Politik kan sommetider (ofte…) være et skamløst erhverv. Det ser vi nu for fuld udblæsning med regeringen Mette Frederiksen, der nægter at trække sig efter en af de største og dyreste skandaler i dansk politisk historie.

Med den primitive undskyldning, at man intet hørte, intet så, intet vidste.

Som om en bestyrelse/direktion i et hvilket som helst seriøst foretagende kunne blive siddende efter, at der var sket så grove ting på deres vagt.

Skamløsheden florerer også i fuldt mål hos regeringens ”hellige” støttepartier, som aldrig forsømmer nogen lejlighed til at forsvare retsstaten – undtagen lige når det går ud over disse partiers politiske ambitioner…

Mine egne overvejelser over sagen er følgende:

1. Det undrer mig, at kommissionen så skråsikkert udtaler sig om statsministerens uvidenhed. Strengt taget kan den jo ikke vide, om hun vidste det. Så de burde have skrevet, at der ikke (endnu) er nogen beviser på forsæt mm. Husk, at embedsmændene ikke udtalte sig under vidneansvar. Måske får piben en anden lyd, når der skal laves en tjenestemandsundersøgelse, hvor topembedsmændene får bagdelen på komedie.
2. Min vurdering er, at naturligvis vidste MF, at det ikke var lovligt. Ellers er hun jo dummere end politiet tillader – hvilket er grov uagtsomhed og derfor strafbart. Og hun siger hele tiden, hvad skulle motivet være? Det er da ganske klart: hun ville ikke risikere, at der blev sat lys på beslutningen, så den ikke kunne gennemføres, både fordi hun var bange og i panik, men også fordi nogen af hendes støttepartier varmt ønskede minkerhvervet aflivet af andre grunde end de sundhedsfaglige.
   Hellere tilgivelse end tilladelse.
3. I min bog er det dårlig ledelse og grov uagtsomhed at bruge ”Management by Fear” og derved skræmme alle sine omgivelser fra vid og sans, så de ikke tør fortælle om de ubekvemme ting.
   Det er ligeledes grov uagtsomhed at forcere en beslutning af så vidtrækkende karakter igennem uden at sikre sig en second opinion på det sundhedsfaglige – det har jo senere vist sig, at der ikke var nogen sundhedsfaglig begrundelse for en så dramatisk beslutning. Tværtimod har Corona vist sig som en epidemi med meget få reelle konsekvenser for folkesundheden.
   Det er grov uagtsomhed ikke at lade folk få tid til at læse beslutningsgrundlaget – lidt ligesom Nordisk Fjer, hvor direktøren forhindrede den uduelige bestyrelse i at læse regnskabet inden underskriften.
   Og det er grov uagtsomhed ikke lige at sove på beslutningen, som jo på ingen måde hastede så vildt. (som fru Inge altid siger når jeg jamrer mig utidigt: Tag det nu roligt). Man kunne i ro og mag have pelset alle produktionsdyrene, en proces som allerede var i gang. Og så kunne man, når det var overstået have fundet ud af om avlsdyrerene skulle bevares.

Min konklusion er skarp og direkte:

Hvis Mette Frederiksen ikke får en ubetinget fængselsstraf for det skandaløse ulovlige forløb, er Danmark ikke længere en retsstat.