Dette er et gæsteindlæg af Bertel Lohmann Andersen, the Grand-Old-Man inden for fremme af atomkraft i Danmark.
Energiforsyning er samfundets livsnerve
Men der er ingen borgerlig energipolitik, heller ikke i Martin Aagerups nye bog: Hvad det vil sige at være borgerlig. I et svar ved mødet hos Cepos den 8. februar omtalte han ”markedet” som afgørende. Men det såkaldt ”frie elmarked” er på vej mod sammenbrud, idet sol og vind kannibaliserer sig selv. Der er derfor brug for nytænkning: hvordan ser markedet ud for en vare, der ikke kan lagres?
Borgerlig energipolitik bør hvile på tre principper:
- Energiforsyning besluttes ud fra tekniske, økonomiske og miljømæssige hensyn;
- Der lægges vægt på forsyningssikkerhed og prisstabilitet;
- Ingen energikilder fravælges af ideologiske grunde.
De borgerlige partier (minus De Radikale) var efter oliekrisen i 1973 positive overfor kernekraften. I 1976 blev beslutningen om indførelse af kernekraft i Danmark udsat indtil muligheden for deponering af højaktivt affald var undersøgt. Elværkerne gennemførte disse undersøgelser i 1977-1980. Samtidig udarbejdedes rapporter om reaktorsikkerhed og placering af kernekraftværker i Danmark. I maj 1984 redegjorde miljøminister Chr. Christensen (Kristeligt Folkeparti) på vegne af regeringen Poul Schlüter for det udførte arbejde. Han tilsluttede sig rapporternes konklusioner og fandt, at ”der på indeværende tidspunkt ikke var behov for flere generelle undersøgelser af sikkerheden ved drift af kernekraftværker eller deponeringsmulighederne for højaktivt affald”. Han fortsatte: “På denne baggrund finder jeg, at man nu kan gå videre og give plads for overvejelser om, hvorvidt atomkraft – således som denne og tidligere regeringer har ment – fortsat skal indgå i den flerstrengede energiforsyning…”
Den 29. marts 1985 stemte 67 borgerlige MF’ere følgelig imod Fodnoteblokkens forslag om at forbyde atomkraft, som blev vedtaget med 79 stemmer fra den omtalte blok. De 67 stemmer var udtryk for borgerlig energipolitik: de omtalte undersøgelser var faldet ud til kernekraftens fordel, hvortil kom, at Energiplan 81 viste store økonomiske fordele ved kernekraft.
I Poul Schlüters tredje regering (1988) blev den radikale Jens Bilgrav Nielsen energiminister. Han har i et program på TV2-lorry, betalt af Vindmølleindustrien, fortalt om, hvordan han på et regeringsmøde gennemgik ”plan for energi og udvikling”, som hans ministerium, i samarbejde med nogle ”grønne” organisationer, havde udarbejdet. Da han var færdig, hævede Schlüter glasset og sagde: ”Sådan er det, til lykke med det”. Ingen debat, ingen kommentarer fra de øvrige ministre. Hermed afgik den borgerlige energipolitik ved døden!
Siden 1988 har de borgerlige partier været halehæng til den socialistisk-radikale energipolitik, som også omfatter fjernelse af atomkraft fra samfundets vidensdatabase. En tidligere ansat ved Energistyrelsen udtalte til Ingeniøren i marts 2007 bl.a.: ” Vi lavede i en årrække i forskningskontoret en årlig rapport (status på energiforskningsområdet), og her foreslog jeg i flere år, at vi burde have noget med om udviklingen på det nukleare område. …Men det kunne overhovedet ikke debatteres. Ingen debat, blot om idéen på kontoret. … nuklear energi måtte man end ikke debattere. Der var lukket af for debat i Aukens tid.
Fjernelse af kernekraft fra den demokratiske samtale blev også praktiseret af borgerlige partier. I maj 2001 udtalte Venstres daværende energiordfører, Peter Hansen-Nord, at han var tilhænger af dansk kernekraft. Han blev fyret som ordfører (”trak sig”), og blev ikke genvalgt til Folketinget i november samme år.
Den borgerlige regering under Fogh indførte det nu berygtede princip ”fra forskning til faktura”, som har medvirket til universiteternes nuværende situation. Denne er beskrevet fremragende af filosoffen Thomas Aastrup Rømer, som den 3. februar i år udtalte til Berlingske Tidende: ”Forskningen er blevet transformeret til et magtinstrument, hvilket strider mod ånden fra Oplysningstiden,«
De mest progressive borgerlige politikere har foreslået en kommission, som ovenikøbet skal opkaldes efter Niels Bohr. Det sker på et tidspunkt, hvor Europas ældste kernekraftværker fortsat leverer strøm og varme over 80% af tiden, efter 55 års drift. I lyset heraf kan forslaget om en kommission kun opfattes som en vittighed. Der er ikke mere at undersøge! Der tales meget om borgerlig samling. Er det ikke på tide, at de borgerlige partier samler sig om nogle få fælles principper for energipolitikken?
