan ikke opfyldes af nutidens orden. Efterspurgte evner, som revision, programmering og finans er typisk ikke de evner, de woke har. I stedet søger de så at kanalisere flere af samfundets ressourcer over i jobs, de *kan* udfylde: LGBT+-workshops, racebevidsthedskurser, ligestillingsseminarer, integrationsprojekter og verdensmålscertificering.
Woke skal dog ikke kun forstås som et spørgsmål om kroner og ører: Når medlemmerne af én klike — iværksættere, opfindere og finansgenier — høster en stor del af samfundets beundring, rammes de uabsorberede ikke kun på pengepungen, men også på selvfølelsen. “Det er ikke fair, at de andre løber med al opmærksomheden — folk skal også lytte opmærksomt, når jeg udbreder mig om køn.”
Er interessen der ikke, må man skabe den. Her er et let greb det moralske: Kan man vise, at den eksisterende prestigegruppe er racistisk, sexistisk eller detslige, glider den opmærksomhed, den gamle gruppe nød, jo naturligt i hænderne på den gruppe, som fældede den.
Wokes påståede moralske overhøjhed er således ikke kun et spørgsmål om inklusion, tolerance, diversitet eller forståelse. Den er også et våben, som kan bruges til blackmail af det omkringliggende samfund. Beskyttelsespengene og agtelsen den uabsorberede elite kræver, hvis ikke privatpersoner, arbejdspladser og offentlige institutioner skal udskammes som tankeforbrydere eller indhylles i shitstorms.
Derfor har Mette Frederiksen og den højrepopulistiske bølge fat i noget, når de forsøger at forbigå de uabsorberede eliter for i stedet at appellere til almindelige mennesker. Arne-pension og Trumps forsøg på at bringe industriarbejdspladser tilbage til USA er muligvis ikke sund økonomisk politik, som eksperter forstår den. Men de er forsøg på bygge brede politiske koalitioner ved at lade almindelige mennesker få del i de ressourcer, som som ellers skulle været gået til at formildne og bestikke de frustrerede og uabsorberede eliter.
Peter Turchins teori om overproduktion af eliter har noget for sig.
Den lyder som en direkte fortsættelse af Parkinsons Lov(e), der forlængst har vist sin(e) gyldighed(er)!