I dette gæsteindlæg, som er viderepostet fra en gruppe om biodiversitet på FB gennemgår Rasmus Ejrnæs, hvad der skal til for opnå ægte fri natur i Danmark.
Danmark er det jammerligste udviklingsland for naturen
En af grundene til at Danmark er det jammerligste udviklingsland, når det gælder plads til vild natur, er, at vi er en nation af bonderøve. Selvom der er ret få danskere, som reelt dyrker jorden (en ærværdig gerning i øvrigt, som jeg intet har at udsætte på), så sidder bonderøvsmentaliteten helt fastgroet i danskeres hjernevindinger og mentalitet.
For nyligt diskuterede vi her på kanalen forvaltningen af det nationalt enestående naturområde og Natura2000-område Jægersborg Dyrehave, og der blev fremsat kritik af, at området ikke forvaltes som natur, men som en hjortepark (se tråden her: )
Straks springer den ene trold efter den anden frem af æsken for at forsvare, at hjortene fodres med roer og hø om vinteren, og begrundelsen er altid den samme: “Det er ikke et naturområde, det er en del af det danske kulturlandskab, og derfor er det meningsfuldt at forvalte som en del af kulturlandskabet, og det har vi i øvrigt altid gjort.”
Denne insisterende og evindelige messen om skovenes sundhed, det stærke jagtbare vildt, agerlandsfuglene, kulturlandskabet, gravhøjene, digerne, de levende hegn, jordens frugtbarhed, vildtets frie bevægelighed giver mig simpelthen en ubændig trang til at råbe RØV af mine lungers fulde kraft.
Spar os nu for det forbandede vrøvl. Der er ingen formildende omstændigheder ved kulturlandskabet, landbruget, skovbruget, jagten eller vore forfædres forskellige former for mislykket landbrugsdrift. Den særligt danske biodiversitet findes ikke og agerlandsfuglene findes ikke og hjorte har ingen fri bevægelighed og det er også hamrende irrelevant for biodiversitetskrisen om de har eller ej.
Danmarks biodiversitet er delt med resten af Europa nord for Alperne og er i øvrigt resultatet af millioner af års evolution, som er foregået i naturlige økosystemer uden landbrug, skovbrug og jagt og med naturlige processer knyttet til vand, vind, ild, store planteædere og store rovdyr. Og den eneste rationelt sunde hypotese om hvordan vi kan bevare biodiversiteten består i at give plads til at vi igen kan få sådan nogle vilde økosystemer. Og selvom der er en række store planteædere og rovdyr, som vi har udryddet fra planeten, har vi stadigvæk nok arter tilbage til at vi kan genbefolke økosystemerne, hvis bare vi vil. Men det kræver altså at vi prioriterer den vilde natur på bekostning af diger og hegn og regenerativt jordbrug og indser at det sidste bare er noget vi går og leger.
Og fremtidens vilde natur bliver naturligvis under hegn, fordi vi mennesker fylder så meget, at det ikke er muligt at realisere vilde økosystemer i et uhegnet landskab.
Mine kommentarer
Jeg er enig med Rasmus Ejrnæs i, at fri og uberørt natur, skal have lov til at være fri og uberørt. Vi skal have meget mere af dette i Danmark. Ikke for vores nyttes skyldige, men af etiske – ligesom dyr skal behandles ordentligt, skal økosystemer også behandles ordentligt – og af æstetiske – vi mennesker trives med natur – grunde.
Men hvordan skaffer vi plads til det? Det gør vi ved at bruge arealintensiv energiproduktion (kulkraft, atomkraft) og landbrugsproduktion (pesticider, kunstgødning, GMO’er) og ikke ved barfodsgængeri, og lækage af landbrugsproduktionen til andre lande med dårligere arealudnyttelse.
I Danmark er der ikke noget vild natur. Heden f.eks. er et produkt af skovfældning. Når såkaldte naturelskere “gendanner” vild natur, er det kultur, de laver det som de godt kan lide.
Sandflugten er stoppet, grundet kultur.
Antallet af viber er reduceret, fordi den landbrugskultur der tiltrak viber er reduceret. Viber på landet er kulturfugle, roemarkerne havde et miljø viberne kunne lide, der er kun få roemarker i dagens landbrug. Den burde være Danmarks nationalfugl, da den er / var en kulturfugl.
På hærvejen mellem Skovby og Hovslund ved Hærulf-stenen er der en tegning udført af en tysk rejsende i 1600-tallet. Landskabet var dengang oversået af gravhøje, der var ikke meget plads til landbrug, så de fleste er pløjet ned, kun de få største er bevaret. Tegningen dokumenterer et kulturlandskab langt tilbage i tiden, der ændredes af nye behov og kulturudvikling.
Marsklandet er beskyttet af digekulturen.
Der er ikke noget vild natur i Danmark, der er steder dannet af “Miljøelskere”, som de så tror er, og kalder, natur.
Gode betragtninger, men vi har altså kun 1 % af det danske landområde der nu er tæt på fri natur. Hvis vi skal have ægte fri natur som passer sig selv fuldstændigt uden menneskelig indblanding skal det vær meget større sammenhængende arealer end vi har nu. Det går jeg ind for, men hver sin smag.