Dette er et gæsteindlæg fra Johan Peter Uldall Fynbo, professor på the Cosmic Dawn Center på KU, videreposteret fra hans Facebook profil.
Scruton skrev meget klogt i dette essay om, hvad der er sket med de humanistiske fag på universiteterne.
Jeg vil mene, at naturfagene også er på vej i en gal retning, hvilket er blevet mere og mere tydeligt de seneste år. Fysik er også ved at gå fra et grundforskningsfag til et fag, der skal “løse væsentlige samfundsproblemer”. Politikerne blander sig mere og mere i detaljen, sikkert ansporet af opportunister på universitetet. Forskningsministeren mente i sit oplæg om den tiltænkte nye reform at vide, at “nanofysik og kvantefysik” nok kræver særlig specialiserede studier. Alle er sikker på, at kvantemekanik skal løse alle vores problemer lige om lidt. På vores institut er der et nyt center med en bevilling på 1.5 milliard. Der er reserveret hundredevis af millioner i forskningsreserven til kvantemekanik. For 20 år siden sagde folk det samme om nano-fysik. Da fik vi at vide, at om 20 år (altså nu) ville nano-fysikken have løst kræftens gåde. Gid det var så vel. Jeg mener det er noget hype. Kvantemekanik er vigtig, men ikke så vigtig.
Situationen er ikke, at der ikke er noget galt med vores uddannelser og øvrige gerning på universiteterne. Meget er galt. Men det er i høj grad galt, fordi der er for meget indblanding ude fra og fordi vi, der arbejder på universitetet ikke har nogen demokratisk indflydelse. Alt kommer oppe fra og ned. Vi mangler checks and balances.
Dernæst er vores økonomiske situationer helt absurd. Der er masser af penge, men de går i mange 100-millioner kr klassen til nogle ganske få som bilder sig selv og andre ind, at de er særlige excellente og tilhører en særlig elite. Vi andre må gå og have ondt i maven over, hvordan vi skal betale regningerne.
