En varm fremtid med masser af mad

Foredrag i London: Klimarealisme på besøg hos GWPF

Den 29. april 2025 holdt jeg et foredrag i London for den britiske tænketank Global Warming Policy Foundation (GWPF). Invitationen kom fra GWPF’s tidligere direktør, Benny Peiser, som havde hørt mig præsentere tilsvarende budskaber på den skandinaviske klimarealistkonference i Göteborg i efteråret 2024. (se videoen her, GWPF udgiver senere en video fra arrangementet). GWPF’s nye direktør, Lord Mackinlay, introducerede mig for de fremmødte.

Lokalet var fyldt med 30 engagerede deltagere, og stemningen var forventningsfuld – ikke mindst fordi samme dag bød på en påmindelse om energipolitikkens udfordringer: et massivt strømsvigt ramte store dele af Spanien og Portugal, hvor millioner pludselig stod uden strøm, og fordi jeg kort før foredraget – oplyst af forsamlingen – havde fået nyheden om, at den tidligere premierminister Tony Blair netop var sprunget ud som klimarealist. The Climate Paradox: Why We Need to Reset Action on Climate Change

Det satte en helt passende ramme for mit foredrag om klima og fødevarer.

Klima i en birolle for verdens fødevareproduktion

Foredragets hovedbudskab var klart: Klima og vejr spiller en underordnet rolle i den globale fødevareproduktion. Historien viser, at menneskelig innovation og gode samfundsforhold vejer langt tungere. På trods af et varmere klima har verden aldrig produceret så meget mad som i dag, og høstudbytterne er steget hurtigere, end vi kan nå at spise dem. Disse enorme forbedringer skyldes bedre såsæd, gødning, pesticider, kunstvanding og landbrugspraksis – kort sagt teknologi og knowhow.

Vi diskuterede også, hvordan globaliseret fødevarehandel beskytter os mod lokale vejrmæssige udfordringer. I dag kan en region med tørke importere korn fra en anden del af verden, så længe økonomien og politikken tillader det. Kornkamre rundt om på kloden supplerer hinanden, og fødevarelagre samt globale markeder udglatter udsving, som tidligere kunne udløse hungersnød.

Et andet vigtigt punkt var fænomenet “peak landbrugsareal” – at verden allerede har passeret toppen for, hvor meget landbrugsareal vi bruger. Siden 2000’erne er det globale landbrugsareal holdt op med at vokse og er endda faldet en smule, samtidig med at produktionen fortsat stiger. Vi producerer altså mere mad på mindre jord, takket være højere produktivitet.

Sult skabes af fattigdom – ikke af klimaet

Jeg fremhævede, at de reelle årsager til fødevareusikkerhed ligger i økonomisk fattigdom, dårlig regeringsførelse og manglende efterspørgselsevne – ikke i klimaet. Hungersnød rammer dér, hvor styret svigter sine borgere, eller hvor krig og konflikt hindrer forsyningerne. Som nobelprismodtageren Amartya Sen sagde: Det er ikke mangel på mad som sådan, men mangel på adgang til mad, der skaber hungersnød.

Konklusionen er enkel: Det er lettere at tilpasse sig klimaet end at tilpasse sig dårlig politik. En varm, men rig og fredelig verden er langt bedre rustet til at brødføde otte milliarder mennesker end en køligere, men fattig og konfliktramt verden.

Middag med modeller og humor

Efter foredraget inviterede GWPF – med Harry Wilkinson, GWPF’s Head of Policy, som vært – min hustru Inge og mig til middag. Blandt gæsterne var Nick Lewis, kendt for sine analyser af klimamodeller og klimafølsomhed, Kathy Gyngell, redaktør af : Climate Watch Archives – The Conservative Woman, samt tegneren Josh: Cartoons by Josh – Saving the planet, one cartoon at a time bla. kendt fra fra bloggen Watts Up With That som under mit foredrag prænsenterede min optræden i en humoristisk tegneserie:

Hans pointe var krystalklar: Everything is getting better (apart from politics).

Lad mig slutte med et aktuelt eksempel, hvor klimaændringer bliver udnævnt som årsag til et madproblem, selv om der er helt andre årsager på. Analysen er af ChatGPT 3o, i “deep research mode”

Chokoladepriser: klima eller politik?

Et køligt kig på kakaomarkedet – uden at stirre os blinde på termometret.

1. Hvorfor taler alle pludselig om dyr chokolade?

Denne påske udlagde The Independent klimaforandringer som hovedskurken bag de rekordhøje kakaopriser. Et hurtigt dyk ned i tallene  afslører dog, at historien er mindre apokalyptisk end avisoverskriften. Når regeringer fastlåser afregningspriserne, plantagerne slides op af sygdomme, og toldsatserne svinger markant, er det ikke underligt, at prisen på kakaobønner hæver sig. Klimaet kan højest siges at spille med i baggrunden som en baggrundsfaktor, ikke hovedforklaringen.

Til gengæld kan man smage den bureaukratiske eftersmag, når ministerier, monopoler og mellemmænd får lov at styre markedsprisen.

2. Udbytte og produktion – det langsigtede billede

Siden begyndelsen af 1960’erne er den globale kakaoproduktion sprunget fra 1,5 mio. ton til 6,4 mio. ton. Samtidig er udbyttet pr. hektar næsten fordoblet. Det betyder, at verden i dag høster langt mere kakao fra et relativt mere kompakt areal, end da The Beatles turnerede, og ingen havde hørt om CO₂‑afgifter.

FAO/Our World in Data

Kort fortalt: Vi producerer mere kakao, hurtigere – selv om termometret det er blevet varmere

3. Hvad koster det så – i virkeligheden?

Nominale priser snyder ofte øjet, så lad os skrælle inflationen væk og konvertere alting til 2025‑dollar. De grønne tal viser, at 1970’ernes prischok stadig overgår klart nutidens niveau:

4. Fire årsager – og ingen af dem staves “klima”

Først og fremmest har Ghana og Elfenbenskysten i årevis holdt deres bønder nede med lave producentpriser. Resultatet blev mindre gødning, ældre træer og en velvoksen smuglerøkonomi. Dernæst raser swollen‑shoot‑virussen gennem plantagerne; at plante nye træer tager fem år, mens markeds‑efterspørgslen tikker i døgndrift. Til det kommer årets El Niño, der skaber en cocktail af tørke og skybrud – vejr, ikke klima. Endelig kaster USA’s nyindførte toldsatser brænde på bålet ved at lokke spekulanter ind på terminsmarkedet.

Når alle disse brikker falder sammen, løftes prisen – uanset, hvad atmosfærens CO₂‑koncentration måtte være på dagen.

5. Hvor peger kompasset?

I den nærmeste fremtid kan Sydamerika, især Ecuador, blive en game‑changer; landets plantager udvides hurtigt. Hvis politikere og karteller holder fingrene fra fadet, forventer flere banker, at realprisen falder 20‑30 % allerede i 2025‑26, når de nye høster rammer havnene. Udbyttedata viser fortsat ingen negativ klimatrend: forbedrede kloner og fornuftig agronomi opvejer indtil videre de lunere nætter.

6. Bundlinjen til bloglæseren

Hvis du vil nyde billig chokolade, så fokuser på frie markeder og på at lade pengestrømmen nå hele vejen ud til bønderne. Klimadiskussionen er vigtig – men i kakaopriserne er den mere bagtæppe end dirigent.

Og bare for perspektivets skyld: I 1977 var én kilo kakao, målt i nutidsdollar, dyrere end i dag. Dengang talte ingen om klimaet – men alle talte om politikken. Måske vi burde gøre det samme igen.