I dette indlæg på Punditokraterne, viser Christian Bjørnskov hvor lidt vores statsminister og mange andre toppolitikere ved om hvad det er, der skaber økonomisk vækst.
Statsministerens ‘forståelse’ af vækst
Forleden udtalte statsminister Mette Frederiksen på DI Topmødet i Herning, at ”Det er den høje arbejdsmoral, der har skabt vores velstand, det er den, der skaber vores muligheder. Det er sådan set dét og ikke så meget andet, der har skabt Danmark.” Hun har tidligere beskrevet arbejdsudbud som “den nye valuta” i dansk politik, og både hun og hendes parti er igang med en fortælling om, at det er umoralsk ikke at arbejde fuld tid. Den socialdemokratiske grund er, at det kræver velfærdsstaten. Men Frederiksen er ikke just Danmarks mest indsigtsfulde statsminister nogensinde, og synes i høj grad at leve i en postfaktuel politisk virkelighed, hvor det at gentage en påstand, eller virkelig synes den burde være det, gør den sand. Det gør det naturligvis ikke, og det gælder i helt særlig grad for Frederiksens påstande om dansk vækst og hendes forståelse af den økonomiske udviklingsproces.
I Børsen onsdag den 4. oktober pointerede jeg, hvor totalt misforstået statsministerens idéer om vækst er, og i speciel grad hvor tåbelig hendes fokus på arbejdsudbud er. Min økonomiske kommentar måtte nødvendigvis hvile på eksempler, da vi ikke kan bringe grafer i kommentaren (kun lejlighedsvis i forbindelse med kronikker). Vi bruger derfor Punditokraterne idag til at vise, hvor tåbelig Frederiksens idé om arbejde som den ultimative kilde til vækst er. Grafen er baseret på data fra Penn World Tables, mark 10.01, og viser seks udviklinger fra Poul Nyrup Rasmussen blev statsminister til Frederiksen overtog: 1) den faktiske udvikling i dansk BNP (den sorte linje); 2) udviklingen hvis dansk produktivitet ikke havde ændret sig og alt var drevet af totalt arbejdsudbud (den røde); 3) udviklingen hvis dansk produktivitet ikke havde ændret sig og alt var drevet af at få flere i arbejde (den grønne); 4) udviklingen uden bidrag fra virksomheders og statens investeringer i fysisk kapital (den grå); 5) et simpelt mål for total faktorproduktivitet (TFP, den stiplede sorte); og 6) et mål for TFP der også tager uddannelse i betragtning (den stiplede grå).
Som jeg pointerede i Børsen, er dansk BNP per indbygger vokset 32,6 procent siden 1993, men kun 1,3 procentpoint kommer fra arbejdsudbuddet og mindre end én procent fra kapitalinvesteringerne. Figuren ovenfor illustrerer således den pointe, som økonomer, det enten studerer økonomisk vækst eller økonomisk historie, gang på gang understreger: Økonomisk vækst på langt sigt er altid en historie om øget produktivitet!
Man kan undre sig over, at det virker som om statsministeren eller andre centrale politikere i regeringen slet ikke vil tale om produktivitet. Der ligger ellers et helt kompendium af idéer fra Produktivitetskommissionens fine arbejde for nogle år siden, som politikerne bare kan starte med. Men måske er problemet, at Danmark har et stort problem, som regeringen ikke vil tale om: Vores svage produktivitetsudvikling på langt sigt. Som vi har skrevet flere gange om her på stedet, sakker dansk produktivitet langsomt, men sikker bagud. Figuren nedenfor viser samme udviklinger i Danmark, Sverige og Storbritannien – som mange har travlt med at beskrive som en fiasko.
Følger man svensk produktivitetsudvikling – den røde kurve – er det klart at se hvordan vores nabo var faldet bagud i landets periode med et meget socialistisk socialdemokrati. Baggrunden kan man læse om i Johan Norbergs fremragende bog om Sveriges udvikling. Efter en række meget store reformer i starten af 1990erne er svensk produktivitet vokset med samlet set 49,6 procent. I samme periode er briternes vokset 38,4 procent, mens den danske 31 procent.
Regeringen og store dele af Folketinget har travlt med at beskrive dansk økonomi som ‘bomstærk’, men stort set udelukkende begrundet med hvor stort statens budgetoverskud er. Det er en meget mærkelig måde at vurdere kvaliteten af den økonomiske udvikling, og den skjuler det store problem: Produktiviteten. Frederiksens syn på økonomisk udvikling er åbenbart, at det ikke er vigtigt og at udvikling er drevet af arbejdsmoral og almindelige menneskers arbejdstid. Måske er hun bare så inkompetent, at hun er blind overfor virkeligheden, eller måske gør hun som om for at undgå den nødvendige diskussion om det reelle problem…
