Det er uden for enhver diskussion at danske unge aldrig nogensinde i Danmarkshistorien har haft det materielt bedre end nu. Nuvel, menneskene lever ikke af brød alene. Men jeg giver alligevel ikke meget for den almindelige jammer om unges “mistrivsel” og vurderer at det skyldes at der er gået mode i at have det bedst, hvis man siger, man har det skidt.
Christian Bjørnskov tager diskussionen ved vingebenet i dette indlæg i Punditokraterne.
Tilfredshed og ‘mistrivsel’
De danske medier har de seneste uger skrevet meget og langt om danske unges ‘mistrivsel’. Ikke overraskende er en række danske politikere allerede rykket ud med krav om, at ‘vi’ bør gøre noget ved det. Forleden påstod 19 gymnasierektorer endda i Berlingske Tidende, at ‘vi har skabt et monster’ ved at teste de unge, stille krav og ved det “konstante fokus på tempo og præstation” i gymnasiet. Rektorerne lægger en ideologisk skarpvinkling i deres indlæg ved at hævde, at de unge er blevet “kanonføde i konkurrencestatens test- og karakterregime.”
Idéen om den såkaldte konkurrencestat er en påstand fra en nulforsker fra CBS, som det politiske Danmark af en eller anden grund er kommet til at tro på
Lad det ligge, at hele idéen om den såkaldte konkurrencestat er en påstand fra en nulforsker fra CBS, som det politiske Danmark af en eller anden grund er kommet til at tro på. Lad det også ligge, at de af os, der arbejder på universiteterne, oplever at de unge kan historisk lidt når de kommer ud af gymnasiet, og at de krav der stilles til dem, er næsten latterligt lave. Og lad det ligge, at pensum i fag som matematik, fysik og tysk er beskåret voldsomt – i fysiks tilfælde med omkring en tredjedel – i forhold til da vi gik på gymnasiet. Spørg i stedet, om det egentlig er rigtigt, at danske unge mistrives.
Jeg vil på ingen måde påstå, at der ikke er unge i Danmark, der faktisk mistrives! Det er der, og dem bør man tage hånd om så godt man kan. Men tag et kig på nedenstående kort, der illustrerer unges tilfredshed med livet på tværs af Europa. Kortet er tegnet på basis af de seneste års tilfredshed med livet blandt unge mellem 16 og 25 i alle de lande, der er dækket af the European Social Survey (noter at de sorte områder er dem, der ikke er dækket af undersøgelsen). Spørgsmålet, der er stillet, er helt standard: “Når alt tages i betragtning, hvor tilfreds er du så med dit liv som helhed? Giv din vurdering på en skala fra 0 til 10, hvor 0 betyder særdeles utilfreds, og 10 betyder særdeles tilfreds.”
Det slående i den information, der kommer fra den måske bedste repræsentative spørgeskemaundersøgelse i Europa, er at danske unge er med afstand de mest tilfredse. I gennemsnit er danskernes score 8,41, efterfulgt af schweiziske unge på 8,12 og østrigske unge på 7,98. Bundskraberne er (ikke overraskende) ukrainere (6,23), bulgarere (6,41) og russere (6,44).
Pointen med dagens indlæg er derfor at spørge, hvordan det kan lade sig gøre, at medierne skaber et billede af omfattende og dyb mistrivsel blandt unge i Danmark, mens de bedste data vi har – når vi spørger de unge selv – peger på, at de er dem der trives allerbedst i Europa? Og burde den information ikke være et element i den offentlige og politiske diskussion?
