Dette er et gæsteindlæg i udvidet udgive som har været bragt i Weekendavisen.
Jens Olaf Pepke Pedersen, Seniorforsker, DTU SPACE
Rapporterne fra FNs klimapanel (IPCC) minder en del om El Niño-fænomenet. De kommer med fem-syv års mellemrum, tiltrækker sig stor opmærksomhed og toner så ud igen. Mandag i denne uge offentliggjorde IPCC for sjette gang siden 1990 en rapport om klimaets tilstand, og helt forudsigeligt stod politikere, ngo’er og journalister i kø for at erklære, at klimaet har det endnu værre end frygtet, og at klokken endnu engang er fem minutter i tolv på dommedagsuret.
Klimapanelets opgave er at gøre status over klimaforskningen, og det er et enormt arbejde. Den nye rapport om det fysiske grundlag for klimaet er på næsten 4.000 sider med tusindvis af referencer. Til foråret udkommer en rapport om klimapåvirkning samt klimatilpasning, mens tredje del i slutningen af 2022 omhandler afbødning af klimaændringer.
Siden 1990 har vi fået en langt bedre forståelse af Jordens klima. Vi ved mere og mere, ikke mindst takket være et omfattende system af satellitter, der konstant overvåger klimasystemet, hvilket har givet bedre data til de stadigt mere komplicerede klimamodeller.
Omtalen af klimarapporterne hæfter sig gerne ved de ekstreme forudsigelser om hedebølger, oversvømmelser og irreversible havstigninger, men hvis man blot har fulgt moderat med i nyhederne fra klimaforskningen, er der ikke de helt store overraskelser i rapporten.
For mit eget vedkommende er det spændende er derfor, hvad forfatterne har lagt vægt på i deres konklusioner. Her er det mest interessante en ny vurdering af klimafølsomheden overfor CO2, det vil sige, hvor meget temperaturen stiger ved en fordobling af CO2-koncentrationen i atmosfæren. Lige nu er koncentrationen steget med 50 procent siden den industrielle revolution, men selvom vi ikke er oppe på en fordobling endnu, fortæller tallet, hvor meget CO2 i atmosfæren bidrager til klodens temperatur. Det er en af de helt store ubekendte i klimaforskningen, og siden slutningen af 1970erne har vurderingen blot været, at tallet lå et sted mellem 1,5 og 4,5 grader. Nu har klimapanelet indsnævret intervallet til et sted mellem 2,5 og 4 grader, med 3 grader som det mest sandsynlige. Den dårlige nyhed er således, at der ifølge panelet ikke er store chancer for, at CO2-følsomheden er meget lav. Den gode er, at de meget høje klimafølsomheder på helt op til fem grader, som nogle af de nye modeller, som er brugt til klimarapportens beregninger, heller ikke er sandsynlige.
En anden interessant nyhed er, at hvor den forrige rapport konkluderede, at det var meget sandsynligt, at mere end halvdelen af temperaturstigningen siden 1950 var menneskeskabt, så konkluderer den nye, at hele temperaturstigningen siden 1850 – altså de sidste 170 år – er menneskeskabt. Dermed afviser panelet helt, at naturlige variationer har haft nogen betydning de sidste 170 år, som dermed ikke kun har været helt usædvanlig i klimahistorien, fordi mennesket har påvirket klimaet, men også derved, at der i hele perioden ikke har været større naturlige klimaændringer. Det lyder ikke særlig sandsynligt i betragtning af at kloden alene indenfor de sidste 1.000 år har oplevet store klimavariationer som middelaldervarmen og den lille istid.
En god nyhed er, at det mest ekstreme scenarie for fremtidens klima (SSP5-8.5) med meget høje CO2-udledninger, hvor CO2-koncentrationen i år 2100 vil være næsten tre gange højere end i dag, nu vurderes til at have en »lav« sandsynlighed. Det har ellers været mediernes yndlingsscenarie, fordi det forudsagde de mest ekstreme ændringer, og ofte præsenteret som »business-as-usual«, selvom det aldrig har været meningen med scenariet. I stedet er det scenariet med mellemhøje udledninger (SSP2-4.5), man regner med at se ved »fravær af yderligere klimaindsats«.
Klimapanelet har to scenarier med lave udledninger, som sidst i dette århundrede holder sig indenfor Parisaftalen, med en temperaturstigning på henholdsvis 1,4 og 1,8 grader siden industrialiseringen. Lige nu følger kloden mellemscenariet, der ender på 2,7 grader, mens vi kan aflyse det ekstreme scenarie, der når op på 4,4 grader.
Der er også godt nyt, når det gælder frygten for, at temperaturstigningerne vil fortsætte langt ind i fremtiden, uanset hvad vi gør. Her har mit eget beskedne bidrag har været at deltage i et modelstudie, hvor vores klimamodel sammen med 17 andre modeller har undersøgt langtidseffekten af CO2-udledningerne. Det samlede resultat var, at yderligere opvarmning fra CO2 stort set stopper med det samme, hvis emissionerne går i nul. Der er ganske vist en forsinket opvarmende effekt af den akkumulerede CO2, men lige nu optager oceaner og skove en stor del af den CO2, vi sender ud i atmosfæren, og det vil de fortsætte med selvom udledningerne stopper. Det skyldes, at vi har ændret den naturlige balance mellem mængden af kulstof i atmosfæren, oceanerne og biosfæren, og derfor vil optaget i havet og skove fortsætte, indtil der igen er ligevægt. Det vil få CO2-koncentrationerne til at falde, og modvirke den forsinkede opvarmning. Ved et heldigt sammenfald ser de to effekter ud til omtrent at ophæve hinanden. Til gengæld vil det tage længere tid inden andre effekter, som havstigningen, aftager.
I sidste uge var der flere nyhedshistorier om, at Golfstrømmen var tæt på at kollapse, men klimapanelet tror ikke, at det er et sandsynligt scenarie i dette århundrede. Panelet har i øvrigt ikke megen tillid til modellernes forudsigelser for Golfstrømmen, som har vist sig ikke at passe med observationerne.
Det er næppe overraskende, at der med det varmere klima også er kommet flere varmerekorder, flere hedebølger og færre kuldebølger. I de områder, hvor man har lange tidsserier for nedbør, er der også en tendens til mere nedbør siden 1950, og mens monsunen globalt gav mindre regn frem til 1980, hvilket panelet tilskriver luftforurening, er regnen øget siden da, og det kan ifølge panelet skyldes det varmere klima. Panelet mener også, at der i nogle områder som Sydeuropa, USA og Australien er »moderat« sandsynlighed for, at der har været flere vejrforhold, som øger risikoen for naturbrande. På trods af det varmere klima er der imidlertid ikke er nogen tendens til flere tordenstorme, tornadoer, haglstorme eller lyn.
Klimapanelet har fortsat svært ved at se nogen tendenser i antallet af orkaner, hvilket nok skyldes, at man har valgt ikke at medtage de ellers meget citerede analyser, som professor Roger Pielke fra University of Colorado har foretaget, og som blandt andet viser færre orkaner, samt at større ødelæggelser skyldes, at der er mere at ødelægge, fordi flere mennesker bor i kystområder.
Her støder vi på således på klimapanelets svage punkt, nemlig at forfatterne har frie hænder til at udvælge de resultater, de bruger som grundlag for konklusionerne. I princippet bliver rapporterne gennemgået af eksterne faglige bedømmere, og jeg har selv været en af dem, men det er efter min mening spild af tid. I modsætning til forfattere af fagartikler, så bestemmer forfatterne af klimapanelets rapporter selv, om de vil tage hensyn til bedømmernes kommentarer. At rapporterne så yderligere munder ud i et resume, som linje for linje bliver diskuteret, omformuleret og vedtaget af politikere, er en helt en grundlæggende forkert sammenblanding af forskning og politik. I stedet burdde rapportskrivningen overdrages til de videnskabelige selskaber med et krav om, at processen med at skrive rapporterne og udvælge forfattere skal være transparent, hvor det er bedre, at forfatterne fra starten er uenige i stedet for at de er enige. Det har også været foreslået, at når der foreligger et færdigt udkast til rapporterne, skal det gennemgås af et forskerteam, der alene har til opgave at påpege svagheder. Idéen er ikke ny, men bruges i komplekse ingeniørprojekter, som udvikling af nye fly og rumskibe, hvor man forsøger at identificere fejl, der kan få alvorlige konsekvenser.
