Hellere varm og rig end kold og fattig

Børsen har trykt min kronik om vækst og klima den 25/7-2011. Kronikken er ikke frit tilgængeligt online:

Kyotoprocessen er død. Senest har Japan, Rusland og Canada bekræftet hinanden i at de, som USA, ikke deltager i en proces, der ikke inkluderer de store udviklingslande, som er ved at blive de største CO2-udledere.

Det skal vi glæde os over. Videnskaben bag den menneskeskabte opvarmningsteori er dårligt funderet. Det kan sagtens blive koldere de næste mange år, og der er ikke dokumentation for, at vi får ringere livsvilkår, hvis jorden bliver varmere, eller at en evt. global opvarmning giver større hyppighed af ekstreme vejrhændelser.
Videnskaben er dårligt funderet, fordi den altovervejende bygger på matematiske modeller, som end ikke kan beskrive fortiden korrekt, og som ikke indeholder nogle af de væsentligste årsagssammenhænge, som f.eks. en dynamisk beskrivelse af kulstof og næringsstofkredsløbene.

Data alene giver ingen grund til alarm. Siden satellitmålingerne af jordens temperatur startede i 1979, er der på godt 30 år sket en stigning på 0,4 grader celsius. Det svarer til ca. 1,3 grader på et århundrede. Bestemt ikke noget skræmmende tal. På det seneste er temperaturudviklingen både på land (siden 2002) og på havet i øvrigt stagneret (siden 2004). Det kan være en statistisk tilfældighed, men kan ikke ligefrem siges at underbygge ”varmeteorien”. Vandstandsstigningen har siden 1993 været på godt 3 mm om året uden tendens til acceleration, hvilket svarer til 30 cm på 100 år.

At klimamodellerne er ubrugelige, giver dog ikke grund til at ignorere problemet. Det kan tænkes, at der både af naturlige og menneskeskabte årsager kan ske dramatiske og uønskede klimaændringer. Vi ved f.eks., at hvis vi ingenting gør, vil gletsjerne begynde at vandre fra Nordsverige ned mod København. Næste år eller om 10.000 år eller på et tidspunkt ind i mellem.

Det gælder derfor om at vælge en strategi, der er robust i en meget usikker verden. Det er desværre ikke den strategi, der indtil nu officielt er taget i brug af det internationale samfund, som har valgt en alarmistisk tilgang med tilknyttet planøkonomisk kommando- og kontrolregulering: IPCC-rådgivningen og Kyotoprocessen.

Den enkleste indvending mod den officielle strategi er, at den ikke virker. Vi har lige fået de globale CO2-udledningstal fra 2010, som er på 30,6 gigatons, hvilket er det højeste tal nogensinde. Og med en verden på vej ud finanskrisen er det helt urealistisk, at man ikke bogstaveligt talt vil sætte ”fuldt kul” på energiforbruget.

Det første store fejlgreb i den officielle strategi er alarmismen. Umiddelbart er det nemmere at få fat i folks penge og stemmer, hvis man skræmmer folk med udsagn om, at ”den økologiske dommedag er nær”. Men strategien kræver, at man råber stadigt højere for at få opmærksomhed, og til sidst vender folk sig væk. I 2005 mente FN, at der ville være 50 millioner klimaflygtninge i 2010. Da de ikke materialiserede sig, fjernede man blot udsagnet fra hjemmesiden. Dommedagsprædikanter indrømmer aldrig deres fejl, men udsætter bare prognosen.

Risikoen for ”katastrofale” klimaændringer er til stede. I det hele taget er jorden en farligt sted at bo. Planeten er omgivet af ELE’er (Extinction Level Events): Meteorer, supervulkaner, Nova’er. Men vi kan ikke sætte verden i tomgang, hver gang der erkendes en ny stor trussel med en meget lille sandsynlighed. Vi skal hele tiden klare dagen og vejen, ellers går det da helt sikkert galt.

Det andet fejlgreb er ideen om de juridisk bindende aftaler om faste reduktionsmål, som har trukket alt for mange ressourcer uden effekt. En hurtig udvikling især af jordens fattigste egne forudsætter adgang til rigelige mængder billig energi.

Derfor skal vi sætte fuld fart på den økonomiske vækst. Jo rigere vi bliver, jo mere modstandskraftige bliver vi over for problemer. I den rige del af verden kan man sagtens tilpasse sig klimaændringer. Det er ikke så nemt, hvis man er en afrikansk kvinde, der driver landbrug i udkanten af Sahara.

Indien og Kina kan godt finde ud af at bruge energi og vokse stærkt. Men i Danmark står det jammerligt til. Vi er nu det OECD-land efter Japan, der forventes at få den laveste vækst. Det gør os unødvendigt fattige og dårligere i stand til at gøre noget for naturen, miljøet og klimaet. Det er en uansvarlig opførsel, idet kuren er velkendt. Foruden lavere skatter og offentlige udgifter, skal vi indføre resultatbaseret miljøforvaltning, således at god indsats for miljøet belønnes i stedet for som nu, hvor produktive virksomheder bliver tvunget ud af landet.

Når vi bliver rigere, har vi også råd til at gøre os klogere. Vi skal forske mere i global human økologi. Bl.a. skal vi udvikle nogle globale økologiske modeller, der beskriver den fulde årsagssammenhæng, og som ikke styres af grupper, hvis økonomi er afhængige modellernes resultater. Staten skal ikke støtte udviklingsprojekter af nye energiformer. Det kan private virksomheder gøre for egne penge, mod at de får gevinsten, hvis det lykkes.

Endelig skal vi lokalt og regionalt tilpasse os evt. klimaændringer. Tilpasningen vil være helt afhængig af om man bor i Thailand, Danmark eller på Grønland. Det enkelte land, den enkelte kommune og den enkelte borger, må selv vurdere, hvor meget man ønsker at forsikre sig mod evt. ugunstige hændelser.

Det kan godt være, at jorden bliver varmere, men hellere varm og rig end kold og fattig.

Læs den uforkortede version af kronikken.