I Danmark er vi gode til at lave akvakulturplaner. Knap så gode til at udvikle produktionen, selv om markedet er der og selv om opdræt af fisk især i havbrug er en af de indiskutabelt mest ressource effektive former for animalsk produktion. (Hvorfor det går så trægt, har jeg skrevet flittigt om i andre indlæg)
Dansk Akvakultur har udgivet en plan for udvikling, her er linket. Og her er et kort ChatGPT resume (med violiner i baggrunden):
Erhvervet foreslår en udviklingsplan for dansk akvakultur fra 2024 til 2033 for at styrke sektoren, skabe arbejdspladser og øge eksporten. Det vil bidrage til den grønne omstilling af fødevareproduktion og imødekomme den stigende efterspørgsel efter opdrættet fisk og skaldyr. Planen sigter mod at skabe stabile rammer for bæredygtig udvikling af akvakultur og sikre forudsigelighed for virksomheder og investorer. Dansk akvakultur kan potentielt fordoble sin produktion og skabe 3.000 nye job samt øge eksportværdien med 1,5 mia. kr. Planen foreslår konkrete politiske tiltag indenfor havplanlægning, miljøregulering, uddannelse og forskning, samt fokus på bæredygtighed og miljøovervågning.
Jeg tror, at planen denne gang har en chance. Da vi har en bred regering, som kan vedtage planen, og derefter være helt ligeglade med den usaglig råben og skrigen, der vil komme fra visse grønne NGO’er, der kun er interesserede i at nyde livet i det grønne “jetset”, men er helt lige glade med at gavne naturen, miljøet og klimaet.
Ellers har jeg to bemærkninger til planen:
- Den kunne godt være mere ambitiøs. Der er rigelig plads og marked til en produktion af 100.000 store ørreder i 40 zoner i havbrug danske farvande – og plads til 500.000 tons i hele Østersøen. Men den er da en god start.
- Den lægger fremsynet op til, at den trods alt begrænsede miljøaftryk fra produktionen kan kompenseres ved en afgift på nye marine anlæg beregnet per kilo kvælstof kombineret med en rettighed til produktion på havet.
Det ideelle ville her være fritomsættelige kvælstofkvoter vægtet efter miljøpåvirkning. Så ville akvakulturen kunne købe alt det kvælstof, den har brug fra andre sektorer, som har en betydeligt mindre værditilvækst pr. tabt kvælstof.
