Mette Cristine Schou Frandsen, fra tænketanken Fremtidens Fødevarer, har skrevet et interessant og vigtigt indlæg i POV International med titlen: Skal fremtidens mad komme fra havet, og hvor hun i rubrikken endvidere stiller spørgsmålet, om vi er naive i vores forestilling om at kunne finde en alternativ, der ikke vil skade vores natur?
Begge spørgsmål kan besvares med et rungende ja.
Akvakulturen lig med opdræt af planter og dyr i vand er den moderne tids største succes inden for fødevareproduktion.
Ikke alene leverer den globale akvakulturproduktion nu ligeså mange velsmagende og sunde produkter til forbrugerne som hele det globale fiskeri.
Erhvervet tjener endvidere gode penge uden at være på statsstøtte som landbruget og beskæftiger rigtig mange mennesker på landet og ved havet på gode vilkår. Og da akvakultur endvidere er en indiskutabel meget ressourceeffektiv form for biologisk produktion, medvirker erhvervet til væsentligt at nedsætte den samlede fødevareproduktions aftryk på natur, klima & miljø.
Og hvis vi ville det – blandt andet ved at gensplejse tang så den får den rigtig ernæringsmæssige sammensætning for mennesker og husdyr – kunne vi brødføde alle de kommende plus 10 mia. mennesker ved at producere på er areal, der udgør en brøkdel af størrelsen af jordens oceaner.
Så artiklen er væsentlig og god, men indeholder en del fejl, misforståelser og mangler, som jeg gerne vil adressere i dette blogindlæg.
Anslaget om anvendelse af fisk til at fodre fisk med er desværre misforstået.
Det er rigtigt, at man tidligere brugte op til 5 kg vild fisk for at producere et kg laks, og at man nu er nede på ca. 1-2 kg.
Men det er helt forkert, at dette fænomen udgør et reelt problem og er en trussel mod vilde bestande af følgende grunde.
- Fiskeriet reguleres internationalt af kvoteordninger og der fanges ikke en eneste fisk mere, fordi akvakulturen skal bruge fiskemel & fiskeolie, højest bliver prisen lidt højere end ellers.
- Selv om der ikke fandtes akvakultur, ville alle industrifiskene – eller ”skidtfisk”, som man sagde i gamle dage – blive fanget alligevel og bare blive brugt til andre formål: foder til grise & kyllinger, foder til kæledyr (stadig en massiv anvendelse) og til trivielle formål som gødning.
- Men så kunne jo bare spise de små lodder og tobiser og hvad mere direkte. Ja, det kunne man godt og det ville give et mindre aftryk, men det gør man bare ikke. Den moderne forbruger er blevet så rig og forkælet, at man vil have de bedste stykker af dyret og de reelle filletter. I gamle dage spiste vi grisetæer, sylte og kalvehjerner. Det gør vi ikke mere, de bliver sendt til Kina, hvor man også stopper med det, når man blive rig nok. Sådan er det bare.
- Som kuriosum kan nævnes, at en vild laks skal spise 10 kg vild fisk for at vokse et kg. Den opdrættede laks skal kun spise godt et kg vild fisk. Så her er opdræt åbenbart til gavn for de vilde bestande.
I artiklen nævnes også de forskellige misforståelser, om hvor mange mennesker, der kan produceres mad til. Selv med den nuværende teknologi kan vi sagtens levere fuldgod kost – inklusive alt det kød folk ønsker at spise – til plus 10 mia. mennesker. Alene af den grund, at det globale udbytte af planteproduktionen kun er det halve af det dygtige, moderne landmænd kan præstere. Ved anvendelsen af moderne teknologi inklusive havbrug kan vi brødføde mange gange flere.
Da antallet af mennesker af andre grunde ser ud til at flade ud på plus 10 mia. niveauet, er forsyningen intet problem.
Udfordringen er at producere med et stadigt aftagende tryk på natur, miljø og klima og her er det så heldigt, at akvakultur er en meget ressourceeffektiv = lavt aftryk pr. produceret enhed form for produktion. Det skyldes, at fisk er vekselvarme dyr og derfor ikke skal bruge energi for at holde sig varme, og heller ikke skal bruge energi til at holde sig oprejst, da de svømmer rundt i “tyngdefrit” miljø. Jo flere fisk, der opdrættes og spises, jo lavere bliver derfor fødevareproduktionens samlede fodaftryk.
Joda, som det siges i MCSF’s indledning, er det er naivt at tro, at der findes nogen fødevareproduktion, der ikke påvirker naturen, miljøet & klimaet. Det gør alle uden undtagelse, men nogen mere end andre. F.eks. er økologisk jordbrug meget hårdt ved naturen, da det bruger 50 % mere plads end det moderne højteknologiske landbrug.
En yderligere misforståelse i artiklen er, at vandmangel nogensinde bliver er globalt problem. Det gør det jo kun, hvis man insisterer på at dyrke planter i områder uden vand, eller hvis man ikke vil bruge havet til tangdyrkning og afsaltning.
Og det er også lidt trættende med klicheer som ”rovfiskeri”. Ja, det sker stadig nogen steder i verden, men i vores del er fiskeriet reguleret meget stramt, og fiskebestandene går igen fremad. Men det er da rigtigt, at der er fast overgrænse for, hvor mange fisk, der kan fanges og naturligvis vil fremtidens forsyning af mennesker og dyr med fisk, skaldyr & tang ske ved dyrkning ikke ved fangst, ligesom vi jo heller ikke længere brødføder os som jægere og samlere på land.
Diskussionen om soja i artiklen rammer ved siden af og fanger ikke det væsentlige. Der bliver produceret den mængde soja i verden, der er efterspørgsel til. Det ville blive produceret alligevel uanset, om der er akvakultur eller ej. Men det fine ved akvakulturen er, at foderudnyttelsen er meget bedre end for landdyr. Derfor er det stor fordel for alt, jo mere soja, der går til fiskefoder frem for andre anvendelser.
Og så har forfatteren slet ikke fanget, at akvakulturerhvervet kun bruger ”den gode certificerede soja”, men retter glad smed for bager. Hvordan man skal dyrke soja, er en diskussion, som kun i beskeden grad har noget med akvakultur og gøre, og akvakulturen udgør her – netop på grund af den gode foderundyttelse – nærmere en løsning end et problem.
Akvakulturen skal naturligvis- som landbruget – skaffe sig kontrol over både mængden og kvaliteten af sin råvarer til foderet. Blandt andet ved GMO-planter på land og tang, der kan producere de rigtige omega-3 fedtsyrer, som er en langt vigtigere udfordring end proteiner.
Og så er det jo sørgeligt, at der kommer dette æselspark til sidst i artiklen:
”Selvom vores viden om havbrug og insekternes samlede påvirkning af miljøet stadig er dårligt undersøgt, kan vi slå en ting fast: De forurener ekstremt meget, og det har store konsekvenser for de vildtlevende fisk i havet, da denne forurening ender der.”
Det er jo som tidligere nævnt lodret forkert. Havbrugs påvirkning af miljøet er undersøgt meget grundigt, og det er klart påvist, at vellokaliserede havbrug påvirker havmiljøet meget lidt. Og netop fordi havbrug ligger i åbne strømrige farvande ender næringsstofferne der, hvor de skal, i det åbne hav, hvor de giver anledning til en forøget fiskeproduktion. Og erstatter en del af den store mængde næringsstoffer, som fiskeriet hiver op af havet.
Det danske N-tab fra fødevareproduktionen til havet er f.eks. ca. 50.000 pr. år, mens vi opfisker ca. 20-30.000 tons N. Så der er snart ligevægt.
Lad mig slutte med dette citat:
We must plant the sea and herd its animals using the sea as farmers instead of hunters. That is what civilization is all about – farming replacing hunting. Jacques Yves Cousteau
MCSF’s artikel peger den rette vej. Hvis den blev renset for fejl, mangler og misforståelser, ville den endnu tydeligere vise, at fødevareproduktionens fremtid ligger på havet.
